Blog
0   42

Lærerne fortjener en Oscar!

Abonner på nyt om Solveig Troelsen i dit personlige nyhedsbrev.

OBS: Du er ikke tilmeldt et personligt nyhedsbrev og får derfor ikke en mail med dine valgte emner/blogs. Tilmeld dig her

- og det vil vi give dem!

Er lærerarbejdet en partykiller?

Det var en fin fødselsdagsfest, min ven holdt for år tilbage. Og min bordherre, narkoselægen, var hyggeligt og belevent bekendtskab. I hvert fald indtil samtalen bevægede sig fra hans vigtige og interessante arbejde til mit som læreruddanner! På et sekund skiftede hans ansigtsudtryk, og han tog luft ind til et længere foredrag om at holde skole og uddanne lærere. Løsningerne var simple – også på komplekse problemer, som pædagogikken har kæmpet med i århundreder (tænk, man kunne bare have spurgt en anæstesiolog!).

Jeg husker ikke de konkrete forslag længere, men de var ikke uden selvmodsigelser. Noget med at flytte læreruddannelsen til universitetet og i øvrigt lade ”professionelle” (ikke lærere forstås) undervise eleverne: Ingeniører ville således være fremragende naturfagslærere. Og elitesportsfolk kunne motivere eleverne til en sund livsstil. Narkoselægen tilbød sågar selv at få lært eleverne at sætte kommaer "én gang for alle" (noget som lå ham meget på sinde).

Da vi nu åbenbart var i gang med en slags professionsbytning, foreslog jeg til gengæld et katalog over nye måder at bedøve patienterne på. Gæt selv, hvilken modtagelse det fik!

Artiklen fortsætter under banneret

Hvorfor mon lærerfaglighed er så lidt anerkendt i Danmark? Til sammenligning er lærerstanden i Finland både respekteret og vellønnet – og læreruddannelsen en af de mest eftertragtede.

Hvis vi tømmer skolen for faglighed, er vi fucked!

Mens det i kølvandet på sygeplejekonflikten står klart, at samfundet er ’fucked’, som det hed i et debatindlæg, hvis ingen vil være sygeplejerske, er bekymringen knap så udtalt, når det gælder skolens professionelle. Om få år vil vi mangle over 13.000 lærere, og allerede nu har nogle kommuner store problemer med at finde professionsuddannede til de ledige stillinger. Vikararbejde dækkes for en stor del af nyudklækkede studenter. Overvej et øjeblik, om man kunne lade en student på sabbatår skifte fru Jensens drop eller give hende medicin – nej, vel? Her ville skaden være akut og kræve førstehjælp. Eller hvad med at lade den næste motorvejsbro bygge af en glad amatør? Konsekvenserne af manglende faglighed i skolen er sværere at se for sig umiddelbart, men langtidsvirkningerne vil også her være fatale.

Fremkaldervirus

Coronaskolens undtagelsestilstand har åbnet manges øjne for lærerjobbet som et fag. Om det også gælder narkoselægen, skal jeg ikke kunne sige. Men mens frisørfædre og magistermødre landet over selv har kæmpet med skolebørnene hjemme ved køkkenbordet, har de kunnet se lærerne udfolde sig med alt fra online- til udeundervisning med en fleksibilitet og didaktisk fantasi, der uomtvisteligt viser, at der findes en lærerfaglighed! Og at den både er nødvendig og ikke sådan lige kan gøres efter.

Jeppe Bundsgaard, der er professor på DPU, ynder at kalde lærerjobbet det sværeste, han kender. Det skyldes, at lærerens faglighed er så sammensat og kompleks, på én gang teoretisk og praktisk og med krav om dømmekraft og repertoire til at håndtere situationens enorme foranderlighed. Netop dét blev synligt med corona som fremkaldervæske!

It takes one to know one

I Lærerprofession.dk vil vi gerne synliggøre og anerkende lærerfaglighed. Vi har nu i ti år præmieret lærerbachelor- og diplomprojekter, som viser særlig god lærerfaglighed – ofte netop i undersøgelsen og bearbejdningen af det, der trænger til udvikling og forbedring. Dybe nedslag i små hjørner af skolens komplekse felt. Projekter, der tager afsæt i og retter sig mod praksis og gør det med teoretisk og faglig flyvehøjde og engagement, originalitet og relevans. Når Bundsgaard og narkoselægen vurderer lærerfagligheden så forskelligt, skyldes det måske, at det kræver en kender at se og anerkende, hvad der er på spil.

Dommerkomitéerne, der vælger årets vinderprojekter, består af forskellige kendere: Fra lærere til uddannelsesforskere, fra skoleledere til efterskolefolk, fra tidligere prisvindere til garvede aktører i den skolepolitiske debat. På samme måde som det årlige Oscar-show i Hollywood er filmbranchens egen hyldest til filmen, er Lærerprofession.dk således kendernes anerkendelse af den særligt gode lærerfaglighed.

Lærerne skal have en ”Oscar”

For at synliggøre den anerkendelse – også for narkoselægen og andre, der ikke kender lærerprofessionen indefra – vil vi fremover lade prisen få følgeskab af en statuette, lærerprofessionens egen ”Oscar” om man vil. Vi har bedt fremtidens lærere, nutidens lærerstuderende, give deres bud på en sådan statuette og udlovet en præmie 10.000 kr. som supplement til SU’en – foruden æren ved at stå bag den fysiske manifestation af vores priser. Man kan stadig nå at deltage og give sit bidrag til at synliggøre lærerfaget – også når der ikke er corona!

En statuette kan næppe indfange hele lærerprofessionens særlige DNA. Men den kan med sin synlighed og genkendelighed være det æstetiske afsæt for samtaler, der giver selv narkoselægen noget at tænke over.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

De bedste professionsbachelorprojekter og pædagogiske diplomprojekter

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
1.395 andre er allerede tilmeldt

Lærerstuderendenetværket er for alle lærerstuderende samt andre med interessere for læreruddannelsen. I samarbejde med Lærerstuderendes Landskreds.

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
453 andre er allerede tilmeldt