Uskolet

Læreres tilfredshed med forældre steget markant

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Andelen af lærere, der vurderer kvaliteten af forældres indsats som høj eller ret høj, er øget med adskillige procentpoint under coronanedlukningen. En ny rundspørge viser, at de mange timers onlineundervisning har givet lærerne et mere nuanceret indblik i, hvad der faktisk foregår rundtomkring i de danske hjem.

"Det er jo ikke nogen nem opgave, de er på", erkender en lærer. "De fleste gør det jo faktisk så godt, de kan, og ofte under vanskelige betingelser".

Coronaperioden har affødt mere respekt generelt for forældrenes anstrengelser med deres børn, viser rundspørgen. 46 procent af lærerne svarer, at de i lyset af tiden med hjemmeundervisning nu finder det mere relevant fremadrettet at anerkende forældre for deres indsats:

"Der er nok behov for at tale forældregerningen op".

Uskolet er Folkeskolens bagside med satire, som ikke umiddelbart går meget op i fakta. Skulle enkelte navne, hændelser eller undervisningsministre alligevel føles bekendte, er man velkommen til at tro, hvad man vil.