Blog
0   6

Klyngeværk: En fortælling på tværs af medier

Abonner på nyt om Nationalt Videncenter for Læsning i dit personlige nyhedsbrev.

OBS: Du er ikke tilmeldt et personligt nyhedsbrev og får derfor ikke en mail med dine valgte emner/blogs. Tilmeld dig her

Et nyt litteraturteoretisk begreb har set dagens lys. Nationalt Videncenter for Læsning har talt med ophavskvinden, Sarah Mygind, om begrebets indhold og mulige fremtid i skolen.

Illustration: Kim Heyst  

Artiklen er skrevet af Anders Simmelkiær Laraignou.

Et klyngeværk er et fiktivt værk, som både består af individuelle tekster formidlet gennem forskellige medier, men som også kan ses som én samlet helhed, hvori tekstens forskellige medieformer hænger sammen og supplerer hinanden. Sarah Mygind, ph.d. og adjunkt på Aarhus Universitet, har i sin ph.d.-afhandling, Børnelitteratur i transmedial bevægelse, udtænkt det nye begreb. For at sætte billede på, hvad et klyngeværk er, sammenligner Mygind begrebet med en klynge svampe, der vokser i skoven. Hver svamp er et frugtlegeme, men de kommer alle fra den samme svampetråd, som ligger begravet i jorden. Svampene er således både adskilte som selvstændige enheder, men er samtidig en del af et større hele. Mygind forsøger med begrebet at favne og beskrive den nye teknologiske virkelighed, som både producenter og forbrugere af fortællinger står i: ”Når man skal fortælle historier i dag, har man mange flere redskaber – altså teknologier, medier, kommunikationsformer og udtryksformer – til sin rådighed. Producenterne af fortællingerne har en stadig større palet at arbejde med, og det betyder, at de litterære udtryksformer nu indgår i hybridkonstellationer med andre udtryksformer og kunstarter. Den nye teknologiske virkelighed udspringer af, at man som både fagperson, der arbejder med fortællinger, men også som almindelig forbruger, har nogle andre kompetencer end tidligere. De kompetencer udnyttes i klyngeværkerne, hvor den samme fortælling bliver udfoldet gennem flere forskellige medier på samme tid af den samme afsender. De enkelte medieversioner har deres unikke præg og bidrager med noget særligt til det, man kan kalde for en værk-helhed.”

 

Artiklen fortsætter under banneret

Bettinas badekar – en gammel fortælling i et nyt medielandskab

Sarah Mygind viser det danske klyngeværk Bettinas badekar som eksempel. Værket kan ses som en moderne version af klassikeren Bennys badekar (1969/1971) og består af en papirbilledbog, to forskellige lydbøger, en LP og et website med musikvideoer. Produktionen binder alle medieformerne sammen og leder folk rundt i de forskellige dele af klyngen. I billedbogen optræder fx en QR-kode, man kan scanne, hvis man vil lytte til lydbogen etc. ”Det er sådan set et meget gammelt greb, men det giver dig som læser, lytter eller seer en mulighed for at få en helt anden og måske dybere oplevelse med teksten,” siger Mygind. Hvad angår det mere voksne publikum fortæller Mygind, at man kan se en tendens, hvor der nu leges mere med fx podcastformatet som en pendant til den trykte bog. Her fremhæver hun danskeren Sigurd Hartkorn Plaetners forfatterskab som et godt eksempel. I podcasten Noget om Emma interviewer Plaetner fx protagonisten i sin debutroman Noget om Vitus om handlingen i bogen. ”Der er generelt set en stigende tendens til, at man på denne måde tænker medier som noget, der kan arbejde sammen, og som supplerer og ikke bare reproducerer hinanden”, understreger Mygind.

 

Kunst eller pengemaskine?

Flere af vor tids store fortællinger som fx Star Wars eller Ringenes Herre har skabt en kæmpe industri, hvori tv-serier, tegneserier, computerspil, bøger og film produceres og bidrager til at udvide de fiktive universer. På spørgsmålet om, hvor værket stopper med at være kunst og i stedet bare handler om at tjene penge på at sælge den samme historie på så mange måder som muligt, henviser Mygind til, at hun på sit kandidatstudie i litteraturhistorie blev gjort opmærksom på, at bogen er en forbrugsvare: ”Alle fortællinger er afhængige af en fysisk form – et medie – som indgår i et kommercielt kredsløb. Hvad end det handler om kunststøtte eller om kommercielle kræfter, så vil kunsten aldrig kunne undsige sig det økonomiske aspekt. Noget af det, som jeg kigger på, er et opgør med denne enten-eller-tankegang. Både producenter og publikum efterspørger nemlig, at der skal være kvalitet i værkerne, før de gider bruge deres liv på dem.” Som forsker i krydsfeltet mellem det kunstneriske og det kommercielle understreger Mygind dog vigtigheden af at være opmærksom på og forholde sig kritisk til, i hvilke kredsløb produktionerne indgår: ”Hvad er det for nogle ting, der ryger ud til børn, og hvorfor? Hvad er det for nogle anbefalinger, der ryger ud til forældre og undervisere, og hvorfor og hvordan? Især i det digitale landskab, hvor ting kan være enormt uigennemskuelige.”

 

Hvordan kan man arbejde med klyngeværker i skolen?

At arbejde med fiktive tekster i skolen er ikke let, og de nye hybridformer, hvor fx litteratur væves sammen med film, musik eller computerspil, gør det ikke ligefrem nemmere at have med at gøre for lærere og elever. Men det er en virkelighed, som børn og unge navigerer i hver dag, og hvordan kan man tage det alvorligt i en skolekontekst? Ifølge Sarah Mygind er det noget, der arbejdes på, men som man ikke er i mål med endnu. Hun er med i forskningsprojektet Reading Between Media, hvor man undersøger, hvad der karakteriserer skoleelevers læsning af det samme litterære værk i forskellige medieversioner. I undersøgelserne træder det tydeligt frem, at eleverne har meget forskellige læseforudsætninger, og det korresponderer ifølge Mygind rigtig fint med læsningen af klyngeværker: ”Idéen om klyngeværket er jo netop, at der kan være forskellige indgange til det samme værk for forskellige mennesker. Det er et forsøg på at imødekomme, at et medie som fx lydbogen er blevet betragtet lidt stedmoderligt; at du ikke har læst noget på den rigtige måde, hvis du har hørt lydbogen. Klyngeværket kommer den problematik i møde ved at betragte lydbøger eller andre medier som en lige så gyldig del af værk-helheden som papirbogen.” Sarah Mygind understreger, at man ikke nødvendigvis skal gå på opdagelse i alle de forskellige indgange til et klyngeværk: ”Jeg argumenterer for, at man skal kigge på de enkelte værker på deres egne mediespecifikke præmisser, samtidig med at man er opmærksom på, at det er en del af noget større. Og det er noget, producenterne i dag er rigtig gode til – altså at sende folk videre rundt i klyngen, hvis man har interessen.”

 

Bogen er også en teknologi

Mygind uddyber, at man i projektet Reading Between Media bl.a. undersøger, hvordan forskellige værker appellerer til forskellige sanser; hvad det er for et sanseapparat, der sættes i værk i en læseoplevelse af fx en lydbog, en app eller en papirbog, og hvilke læseoplevelser de forskellige værker lægger op til. ”Det er et forsøg på at nuancere debatten om skærmlæsning, som generelt har en negativ klang. Det er fx interessant, at der samtidig med idéen om, at du ikke har læst en bog, når du har hørt den som lydbog, er sket et kæmpe boom i netop brugen af lydbøger på streamingtjenesterne. Der tegner sig et billede af et behov for at undersøge, hvordan man udvikler strategier til at læse lydbøger, for det er ikke det samme som at læse papirbøger. Vi har flere hundrede års indgroede kulturelle traditioner og praksisser forbundet med det at læse trykte bøger. En bog er nemlig også en teknologi, som selv babyer lærer at bruge, når de sidder og bladrer i deres første følebog. Der mangler nogle strategier for, hvordan man lærer at læse en lydbog. Hvordan navigerer man i et lydlandskab? Hvordan træner man den form for læsning? Det samme gør sig gældende for digitale værker: Hvordan går man til et værk, der er så afhængigt af, at du selv interagerer med det, og som er helt anderledes, når din kammerat læser det? Det kan man med fordel begynde at tage alvorligt i skolen; tage det mediespecifikke alvorligt,” siger Mygind. 

 

En spirende praksis

Lige nu er der få reelle danske klyngeværker tilgængelige, som kan bruges i skolen. I Danmark har vi endnu ikke ressourcerne til at arbejde med store klyngeværker som fx The Fantastic Flying Books of Mr. Morris Lessmore (2011/2012) – et værk, der bl.a. består af en Oscar-vindende animeret kortfilm og en bog, hvori læseren med sin smartphone kan bruge teknikken augmented reality til at vække tekst og billeder til live. Men Sarah Mygind er overbevist om, at det nok skal komme, da hun mener, forudsætningerne er til stede. Hun henviser til The Animation Workshop i Viborg, som uddanner dygtige animatorer, men at det også kan ses i mindre skala, hvor danske forfattere eksperimenterer med fx playlister, som kan streames under læsningen af den trykte tekst, og som spiller en eller anden form for rolle i fiktionen. Hun nævner også forfatteren Leonora Christina Skov og hendes brug af sin Instagram-profil, hvor det autofiktive i hendes trykte bøger og hendes egen persona på det sociale medie spiller ind i og forstærker hinanden. Men hierarkiet medierne imellem er stadig synligt: ”Hvis man kigger på værker, der har en litterær selvforståelse, så er det stadig de trykte bøger, der er stjernerne i konstellationerne. Men i Bettinas badekar, som er udviklet af filmfolk, er det sværere at udpege, hvem der er stjernen i det samlede værk. Det er et gammelt kulturhierarki, der stadig er på spil, når det handler om litteratur, som ikke i samme grad gør sig gældende inden for fx filmproduktionen. Det litterære hierarki udfordres af klyngeværket.”

 

Mediediversitet

Sarah Mygind understreger, at det i fremtiden handler om at få en mediediversitet ind i vores måde at tænke på i skolen: ”Det er ikke det samme som at sige, at vi ikke skal læse trykte bøger mere. At læse Johannes V. Jensen i dag på den måde, vi altid har læst ham, er jo stadig relevant. Men det handler om ikke at være normativ i forhold til, hvordan vi tænker litteratur og det at læse. Og det gælder om at få inkluderet de nye litterære former og udvikle didaktiske redskaber til, hvordan man lærer at læse sådan nogle værker. Men det handler også om at inkorporere en mediebevidsthed, når vi læser den trykte litteratur i skolen; også at være opmærksom på, hvad den trykte bogs måde at være medie på kan gøre ved os. Det betyder ikke, at man ikke skal kigge på karakterudvikling eller symboler, men at man også indarbejder den type mediebevidsthed, for den kan åbne for mediediversiteten.” Sarah Mygind har oplevet en stor interesse for sine idéer – også blandt lærerstuderende. Så selv om det går langsomt med at få de nye tanker helt ind i skolens undervisning, så er hun, som hun siger, fortrøstningsfuld.

 

Læs mere her

Mygind, Sarah (2019). Børnelitteratur i transmedial bevægelse. Ph.d.-afhandling. Aarhus Universitet.

Link til forskningsprojektet: Reading Between Media


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

Netværket for danskundervisning er for alle, der underviser i eller interesserer sig for faget. I samarbejde med Dansklærerforeningen.

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
3.598 andre er allerede tilmeldt