Foto: Etlivsomordblind.dk

Dette sagt meget direkte, men det betyder ikke, at jeg ikke værdsætter den viden en logopæd har, eller at der er fokus på at finde ud af, om børn og unge kan have dysleksi og sprogvanskeligheder.

Hvad jeg vil frem til er, at så længe man ikke sætter ind pædagogisk/politisk med løsningsforslag, det vil fx sige små klasser, logopædisk viden hos de faste lærere, almenpædagogik -  med motivation, gentagelse, klar struktur i dagligdagen  -  i højsædet…

… så er faren, at det blot bliver til at stikke eleven en PC i hånden,  og logopæden kan lave små velmente sproglige øvelser eller læse- stavetræning med et par elever ad gangen…

….dette kan måske vise ministerens velvilje og logopædens indsigt i sprog og læsnings grundstrukturer…

…men børn og unge profiterer ikke af det.

Hvad der derimod bør komme i fokus er: at sprog og læsning er størrelser, vi egentlig overordnet set, ikke kan vide så meget om…

…for det foregår skjult i hjernen, i sindet, i sjælen. Teknik og strukturer kan kun bruges til at vise overfladen af, hvad der foregår i et menneske ift. sprog og læsning.

Se fx  denne film om Kong George d. 6´s talevanskeligheder https://www.youtube.com/watch?v=qKn74R766GU

Filmen viser på en afslørende og dyb indsigtsfuld måde, at det er det alment pædagogiske, personlig samspil og masser af tid og gode rum , der skal til – for at et menneske kan komme i kontakt med sine vanskeligheder og så at sige `tage dem i hånden´. (Kong George kan først holde sin store tale, da han møder et menneske, der tør give ham ´modstand´, reel viden, understøttelse og tålmodighed).

Ud fra egne erfaringer og studier i dysleksi-feltet viser denne fim i al sin enkelhed, hvor tampen brænder for mennesker med sprog- og dysleksi problemer. For hvad der foregår i hjernen, i sindet, i sjælen kan man nu en gang ikke afsløre eller behandle med evidens eller teknisk strukturel viden, måske snarere gøre det værre ved at fokusere ensidigt.  

Så mit spørgsmål lyder: Hvis børns og unges dysleksi- og/eller sprogproblemer skal tages alvorligt, og man dermed reelt vil forsøge at støtte og hjælpe, er det da ikke vigtigt at fokusere på følgende spørgsmål:

Med basis i at finde ud af, hvem der har brug for hjælp og med basis i stor viden om sprog- og læsning – hvordan skabes herud fra rammer og rum (politisk indsats, der kan lægges op til fra lærere, logopæder og skoleledere) for en almenpædagogisk indsats?

Uddybende har jeg sammenfattet nogle udtalelser fra unge på 17-18 år, som ikke i grundskolen er blevet hjulpet tilstrækkelig:

”Jeg har altid haft drømmen om at lære dansk, men i folkeskolen følte jeg, at jeg blev stemplet du er dum, så ingen tvivl om, at alle disse dårlige erfaringer har betydet noget for min selvtillid”.

”Min dansklærer i grundskolen havde den holdning, at jeg skulle tage-ansvar-for-egen-læring, men det fik jeg ingen eksamen ud af”.

”Jeg har, i mit skoleforløb indtil nu, trænet og trænet lyde, morfemer og grammatik  i specialundervisningen, men jeg skrev aldrig en dansk stil eller læste en hel roman i folkeskolen”.

Jeg arbejdede videre ud fra disse udtalelser og anlagde nedenstående opfattelse af dysleksi for en alternativ danskundervisning for unge og voksne med dysleksi  (inden jeg i 29013 forlod lærerarbejdet for at hellige mig at skrive og holde foredrag om pædagogik):

“Dyslexia is a developmental language disorder that involves a specific deficit(s) in the processing of phonological information. The disorder is generally present at birth and persists into adulthood. A prominent characteristic of the disorder is a specific reading disability. Proceding, accompanying and following this reading disability, the disorder manifests itself in various difficulties in phonological coding, including problems in encoding, retrieving and using phonological codes in memory. In addition, difficulties may be observed in speech production and in the metalingustic awareness of sound segments” (Catts: Annals of Dyslexia 1989, citeret efter Hagtvet: 254). 

Dysleksi skal altså ud fra denne tilgang ses som andet og mere end et afgrænset skriftsprogligt problem, som er forårsaget af svigt i det fonologiske system, nemlig som et generelt sprogligt problem. Man kan for det første slet ikke konkret og klart definere, hvad det fonologiske system egentlig er; for det andet indikerer øvrige typiske dyslektiske problemer – såsom mangelfuld indkodning, lagring og genkaldelse af sproglyde og en begrænset fonologisk arbejdshukommelse – at de fonologiske grundproblemer har smittet af på andre sproglige områder.

Set med mine øjne er det for snævert et syn at definere ordafkodning som den definerede vanskelighed ved dysleksi. Bag dette syn ligger en strukturel-lingvistisk sprogopfattelse ( Saussure og den tidlige Wittgenstein). Man bør derimod, ud fra min erfaring og sprogsyn, anlægge et bredere syn på dysleksi, nemlig som et generelt sprogligt problem. Konsekvenserne heraf er, at man også må se nærmere på andre sprogsyn, som ordblindeundervisningen med fordel kan bygge på (den sene Wittgenstein og Løgstrup).

Alt i alt peger min erfaring og teoretiske undersøgelser på, at der er to retninger at gå:

Enten: tilrettelægges læsning og sprogundervisning for ordblinde i forlængelse af den individualistiske diskurs i det moderne liv: Man understøtter her-og-nu samfundets behov for hurtigt informative tekster – altså undervisning i små, løsrevne (-fra sproghelheden) elementer, hvor udgangspunktet er form og målbare, strukturelle sprogøvelser.

Eller: ordblindeundervisningen i læsning og sprog tilrettelægges ud fra et kritisk blik på den moderne diskurs: Man understøtter andre samfundsbehov for dybde med reflekterende tekster om fortid og nutid – altså undervisning i sproglige helheder, hvor udgangspunktet er, at sprog fordrer viden om livets mangfoldighed.

Undervisningsmæssigt er der megen viden, som kan være med til at skabe god ordblindeundervisning https://www.videnomlaesning.dk/media/1955/ordblindhed-i-grundskolen-juni-2016.pdf

Og hvis intentionerne er at tage udgangspunkt i de ordblindes erfaringer og interesser med henblik på at kunne udvikle sig fagligt og fastholde lyst til sprog med henblik på bedre muligheder for at klare livet som sådan, herunder uddannelse og job - så er det rigtig godt.

Men den diskurs, som bygger på det herskende læsesyn i det læsefaglige miljø, nemlig at ordafkodningen kan og skal skilles fra læseforståelsen i læseprocessen, kan desværre medføre, at der didaktisk primært fokuseres på en formel sproglig indholdsside, dette bør udfordres. Og det bør undersøges nærmere med: En mere helhedsorienteret undervisning af børn og unge med ordblindhed, både af pædagogiske, sprogteoretiske og læsepædagogiske årsager.

Konkret kunne man indgå i et udvekslende samarbejde mellem teoretisk læseforskning og konkret ordblindeundervisning – med henblik på at udforske, hvordan man kan imødekomme de ordblindes ønsker om at kunne bemestre sproget og i et videre perspektiv imødekomme mennesker med  ordblindhed og deres ønsker om at få uddannelse, job og et godt liv.