”Troede du, at jeg var død?” spørger Bodil Alling teknikertvillingeparret Søren og Søren, efter at de fnisende har forsøgt ikke at vække hende; hun ligger som på lit de parade klædt i hvidt på et afsyret spisebord. Hun har vildt strithår og kommer med sin varme rolige udstråling i god kontakt med børnepublikummet.

Rundt om hende står høje, firkantede søjler med gult lys i ugler og hunde, mens en figur af en stor ulv bare står og troner. Søren Søndberg og Søren la Cour – begge med bare isser og klædt i beige kedeldragter - er nemlig ved at pakke ned efter en forestilling, forstår vi: De tager lamper ned, hiver gaffa op fra gulvet og går ind i lampestativer med en stige – rent underspillet klovneri.

"Jeg kan bedst li' når du er her" er tredje del af Gruppe 38’s trilogi, som er instrueret af Catherine Poher i samarbejde med franske videokunstner Olivier Guillemain, om de store følelser frygt ("Jeg er ikke bange for noget", 2012) og vrede ("Historien om huset, der blev til en prik", 2018) og i denne nye forestilling får os til at reflektere over kærlighedens anatomi.

"Det er bare så nice at være sammen", som Bodil Alling stille siger. Ellers lægges energien i oprydningen, og Bodil Alling vil pakke en kær porcelænshund i en strandkurv ned i en flyttekasse, men der er ikke plads. Det hele må pakkes om, og det viser sig da også, at den nye rækkefølge at lægge tingene ned i er lige så god som den forrige.

Pludselig bliver de tre spillere til en ulv og to får, der med gummiagtige masker danser rundt og i et kort øjeblik gysefuldt forskrækker børnene. "Men det er jo bare masker!" Da de bliver lagt ned i flyttekassen, lyder der et brøl dernede: "Åhh, ulven har ædt fårene. Nå nej, det er bare masker!"

Så er det på tide at kalde på "Redningskompagniet", og en hær af elefanter, løver, tigre og andre dyr kommer dansende ind som skyggespil på bagtæppet, hvor der også vajer saftigt højt græs. Inde i skyggebillederne danser små børnefigurer mellem insekter – det er sanseligt og fuldt af billedskabende kraft.

Fem tykke glasvaser viser sig at spejle smukke mønstre af sorte ciselerede blomster, der pludselig bliver til røde valmuer som optakt til de knaldrøde kærlighedsjordbær, de tre skuespillere gnasker i sig.

Det er franskmanden Olivier Guillemain, der står for de stemningsfulde lysprojektioner på en bobinetskærm, og Catherine Pohers indlevende og sanselige instruktion, der giver associationer til barndommens sommerferie hos denne anmelder.

Kærlighed og ensomhed bliver forestillingens to temaer. Vi gyser lidt, når musikken bliver en uhyggelig brummen, store sorte blade blafrer mod et forladt hus på bagtæppet, og Bodil Alling fortæller, at det går over. For snart hører vi fuglekvidder, blid klavermusik og sommerinsekter toner frem, kærligheden gør sit indtog.

"Jeg kan bedst li' når du er her", siger Bodil og fortsætter: "Jeg ved godt, at du ikke kan være her hele tiden, men det er alligevel bedst, når du er her".

"Er du bange for kærligheden?" spørger Søren senere. Næh, det ser ikke sådan ud, de tre spillere danser jazzende ud til ”Let's Talk About Love”.