Blog
0   14

Mie er mere end sin diagnose

Abonner på nyt om Ann-Berit i dit personlige nyhedsbrev.

OBS: Du er ikke tilmeldt et personligt nyhedsbrev og får derfor ikke en mail med dine valgte emner/blogs. Tilmeld dig her

... eller fortællingen om at lykkes som elev i folkeskolen imod alle odds.

Jeg vil så gerne fortælle jer om Mie. Og jeg har spurgt hende - og fået lov. Mie er min tidligere elev. Jeg var hendes klasselærer fra 1. - 6. Efter sommerferien skal hun i 8. klasse på Mølleskolen, og ærlig talt - da hun var yngre tvivlede jeg på, at det ville være muligt for hende at gennemføre folkeskolen, men nu er hun godt på vej. Det er ikke uden udfordringer, for sådan er Mies skolegang - brolagt med udfordringer, som hun overkommer, fordi hun er fantastisk. Det bliver en lang historie, så lav en god kop kaffe og læn dig tilbage.

Da jeg mødte Mie, gik hun i 0. b, hvor jeg havde besøgstimer i foråret, inden jeg skulle overtage klassen skoleåret senere. Mie var allerede i børnehaven diagnosticeret med ADHD, og det var tydeligt, at Mie havde noget iboende, som i den grad forstyrrede hendes skoledag.

Artiklen fortsætter under banneret

Man kan måske sammenligne hende med ustadigt vejr. Sol, skyet, lidt regn og så et kæmpe tordenvejr, der igen blev afløst af solskin. Mie var højlydt, støjende, irrationel, forstyrrende, storsnakkende og i den grad krævende. Men hun var også nysgerrig, kærlig, imødekommende, hjælpsom og virkelig spændende at lære at kende.

Jeg var godt nok lidt bekymret. Det var min første oplevelse med et barn med diagnosen ADHD. Jeg har sikkert haft op til flere, men aldrig noget, der var diagnosticeret så tidligt i deres liv.

Jeg gik derfor til min ledelse og bad om at komme på kursus på Center for ADHD i Århus - og det var i den grad med til at give mig en forståelse af Mies udfordringer - og en masse gode redskaber til at forstå og hjælpe hende med. Det kan VARMT anbefales.

Jeg holdt også møder med Mies mor, Anne, som også er et fantastisk menneske - og som også har ADHD - og mødte mig med en åbenhed, som jeg sjældent ser hos forældre.

Faktisk har jeg tit talt med Mie om, at hendes mors tilgang til at leve med en diagnose - al den åbenhed - har været til Mies store held. Her var ikke tale om forældre, der ville skjule at deres barn har en diagnose, fordi ingen måtte opdage det og stigmatisere barnet. Det er - i mine øjne - det værste man kan gøre. (Kommende udtalelse står for egen regning - og jeg ved godt, at jeg ikke er uddannet i at udtale mig om ADHD, men jeg gør det alligevel.)

Når et barn er udfordret i sin adfærd - i sit møde med andre - både børn og voksne - så kan der være masser af ting på spil, men skulle det nu være en diagnose, så gør man sit barn en bjørnetjeneste ved at pålægge barnet at "spille normal" - og undskyld brugen af ordet "normal", som er brugt for forståelsens skyld. Jeg kunne diskutere normalitetsbegrebet i meget lang tid, men lige nu har jeg en anden dagsorden....

Når et barn bliver pålagt af sine forældre at dække over sin mulige diagnose, så har man et barn, der for alvor er på overarbejde, fordi det er stillet overfor nogle krav, som det har meget svært ved at indfri, nemlig at fungere som alle andre i en skolehverdag, som konstant udfordrer. Barnet fejler. Gang på gang. Det er svært at begå sig i fællesskabet, fordi barnet har særlige behov og måske ikke forstår "spillets regler". Frikvartererne udfordrer og ender ofte i konflikt. Undervisningen udfordrer, fordi man simpelthen ikke kan følge med, når læreren forklarer dagens opgaver. Man kan ikke sidde stille, og så får man skæld-ud og bliver set skævt til af kammeraterne. Sådan oplevede jeg Mie. Da vi startede i 1.b var hun et sammensurium af humørsvingninger - og så kunne hun BARE skælde ud på sine klassekammerater, som slet ikke var vant til sådan en overhaling. Mie skældte ikke ud, fordi hun ikke kunne li' sine klassekammerater, men fordi hun blev presset - og det gjorde hun mange gange i løbet af en dag.

Ret tidligt i løbet af 1. klasse inviterede jeg Mies mor, Anne, til at komme op i klassen og fortælle om Mies liv med AHDH - og det ville hun bare supergerne. Anne er livsglad og humoristisk - og som Mie taler hun med 100 km/timen. Hun er dejligt selvironisk og talte åbent til børnene om, hvad ADHD betyder for et børne- og voksenliv. Børnene fik lov at stille spørgsmål - Mie talte også lidt med - og det var bare en fantastisk dag, for efter denne dag lærte børnene i 1.b, at når Mie skældte dem ud, så var det egentlig ikke dem, der var noget galt med. Det var faktisk Mie, som havde det svært. Det kan varmt anbefales at TALE HØJT OM DET!!!

Ind imellem kom børn ind efter en pause og fortalte, at Mie ikke ville dele en gynge og at hun talt grimt til dem. På Center for ADHD havde jeg lært, at det ikke kunne betale sig at italesætte eller irettesætte på andre tidspunkter, end netop i konfliktsituationen, for børn med ADHD er hurtigt videre, så de kan ikke profitere af en efterfølgende italesættelse, men det kan barnet, som det er gået ud over. Så jeg gjorde, som jeg havde lært. Jeg placerede Pernille tæt på Mie, og forklarede hende, at det jo ikke handlede om hende. Og imens kunne Mie finde på at kommentere fra sin faste plads ved vinduet, at hun jo syntes, Pernille var sød, men at hendes hjerne ikke kunne styre, hvad hun sagde, fordi det lige havde været svært at dele. Pernille kunne så lytte til Mies "undskyldning" og var tilfreds. Mie lærte faktisk efterhånden at sige undskyld.

Mie lærte i det hele taget vildt meget om at begå sig i et fællesskab. Så meget, at jeg i den grad stadig er imponeret. En eneste ting var udslagsgivende for, at jeg fik lov at lære Mie noget som helst. DEN GODE RELATION. Jeg havde lært på Center for ADHD, at børn med diagnosen ikke kan forstå hentydninger. De skulle mødes med "Tell it, don't show it." Sig det klart og tydeligt:

* Du er sød

* Du var virkelig dygtig til at sidde stille, imens jeg talte

* Hvor er dit penalhus flot ryddet op

* Find selv på flere...

Mie er et kærligt menneske, så hun fik virkelig mange knus og kram hver eneste dag - hun kunne selv komme og bede om det, og jeg huskede altid at møde hende hver morgen med omsorg og tydelig kærlighed. Mie var let at holde af, selvom hun i den grad også kunne udfordre min tålmodighed. Når Mie blev ked af det, græd hun så højlydt, at det kunne høres på hele gangen. Vi kunne intet foretage os i klassen, når først sirenen satte i gang - og jeg måtte følge hende ud i SFO-sofaen, som hun kunne græde færdig.

Det virker måske lidt koldt, men det fungerede fint - og rammerne blev tydeligt og kærligt anvist. Så snart du er klar, så kommer du bare lige så stille ind i klassen igen. Det virkede så fint. Mies gråd var jo ikke farlig, men bare udtryk for en stærk frustration.

Noget andet, som virkelig reddede både Mie og jeg, var hendes tegnerier. Mie elsker at tegne. Hun fik meget hurtigt en fast plads i klassen, og der var altid tegnepapir hos Mie. Hun fandt meget hurtigt ud af at dykke ned i en tegning, når læringsrummet blev for overvældende. Jeg har virkelig tit tænkt over, hvor heldigt det var for hende - og mig - at hun holdt så meget af at tegne, for det er en stille aktivitet, der opslugte hende, så der var ro omkring hende. Det var især nyttigt, når jeg skulle instruere klassen i dagens arbejde. Mie kunne simpelthen ikke følge min instruktion og var altid urolig, imens jeg talte. Hun stillede spørgsmål. "Sig det lige igen. Jeg hørte det ikke." "Hvad sagde du?" Vi aftalte så, at hun skulle tegne, imens jeg talte, og så ville jeg altid komme ned til hende, når de andre var gået i gang. Så kunne hun få sin egen forklaring. Det var virkelig effektivt. Men jeg tænker tit på, hvad jeg ville have gjort, hvis Mie ikke tegnede, for tegningerne gav hende ro til at være stille, og kunne hun have ventet stille, imens jeg talte til resten af klassen - uden sine tegninger???

Jeg har tit været bekymret for Mies faglige udvikling. Hun kom virkelig sent i gang med læsning. Mest fordi det var svært for hende at koncentrere sig. Og så var hun ikke så hurtig til at læse som andre i klassen. Da Mie gik i indskolingen, krævede det en hjælper ved siden af hende, hvis hun for alvor skulle løse en opgave og få noget ud af det. Sådan en voksen er ikke altid til rådighed. Vi gjorde vores bedste for at komme omkring hende, men bare det at sidde selv med en opgave EFTER en grundig forklaring, var virkelig udfordrende for hende.

Jeg har også været bekymret for, om Mie overhovedet kunne gennemføre vores overbygning. Når man følges med en klasse igennem indskoling og mellemtrin og er en del af en forstående og omsorgsfuldt fællesskab (og det VAR hendes klasse det meste af vejen), så kan det være en umulig opgave, hvis man - som på vores skole - skal blandes i nye klasser fra 7. til 9. - med nye lærere, nye omgivelser, nye arbejdsvaner, nye fag. Jeg har talt meget med Anne, Mies mor, om det, da hun var yngre. At jeg ikke var sikker på, om det var en god idé - og at det var smart med en "planB".

...

Det var ikke kun mig, der var med til at skabe en god skoledag for Mie. Alle kollegaer på årgangen mødte Mie med den samme inkluderende tilgang, som jeg. Og da vi rykkede op på mellemtrinsgangen mødte Mie nye lærere i nye fag - og heldigvis elskede også disse lærere fantastiske Mie. Hverken mere eller mindre. Jeg har aldrig mødt en lærer, som talte negativt eller brokkede sig over hende. Jeg har kun mødt lærere, som synes, hun var et helt fantastisk lille menneske. Tænk engang, hvor heldigt... Det har så stor betydning at være mødt med omsorg og forståelse. Men også beundring. Som et lille menneske med ADHD er der masser af nederlag i en skoledag. Simpelthen fordi rammerne i virkeligheden er helt umulige at være i. Vi gjorde det bedste, vi kunne, for at imødekomme Mies mange behov, men der er knap 1000 børn på vores skole - og selvom klassefællesskabet - og faktisk også årgangsfællesskabet - var trygt for Mie, så er der jo masser af udfordringer man kan løbe ind i, når man gerne vil have gyngen helt for sig selv, hvert frikvarter.

Gyngen var også en vigtig brik i Mies skoleliv. Frikvartererne var svære. Fællesleg var nærmest umuligt, da Mie gik i indskolingen. Hun kunne simpelthen ikke finde ud af det, for Mie havde sine egne regler, og dem kunne der ikke rokkes på.

Jeg lavede rammesatte pauser, hvor børnene skulle melde sig på en leg, de selv havde foreslået, så jeg var sikker på, at alle var en del af noget - og at de legede på tværs af grupper, køn og interesser (og at fodboldtosserne nogle gange blev tvunget til andet end at spille fodbold:-)... Men Mie KUNNE ikke. Uanset hvor meget vi havde forberedt og rammesat, så lykkedes det oftest ikke. Så Mie fik lov at gynge. Og ærlig talt, jeg blev på et tidspunkt også klar over, at Mie jo for pokker konstant er på overarbejde i et klasselokale, så hvis hun så også skal være på overarbejde i sine pauser, hvornår skal hun så slappe af? Så Mie gyngede - faktisk fik hun nogle gange lov at gå tidligere ud end de andre, så hun kunne sikre sig en gynge. Tarveligt overfor andre gyngeelskende børn, men vigtigt for Mie - og mig - for så havde resten af skoledagen en chance.

...

Mie er ekstremt stærk i sin forståelse af sig selv. Det har hun altid været. Mor Anne har virkelig givet hende en masse fine redskaber til at sætte ord på de handlinger, som kan virke uhensigtsmæssige for andre, men som er resultatet af, at der nogle gange kommer for meget tryk på kedlen. Det har været afgørende, tænker jeg, at Mie forstår sig selv. Jeg oplever så mange børn, der hver dag misforstår sig selv og bliver misforstået af andre, fordi man ikke TALER OM DET. Det bliver nederlag på nederlag... Og selvfølgelig havde Mie nederlag. Hendes skoleliv var ikke en dans på roser, men jeg er overbevist om, at vi fik det hele fint balanceret, så Mie i hvert fald havde en generelt følelse af, at det var dejligt at være i skole. Hun var i hvert fald aldrig syg. Aldrig fraværende. Altid mødte hun glad ind og skulle have sin ration af daglige kram. Det fortsatte hun med hele vejen igennem mellemtrinnet.

Mie er en skøn kombination af noget barnligt og noget virkelig modent. På nogle punkter var hun flere år bagefter sine kammerater - på andre punkter var hun lysår foran. Hun legede hest, hvor de andre slap rollelegene. Men hun kunne i den grad sætte ord på sine følelser og handlinger - også gerne andres - og hun havde en indsigt i det mellemmenneskelige, som var helt unik for en pige på hendes alder.

...

Mie snakker meget. Virkelig meget. Man skal have stor tålmodighed - men fordi Mie og jeg havde en stærk relation, så kunne jeg sagtens sige: "Nu lukker jeg for dig Mie," og bede hende være stille, når hun havde talt for længe og ud af en mærkelig tangent. Mie accepterede alt, hvad jeg sagde og gjorde (mere eller mindre) - udelukkende fordi tilliden var stor. Så jeg kan ikke sige det tydeligt nok: "Få relationen på plads. Vis omsorg og kærlighed. Og sæt ord på." Jeg har sagt: "Jeg vil gerne hjælpe dig" dagligt igennem hele Mies skolegang, tror jeg. For selvom det blev sagt dagligt, så skulle det stadig siges igen og igen. Sådan var det bare. Det gjorde jeg gerne. For det hjalp - os begge to.

...

Da Mie gik i 3. klasse, lavede jeg en folder til forældrene i klassen, der gav gode råd til, hvordan man kunne hjælpe Mie med at lykkes, hvis hun var med hjemme. Det var nemlig ret svært med de der legeaftaler og børnefødselsdage. Folderen blev underskrevet af både mor Anne og jeg. Det var et vigtigt signal at sende til forældregruppen - igen den her fantastiske vilje til åbenhed, som har hjulpet Mie så mange gange igennem tiden. Jeg vedhæfter folderen, hvis I har lyst til at se, hvad vi fik skrevet.

Der er så mange årsager til, at Mie lykkedes, som jeg synes, hun gjorde. Jeg er så stolt af hende og netop derfor har jeg det her behov for at fortælle om hende. Og ærligt erkende, at jeg IKKE havde en stor forkromet plan - en stærk og tydelig ramme, som var baseret på min store viden om børn med diagnoser i skolen. Tvært imod var jeg fuldstændig på bar bund. Kurset på Center for ADHD hjalp mig i høj grad til at FORSTÅ Mie og hendes adfærd. Det gav mig også NOGLE redskaber, som var direkte anvendelige, men det har godt nok også været en udfordrende tur. Tit prøvede jeg bare et eller andet - især når det handler om hendes læring. Mie lærte aldrig efter en lige linje. Når jeg læste med hende, så kommenterede hun løbende illustrationer, men også ordenes betydning, især hvis hun ikke brød sig om ordene. På den måde blev læsetræningen hele tiden afbrudt af hendes tanker og kommentarer - og sådan var hendes læringskurve - fyldt med bump og udsving, fordi hendes hjerne bragte hende vidt omkring. Mie vurderede alting. Og hun havde sine egne sandheder. Ofte var det noget bedstefar havde sagt, og så var det sandt - og jeg kunne argumentere nok så meget, men jeg fik sjældent ret. Så måtte det jo være sådan. Så bekymringen omkring, om Mie fik "lært nok" har altid været stor. Mie tegnede konstant. Hun gik fra A4 til A3formatet, da hun kom på mellemtrinnet og havde sin egen papirskraldesæk. Vi indrettede Mies hjørne længst nede i klassens venstre hjørne. Her sad hun i alle tre år på mellemtrinnet. Nogle gange alene, men efterhånden fik hun også en bordgruppe. Hun var den eneste, der aldrig skiftede plads. Det var hun træt af i starten, men så bestemte jeg, og så måtte det være sådan.

Hun havde ikke en "skuffe" i en reol, som de andre, for det var ret vigtigt, at hun ikke skulle rejse sig og pakke ting væk og hente nye ting hele tiden. Så Mie havde sine ting på en reol ved sit bord. Hun havde også sin egen opslagstavle, så nogle af de mange mange mange tegninger blev udstillet omkring hende.

Mie var udfordret, når børnene skulle arbejde i grupper. Faktisk havde hun en lang periode, hvor hun ofte ikke arbejdede i grupper, som de andre, men lavede arbejdet selvstændigt - eller noget andet. For hun kunne faktisk ikke altid. Især ikke, hvis opgaverne ikke var helt konkrete. Hvis man skulle designe og konstruere, så var hun helt på spanden - og det var de andre også. I andre tilfælde var hun med, fordi opgaverne var klar definerede - og jeg hjalp med tydeligt at definere netop hendes opgave ind i gruppens arbejde. Om det var et egentligt samarbejde, ved jeg ikke helt, men hun var med og bidrog til noget fælles.

Da Mie blev ældre, blev hun bedre og bedre til at håndtere sine udfordringer. Jeg har virkelig beundret hendes evne til i højere og højere grad at lave relationer til andre - at indgå på et eller andet plan - altid på sin egen særlige måde, men Mie skabte virkelig gode relationer i sin klasse og på sin årgang. Den opmærksomhed Mie fik af sine klassekammerater var ægte. Den var ikke påtaget, fordi jeg sagde, at de skulle.

Det blev svært i 6. klasse, da børnene nærmede sig puberteten - og klasseskiftet. Her oplevede Mie mange svigt fra sine veninder, fordi de havde travlt med at positionere sig. Og sidst i 6. klasse følte hun sig ensom. Det er virkelig svært at forandre, for jeg kan ikke tvinge piger til at være venner. Jeg kan "tvinge" dem til at behandle hinanden med respekt i skoletiden, men jeg kan ikke styre deres handlinger i fritiden. Så 6. klasse var ret svær, men også fyldt med gyldne øjeblikke.

Mie overskred mange grænser, fordi vi tvang hende. Vi skubbede hende blidt og venligt - men også bestemt, for det var vigtigt, at hun også hele tiden udviklede sig. Det kunne have været så let at lade hende sidde for sig selv og tegne. Men det var bare ikke nok for mig. Mie kunne møde op om morgenen og være usikker på et projekt, der skulle gennemføres i løbet af dagen. "Behøver jeg være med?" Jeg overbeviste hende om, at det behøvede hun. "Du kan godt, og jeg er lige i nærheden." Og Mie deltog i store fællesprojekter og lykkedes med det. Og så kom hun ved dagens slutning og sagde tak, fordi vi havde tvunget hende til det. Fantastiske lille menneske:-)

Pludselig begyndte Mie at læse. Jeg er ikke helt sikker på, hvornår det skete, men den ene dag læste hun "let 15" - den næste tog hun hul på Twilight sagaen - og i dag læser hun uden problemer. Mie er en superintelligent pige. Hun ved meget og har stærke holdninger. Hendes udfordring er at holde styr på det hele, for det kan være svært at diskutere med hende, når hun taler som et vandfald.

Der faldt en masse bekymringer fra mit hjerte, da hun pludselig tog fat og viste mig alt det, hun havde lært. For selvom Mie tegnede hver dag i alle timer, så lærte hun samtidig. Og jeg tænker tilbage på alle de bekymringer for, om hun nu lærte nok og priser mig lykkelig for, at jeg havde is i maven. For den investering i at inkludere og gøre hende til en vigtig del af vores klassefællesskab har grundlagt den pige, hun er i dag.

...

Jeg har tit sagt til Mie, at hun har lært mig meget. Det har hun virkelig. Jeg føler mig så heldig, fordi jeg har været hendes lærer - og jeg er blevet klogere end før. Det var med en klump i halsen, at jeg skulle overlade hende til andre lærere, for hun var MIN Mie.

Men jeg følte mig pludselig helt overbevist om, at hun nok skulle klare sig uden mig... Sådan må det jo være. Mie har et stærkt netværk - ikke mindst hendes mor og Kasper. De er de sejeste forældre i verden. Hun har venner i sin nye klasse.

Jeg har holdt kontakten til Mie, selvom jeg ikke er hendes lærer mere. For en uges tid siden var vi ude at gå en tur, og hun fortalte mig, at hun havde fået en bedste ven i sin klasse - en pige, som hun bare klikkede med - og som interesserede sig for det samme spil, som hende. Så selvom det havde været VIRKELIG svært at starte i 7. klasse, så var livet bare dejligt - og det havde det været siden april:-)

Mie bliver til noget stort.... I skulle se hendes tegninger. Hun har selvfølgelig også øvet sig dagligt igennem hele sin skoletid, så der ligger mange timer bag, men hun er IMPONERENDE dygtig. Hun vil blandt andet gerne være illustrator, og jeg kan nemt se det for mig. Jeg håber, at Mie møder nogle voksne på sin vej igennem livet, som vil støtte hende og give hende et skub i den rigtige retning med stor kærlighed og omsorg. Jeg glæder mig i hvert fald til at følge hende igennem livet. Mig slipper hun ikke for...

Kig lige forbi hendes instagramprofil og se, hvad hun kan. Jeg er målløs.... https://www.instagram.com/miex7082/?utm_medium=copy_link

Her slutter fortællingen om Mie. Jeg kunne blive ved, men så bliver det en uoverskuelig roman. Jeg ville egentlig bare gerne fortælle jer om en pige, der imod alle odds lykkedes - ikke kun på grund af skolens indsats, men så sandelige lige så meget, fordi hun har et bagland, der i den grad ruster hende og klæder hende på med åbenhed, humor, selvironi og robusthed.

Rigtig god sommerferie til jer alle derude. Vi ses på den anden side. Pas godt på jeres "Mie". Hun har i den grad brug for jeres kærlighed og rummelighed og det har hendes forældre også.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

Specialpædagogiknetværket er for alle, der interesserer sig for eller arbejder med undervisning af børn og voksne med særlige behov. I samarbejde med Tidsskriftet specialpædagogik

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
2.519 andre er allerede tilmeldt