Søren Riis-Jensen på det hotelværelse, hvor han og hans mor har været spærret inde i godt fem døgn. De har klaret det uden at blive alvorligt uvenner - men de har i den grad også fælles interesser - Chelsea F.C. og så det danske landshold.

Lærer fra Skive bliver den røde trøje i et hvidklædt hav på Wembley

I det ene hjørne af Wembley Stadion, på de såkaldt neutrale pladser, kan du måske spotte en enkelt rød trøje onsdag aften. Den tilhører lærer på Højslev Skole Søren Riis-Jensen, der har tilbragt fem døgn i karantæne for at se EM-semifinalen.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Mandag morgen kl. 7 engelsk tid var Søren Riis-Jensen udendørs for første gang i fem døgn - han gik fra hotellet til lufthavnen for at få taget den coronatest, som forhåbentlig betyder, at han kan forlade lufthavnshotellet i Stansted nord for London og få lov at være turist et par dage, før han og hans mor onsdag aften skal se Danmark spille EM-semifinale mod England på Wembley. Det sidste døgn af karantænen har mobiltelefonen bimlet og bamlet, for da det stod klart, at Danmark var videre, men at coronakarantænereglerne gjorde det umuligt for de ellers trofaste fans, der har rejst rundt med holdet, at få plads på stadion, blev Søren Riis-Jensen pludselig en berømthed.

"Der er mange, der har læst Politiken", griner Søren Riis-Jensen fra sit hotelværelse. 

Han og hans mor sikrede sig allerede i 2019 billetter til både semifinale og finale i London til det, der skulle have været EM2020. Så kom coronapandemien, og først blev EM udskudt et år, og så kom der begrænsninger på tilskuerantallet, og de mistede deres finalebilletter. Søren Riis-Jensen så kampen mod Belgien og den mod Rusland i Parken i København og ottendedelsfinalen mod Wales i Amsterdam. Allerede efter Ruslands-sejren besluttede de to trofaste fans fra Skive at tage til London og udholde de fem døgns karantæne i håbet om, at det danske landshold ville vinde kvartfinalen i Baku og komme videre. 

VM Matematik - Vejen til bedre it, matematiske og tværfaglige kundskaber 

"Jeg har ikke været i London siden januar 2020, og jeg plejer faktisk at være her hver anden måned, så vi ville rigtig gerne af sted", fortæller Søren Riis-Jensen, der lige som sin mor har sæsonkort til Chelseas hjemmebane Stamford Bridge i London. Han har også jævnligt set Chelsea på udebane, og erfaringen fra nogle af de kampe er, at man skal holde lav profil som Chelsea-fan, hvis man er havnet blandt hjemmeholdets publikum, og man ikke vil risikere et par på hovedet. Så galt tror han dog ikke, det bliver, selvom de bliver de eneste danskere blandt 1000 englændere på onsdag.

"Vi gør det for oplevelsen og stemning på stadion - euforien og nogle gange skuffelsen. Nu har jeg jo snakket med en del journalister om det her, og jeg får stadig gåsehud, når jeg taler om kampen onsdag aften. Så nu har den test bare at være negativ!".

Underviser i Chelsea-trøjer

På Højslev Skole i stationsbyen Højslev nær Skive underviser Søren Riis-Jensen, 39, til daglig i overbygningen - i matematik, fysik/kemi og biologi. Det sker jævnligt i Chelsea-trøjer, og så kommer der gerne nogle bemærkninger fra eleverne. For der er - efter Søren Riis-Jensens mening - alt for sjældent Chelsea-fans blandt Højslevs fodboldsinteresserede ungdom.

"Der er flest Liverpool-fans - og de lever jo kun på historien. Eller... i sidste sæson gik det jo meget godt, og der gik det virkelig skidt for Chelsea. Men så vandt vi jo Champions League, så var det godt igen!"

Søren Riis-Jensen indrømmer, at han nok heller ikke tidligere på foråret havde forventet, at Danmark var kommet så langt. Men nu tror han på det - og på at der efter på onsdag bliver billetter at få til finalen, når englænderne ikke går videre. 

"Jeg tror på det danske hold, de har fået et styrket sammenhold efter alt det, der skete i den første kamp - og de tre kampe jeg har set, har været helt fantastiske".

Til gengæld har han også haft rigtig meget tid de seneste fem dage til at se engelsk tv og læse engelske nyheder:

"Der er mindst lige så meget eufori her, som jeg har set, at der er i Danmark. De tror simpelthen ikke på, at de kan tabe", fortæller Søren Riis-Jensen. Der er meget på spil for det engelske landshold:

"Sidst de var i semifinalen var i 1996, hvor de tabte på straffesparkskonkurrence, og den nuværende manager, Gareth Southgate, brændte".

Søren Riis-Jensen og hans mor bliver ikke de eneste danske fans på Wembley onsdag aften. DBU har 6000 billetter til salg til danskere bosat i England, som de forventer at få solgt.