Dannelse er et begreb med dybe rødder i den vestlige, og især tyske, kultur. På folkeskoleniveau kan man først og fremmest tale om almendannelse. Almendannelse indebærer at være i besiddelse af en bred viden om forskellige emner, der har betydning for samfundet, fx fremmedsprog, historie og religion. Derudover defineres dannelse også som 

“... at etablere forudsætninger for og udvikle evnerne til selv- og medbestemmelse, individuelt og samfundsmæssigt, herunder også muliggøre det samme for andre mennesker, dvs. udvikle evner som socialitet og solidaritet.” (Wolfgang Klafki 1983, 26)

Dannelse har med vores menneskesyn at gøre. Det handler om at støtte  udvikling af medmenneskelighed og en konstruktiv, social og solidarisk ageren baseret på evnen til at træffe selvstændige beslutninger, og samtidig anerkende og understøtte andres ret til dette. 

Set i et idéhistorisk tilbageblik har det pædagogiske dannelsesbegreb altid været brugt til at rette op på en eller anden form for ensidighed. En fremtidig forvaltning heraf omfatter derfor også spørgsmålet om at finde frem til den rette balance i dannelsesindholdet … : balancen mellem det tænkende og det handlende, det sproglige og det sansede, det boglige og det færdighedsmæssige, det fælles og det personlige, det traditionsbestemte og det kritiske. (Den Store Danske)

Vi skal dannes til en bred forståelse af, hvad det vil sige at være menneske og derigennem udvikle vores evne til empati, solidaritet på trods af at vi befinder os forskellige steder i livet, omsorg og konstruktiv social ageren, for at skabe et fællesskab baseret på sande og dybere værdier end “overskudspersonen”, som blot er en stereotyp.

Dannelsens kompleksitet opnås gennem et bredt, fagligt spektrum i uddannelsessystemet, startende i folkeskolen. Børn skal konfronteres med faglighed på alle planer, for senere i livet at basere sine uddannelsesvalg på et bredt og solidt fundament. Styrken ved den danske folkeskole, i forhold til fx den tyske, er - netop - dette. I Tyskland bliver eleverne allerede som 12-årige sluset ud i et smallere spor, hvilket skaber stor afstand mellem de sociale klasser. I Danmark derimod går alle børn sammen, helt op til 9. klasse, hvilket skaber en bredere samfundsforståelse, samt gode, sociale bånd mellem de forskellige erhverv, bånd som varer hele livet. Dette er en styrke, som tyskerne også godt kan se, og som man derfor i flere tyske delstater forsøger at gøre efter ved at etablere “Gesamtschule”, hvor børnene følges ad på samme skole. 

Vi har så mange styrker i den danske folkeskole. En af dem er det brede, faglige grundlag, som alle danskere står på. En anden er fremelskning af det dannede menneske. Dette er vigtigt, og derfor skal vi ikke pille ved fagsammensætningen i den danske folkeskole. For alle fagene har deres berettigelse, vigtighed og betydning. Derimod skal vi måske begynde at tænke i mere tværfaglige linjer, således at eleverne vil opleve, at fagene giver mening, også i forhold til hinanden.