Folkeskolereform
10   45

Ny bog revser skolereformen: Pseudopolitik uden hold i virkeligheden

Politikudviklingen foregår i et rasende tempo, men ofte mærker borgerne ingen forbedringer. Bl.a. fordi inddragelsen af praktikere er gået fløjten. Sådan lyder det fra Sigge Winther Nielsen i ny bog, hvor han peger på større inddragelse af lærerne som vejen videre fra en forfejlet skolereform.

Folkeskolereformen fra 2013 er et glanseksempel på et udbredt sygdomstegn i politik.

Nemlig at reformer vedtages i al hast for at vise politisk handlekraft og præsenteres med stor fanfare på pressemøder, men uden at der er tænkt helt så meget over, hvordan de skal implementeres og gøre en reel forskel for borgerne.

Artiklen fortsætter under banneret

Sådan lyder det fra ph.d i statskundskab og vicedirektør i Djøf Sigge Winther Nielsen i en ny bog med titlen Entreprenørstaten.

Mangt en reformtræt lærer vil nok glæde sig over at høre, at forfatterens bud på at rette op på den folkeskolereform, der aldrig har vundet mange lærerhjerter, og som politikerne nu også har konkluderet har fejlet, er at give folkeskolen ro og overlade mere initiativ til lærerne.

"Begge mine forældre er folkeskolelærere og forlod faktisk folkeskolen omkring reformen - den ene lige før, den anden lige efter. Det vigtigste lige nu er at få noget begejstring tilbage i folkeskolen", siger Sigge Winther Nielsen og tilføjer:

"Der er brug for, at politikerne træder et skridt tilbage, så lærerne i samspil med forskere, andre praktikere og civilsamfundsorganisationer får tid og plads til at lade visionerne få flyvehøjde. Og jeg synes faktisk, det er noget af det, man ser tendenser til lige nu".

Demokratiets hus er i uorden

Både opvæksten i lærerhjemmet, den kuldsejlede reform og den forsigtige optimisme på folkeskolens vegne vender vi tilbage til. Først skal vi have bogens centrale pointe på plads.

I Entreprenørstaten beskriver Sigge Winther Nielsen demokratiet som et hus, der har en fordør og en bagdør. Ved fordøren mødes mennesker med deres passioner og visioner og diskuterer politik.

Inde i huset bliver visionerne efter en tur gennem maskinrummet med forhandlinger og lovarbejde til det, der skal udrulles i virkeligheden, når reformerne forlader huset gennem bagdøren.

Men der er blevet for langt fra fordøren til bagdøren. Det er blevet vigtigere for politikerne, hvordan reformerne bliver fremlagt i medierne, end hvordan de virker i virkeligheden, og derfor er der ofte tale om pseudopolitik, argumenterer Sigge Winther Nielsen.

Desuden påpeger han, at først velfærds- så konkurrencestaten har høstet alle de lavthængende frugter, og at der nu kun er de i samfundsforskningen såkaldt vilde problemer tilbage, som netop ikke lader sig løse ved et snuptag.

"Det er ret nemt at beslutte at bygge skoler. Det er også ret nemt at uddanne lærere og smide nogle børn ind i klasseværelserne sammen med dem - uden at underkende den gerning i øvrigt", siger Sigge Winther Nielsen.

"Men reform efter reform har gennem de seneste 30 år mislykket med at løfte de 20 procent svageste elever, fordi det er en virkelig kompliceret opgave, der kræver massiv viden og samarbejde fra mange forskellige resortområder og aktører. Vi er nået til de problemer, der ikke kan løses ved at give folk rettigheder eller skrue op eller ned for et incitament".

Så politikerne vedtager mestendels reformerne for at vise handlekraft, og når de rammer den offentlige sektors komplicerede virkelighed ved bagdøren, er man for længst rykket videre til en ny dagsorden ved fordøren. Det er folkeskolereformen fra 2013 et af bogens eksempler på.

Finans- og statsministeret overtog Ny Nordisk Skole

I Entreprenørstaten fremhæver Sigge Winther Nielsen daværende undervisningsminister Christine Antorinis projekt Ny Nordisk Skole som et positivt eksempel på, hvordan man faktisk har bedst mulighed for at løse de vilde problemer.

Nemlig med det, han kalder "månelandingsprojekter" i regi af en overbygning til konkurrencestaten: Entreprenørstaten.

Idealet er, at staten udvælger enkelte, store problemer, som man giver sig god tid til at løse i partnerskaber med deltagelse af både offentlige og private aktører, civilsamfundet og ikke mindst masser af forskningsviden.

"Ny Nordisk Skole forsøgte faktisk at binde for- og bagdør sammen. Christine Antorini forsøger egentlig på fin vis at give sig god tid, inddrage lærere, forskere og andre aktører - og ikke mindst lade sig inspirere. Men så indfinder den normale politiske logik sig", siger Sigge Winther Nielsen.

"Der kommer et benhårdt bagdørsfokus fra finansministeriet, og et tilsvarende hårdt fordørsfokus fra statsministeriet. Det vil sige, at den mindelighed, man kan finde i et resortministerie som undervisningsministeriet, bliver smadret".

Sigge Winther Nielsen fremhæver i bogen de store forskelle i processen, der ledte til den populære folkeskolereform i 1958, som stod uændret frem til 1970'erne, og så 2013-reformen, der nu må lide den tort at skulle justeres uden nogensinde at have leveret på ét eneste af politikernes egne succeskriterier.

Dengang brugte den socialdemokratiske undervisningsminister Julius Bomholt fem år på blandt andet at få Danmarks Lærerforening med om bord. Det til trods for, at han sammen med Venstre og Radikale havde flertal for sit eget udspil fra start.

"Det er svært at forestille sig det samme ske i dag. Politik er kommet til at handle utrolig meget om hastighed, og det er forløbet i 2013 et godt eksempel på. Tingene skulle lige pludselig gå meget hurtigt og foregå inden for en fast økonomisk ramme", siger Sigge Winther Nielsen.

Resultatet har blandt andet været en demotiveret og frustreret lærerstand, der stod med ansvaret for at implementere en reform, de inderligt protesterede imod. Sigge Winther Nielsen understreger, at det er en farlig udvikling.

"Min bekymring er dels, at folk mister troen på politik. Men ikke mindst at folk i den offentlige sektor stopper med at lytte til, hvad der kommer fra Christiansborg, for der kommer jo nok noget nyt igen næste år", siger han.

"Fordøren er demokratiets salt. Jeg hverken kan eller vil lave om på, at den skal være der. Men især i et land, hvor den offentlige sektor er så stor som i Danmark, er det farligt, hvis der bliver vedtaget for meget pseudopolitik, for den lander altså ude hos rigtige mennesker, der skal have det til at fungere".

"Det faldt mange lærere for brystet, at noget, der var startet hos Antorini som en pædagogisk reform, blev til en helt anden proces. At der pludselig blev skiftet spor, og at lærerne fortsatte ud på et sidespor. Det er også derfor, jeg i bogen bruger den reform - blandt andre - til at komme med en opfordring til, at man engang i mellem lader være med at reformere".

Vejen frem er partnerskaber

En ny reform af folkeskolen virker da heller ikke nært forestående. Undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil har understreget, at der skal ske ændringer af den nuværende reform "i elefantstørrelsen", men at det skal ske bid for bid og med partnerskabet Sammen om skolen i en central rolle.

Her sidder repræsentanter for syv forskellige aktører omkring folkeskolen, som skal byde ind med deres ideer til, hvad der skal ændres og hvordan. Ministeren har desuden udtrykt en ambition om at få forskere på banen.

På Christiansborg er der udtrykt ønske fra de fleste partier om, at lærerne skal have mere frihed fra de styringsredskaber og krav, man med reformen lagde ned over folkeskolen. Hvori denne frihed konkret skal bestå, står endnu ubesvaret.

Sigge Winther Nielsen mener, at man i første omgang bør give frihedsgrader kommunalt og "lader tingene spire rundt omkring", som han siger.

"Der er en politikersyge, hvor man vil rulle det hele ud på samme tid alle vegne, for ellers er man bange for, at kommune A bliver sure over ikke at få det samme som kommune B. Men det er en vanvittig tanke at tro, at man kan lave en reform, der mases ud og implementeres parallelt på alle folkeskoler. Det er en politisk logik, der er svær at se give mening i praksis", siger han.

Vælger politikerne at lave en større ændring af folkeskolen, så bør den foregå ved, at man fra centralt hold faciliterer samarbejde mellem aktører i og omkring folkeskolen og ikke ved, at man skubber mere politik ud fra Christiansborg, siger han.

Og Sigge Winther Nielsen er faktisk forsigtigt optimistisk, efter erkendelsen er indtruffet på Slotsholmen, at endnu en folkeskolereform ikke har fungeret efter hensigten.

"Der er en ret stor erkendelse blandt folketingspolitikere af, at man ikke rigtig har ramt dem igennem de seneste årtier på folkeskoleområdet. Der er mod og selvindsigt, og det er første skridt i forhold til at komme videre", siger han og tilføjer:

"Jeg er enormt spændt på at se om et par år, om man kan holde ved det. Der vil være en naturlig impuls til at lave et kæmpe månelandingsprojekt. Og det kan godt være, der er brug for det igen om 10 år, men lige nu bør man nok trække vejret, prøve nogle ting af og fokusere på først og fremmest at få noget begejstring og stolthed tilbage på lærerværelserne".

Lærerne får ikke tøjlerne alene

I samme ombæring håber han på, at der kan finde en forsoning sted mellem lærerne og den faggruppe, han nu selv repræsenterer som vicedirektør i Djøf.

Folkeskolereformen har ifølge ham har gravet en grøft dybere, som han faktisk allerede stiftede bekendtskab med hjemme ved forældrenes spisebord.

"Min far læste mine opgaver igennem om New Public Management, da jeg læste statskundskab, og han opponerede stærkt imod, at han som ansat i den offentlige sektor skulle styres af 'sådan nogle som mig'. Og det havde han fuldstændig ret i, at han ikke skal", siger Sigge Winther Nielsen.

"Som djøffer skal man lære at træde til side uden at træde helt væk. Og så skal man træde ind på de rigtige tidspunkter. Hvis man står der hele tiden, styrer man, og det får man sjældent følgeskab ud af".

"Det er den delikate balance, den moderne embedsmand arbejder meget mere med i dag. Det kommer netop til udtryk gennem, at man nedsætter partnerskaber. Det er en måde at forsøge at binde fordøren og bagdøren sammen på".

Men dermed også sagt, at den mulighed lærerne nu skal gribe, er muligheden for at vise, at man kan indgå i partnerskaber, understreger Sigge Winther Nielsen.

For hvis centraladministrationen løsner grebet, opstår der et magtvakuum, som lærerne ikke får lov at udfylde alene.

"Det skal udfyldes af en bredere pulje af spillere, der hver især bidrager til at udvikle folkeskolen med hver sine perspektiver. De problemer, vi har tilbage på folkeskoleområdet, er så vilde, at de ikke bare kan løses af lærergerningen. Der er også brug for nogen, der ved noget om socialpolitik, kultur, økonomi, beskæftigelse og så videre", siger Sigge Winther Nielsen.

"For eksempel peger jeg i bogen på, at fonde sandsynligvis bliver en mere og mere central spiller. Og de har tit større visioner, end politikerne har. Det samme har mange virksomheder".

"Man bør udelukkende se det som positivt, at så mange gerne vil være med og brænder for at forbedre folkeskolen. Så det handler om, at man fra centralt hold skaber en platform for samarbejde. Og ja, så må det tage et år eller to eller tre mere. Det vigtige er, at det denne gang holder på den lange bane".


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ