Anmeldelse

Stjerneskud 5

Det er nødvendigt at skrive

Skrivning er en af kommunikationens hjørnestene, skrivning er læsningens bedste makker, skrivning er nøglen til sprogforståelsen, skrivning er nødvendig.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I "Stjerneskud" fra Dansklærerforeningens forlag viser Grete Wiemann Borregaard, hvordan man integrerer skrivning og grammatikundervisning i nogle af danskfagets andre discipliner uden at gå på kompromis med det sproglige og grammatiske fokus. Skriveøvelserne i "Stjerneskud" er således tilrettelagt med læsning, ordklasseopgaver, tegnsætningskursus og diskussionsøvelser i skøn og effektiv forening. Fokus er på skrivning og sprog.

Fakta:

Titel: Stjerneskud 5

Forfatter: Grete Wiemann Borregaard

Pris: 86,25

Sider: 802

Serie: Stjerneskud

Type: Arbejdsbog

Forlag: Dansklærerforeningen

Pris: 523,75

Sider: 96

Type: Vejledning

Der er mange gode ting at sige om "Stjerneskud", så lad os få det negative overstået i en fart. Lærervejledningen - suk. Den vil os det godt. Den har en udmærket indføring i de pædagogiske og didaktiske principper bag materialet og en velment side til side-vejledning. Side til side-vejledningen er stærkt kedsommelig, tal om dit, snak om dat-agtig - og ikke synderligt inspirerende. Det er en skam, for selve materialet er faktisk ret inspirerende, men måske fordi det er selvforklarende, bliver vejledningen det modsatte. Andet kritikpunkt går på materialets afsnit om tegnsætning. Her har den udmærkede og nødvendige intention om at gøre det enkelt og kun medtage det nødvendige forvansket introduktionen og gjort det hele lidt mere kompliceret ved at fokusere på helsætninger og ledsætninger i stedet for hovedsætninger og ledsætninger. Problemet er, at materialet afslører en hemmelighed om sætningskonstruktion, som kunne være gemt til senere, nemlig at helsætninger kan indeholde ledsætninger. Det er kompliceret at forstå, når man umiddelbart bagefter skal lave en øvelse med ikke-prøven for at adskille hel- og ledsætninger.

Og så til alt det gode. Grundbogen indledes med tre billeder af henholdsvis en kinesisk liljefod, tre kvinder med bleg hud og to børn med girafhalse ved indgangen til noget, der ligner et tema om skønhed. Det er klassiske emner fra en svunden tid, men faktisk ret befriende at begynde temaet med noget så gammeldags som et blik på fremmede kulturers bizarre skønhedsidealer for straks efter at lade eleverne antage det fremmede blik på vores formodentlig lige så mærkværdige skønhedsdrømme. De øvrige opgaver, som knytter sig til emnet, er klassiske sproglige øvelser om sammensatte og afledte navneord. Kunsten er her, at opgaverne er så fint integreret i de tematiske øvelser i kapitlet, at det giver umiddelbar mening for underviser og elever. Efter de sproglige øvelser kommer endnu en (tilsyneladende) fri skriveøvelse, nænsomt guidet mod det argumenterende, som derefter trænes i de efterfølgende øvelser. Der er en indbygget relevans i opgaverne, en fin og let gennemskuelig sammenhæng.

Materialet er opdelt i kapitler, men kapitlerne glider over i hinanden, så man ikke oplever en skarp tematisk opdeling. Bogen begynder med skønhedsidealer først i kulturelle skikke, så i en anmeldelse af arkitektur, så over i H.C. Andersens velkendte optagethed af skønhed - blandt andet egen forfængelighed - så over i tingseventyr, altså en præsentation af en genre - og derfra til skriveøvelser om at falde uden for normen. Så følger et elegant glid over i uhyggen med en række kreative øvelser, selvfølgelig støttet at sproglige og grammatiske øvelser over i en debat om gysets betydning for os - og endelig en leg, som giver anledning til at træne instruktionskrivningens svære kunst.

Materialet benytter sig af velkendte metoder, men mestrer at gøre selv en dekonstruktionsopgave inspirerende, hvilket ofte kan være svært, selvom vi kender og hylder nytten af netop den disciplin. Øvelserne er relevante for skrivearbejdet, og intentionen om integration af læsning/skrivning og sprog/grammatik ser ud til at lykkes.