Debat

Ressourcemangel i grundskolen behøver ikke være en udfordring. Hils på Happy Teacher og Mini Me

Teknologierne har stået til rådighed i utallige år. De har været til rådighed på lagre, i kopirum, i kælderrum, i baglommen og i klasserummet, men i stedet for at tage dem i brug, i stedet for at løse vores problemer med de forhåndenværende ressourcer, så har mange ressourcepersoner omkring grundskolen stirret sig blind på dommen DER MANGLER FLERE RESSOURCEPERSONER I OG OMKRING GRUNDSKOLEN.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Jeg vil præsentere 2 modeller og 1 prototype på de såkaldte KopITeacherS. Nogle af modellerne kan virke så overbevisende, at det kan virke skræmmende på den kopiforskrækkede lærer! Men hold nu fast - børn vil med øvelse og vejledning opretholde en adfærd, som om de faktisk var omkring den oprindelige ressourceperson. Med KopITeachers kan du af samme grund mangedoble din arbejdsindsats.

Følgende modeller er blevet testet i den store spisepause, hvor kritiske tunger vil påstå, at der sommetider er en eklatant mangel på lærere. Sådan behøver det ikke længere at være!  

Happy Teacher - Let’s talk about your day version 1.0

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Mange børn har brug for at tale om ting. Det kan være alt muligt, f.eks. Dark Arbok, Rasmus Brohaves seneste video eller Pippi langstrømpes uheldige opførsel hos Tommy og Annikas forældre. Det kan også være verserende konflikter, som sommetider springer ganske åbent. Her vil vi ved KopITeachers dog anbefale Gårdvagtsmodellen. Happy Teacher - Let’s talk about your day, dækker hovedsageligt behovet for almindelige og rolige sociale samtaler, hvor barnets ord og interesser får lov at lede samtalen, hvor der mest er brug for et smil og et lyttende øre, der siger, det er dejligt at tale med dig.

Happy Teacher - Let’s talk about your day er den absolut billigste model. Den kan fremstilles på skolen med en mobil, et stykke A4-papir og tape. Happy Teacher har en forholdsvis kort levetid, men i den tid, vil den gøre en fantastisk gavn, som børnenes trygge havn i et frikvarter, som godt kan blive lidt støjende og kaotisk.

Mini Me gårdvagtsmodel 3.0

Mini Me er den nyeste gårdvagtsmodel. Mini Me version 1 og 2 har oprindeligt kun været ansigtskopi-modeller, men i den seneste version har den også fået lærertøj på. Da den er meget lille behøver den dog ikke bukser. Mini Me kan ligesom en almindelig lærer gå rundt og se læreragtig ud, men den drikker ikke kaffe! Mini Me fungerer bedst under stadig supervision fra den oprindelige lærer, men kan med tiden helt overtage gårdsvagtsrollen i samarbejde med 3-4 Mini Mes. Mini Me er inspireret af Dr. Evils Mini Me, men du kan udvælge og træne din model efter eget behov og lyst. Den behøver altså ikke være bisk.   

Det anbefales at have 3-4 Mini Mes, da Mini Me sommetider har brug for at være et barn. Mini Me kan nemlig blive ramt af den klassiske lærer-har-for-travlt-overlast ved for hyppig brug, symptomerne herpå er f.eks. træthed, distræthed og utålmodighed. Enkelte Mini Mes har også brokket sig over uvorne unge og beklaget sig over at de føler sig magtesløse til lærerkolleger ved kaffeautomaten. Det er et klart tegn på psykisk overbelastning og her er det vigtigt øjeblikkeligt at give Mini Me en pause på 3-4 dage.

Fortæl om dine oplevelser på MiniMeHowIBecame5TeachersInOne.com

Den nye vikar prototype 2.0

Der er enkelte lærere, som hverken er smukke, hovmodige eller unge nok til at forelske sig i deres eget spejlbillede. Til disse lærere er Den nye vikar blevet udviklet. Den nye vikar er blevet testet i hele landet og man har målt en øget sandsynlighed for en vellykket rundboldkamp på 32% I og omkring København har forøgelsen været endog mere markant. Hele 54%. Den nye vikar version 1.0, forventes at kunne sættes i masseproduktion på skoler landet over i september 2021.  

Følg os på KopITeacherS.com eller Facebook. For flere lykkelige billeder af møder mellem elever og kopier #KopITeacherS på Grams.

Og til slut er der kun et spørgsmål tilbage: Hvorfor er der stadig kun 1 af dig?!

Powered by Labrador CMS