"Formålet med alle "pissedårlig"-bøgerne er at sætte kontroversielle emner til debat. Jeg håber, at lærerne og dem med magten i kommunerne læser bogen om pissedårlig inklusion", siger Alexander von Oettingen til folkeskolen.dk.

I serien findes Pissedårlig undervisning, Pissedårlig ledelse, Pissedårlig pædagogik og nu altså Pissedårlig inklusion.

Anmendelse: Uskarp debatbog om "pissedårlig pædagogik" 

Er inklusion en umulig opgave?

"Inklusion er en opgave man altid har på en skole, og man løser den med dét, man har. Men det er en opgave, man hele tiden skal arbejde med, og hvor man ikke kan sætte mål og standarder op. Opgaven skal løses på den enkelte skole, og man skal huske, at inklusion altid skaber eksklusion. Det skal man debattere og have øje for", siger han.

"Jeg har set vellykket inklusion, hvor der er et godt samarbejde mellem skole og hjem, hvor der er en ledelse, der prioriterer inklusion og støtter lærerne i arbejdet og skaber rammerne for en god inklusion. Og hvor der er et godt lærerkollegium. Det kan lykkes, men det er en svær opgave - og det kræver også en god læreruddannelse og gode efter-videreuddannelsesmuligheder".

Anmeldelse: Sådan bliver du bedre til at være en pissedårlig leder  

Bogen er den fjerde i serien, og I skriver, at I er modige og provokerende i formen. Er I nu også det, synes du?

"Hæ, det synes en journalist måske ikke, men for forskere er det modigt og provokerende at være lidt mere frisk i tonen. Når jeg får første udgave af artiklerne til bogen fra de deltagende forskere, så er der ingen, der har brugt ordet "pissedårligt". Det kommer først ind i nogle af de senere gennemskrivninger", siger Alexander von Oettingen.

Adgang til et godt job

Han nævner, at et vellykket skoleforløb er meget vigtigere i dag end det var tidligere, fordi det også handler om, hvem der får adgang til hvilke karrieremuligheder. Derfor er vellykket inklusion meget vigtig.

"Skolen skal løse en opgave, som skolen ikke selv har skabt. Der er ingen i folkeskolen, der ønsker at sortere børn. Der er børn, der har det svært, måske har diagnoser eller har svært ved at lære, og skolen har kun en vis tid til rådighed og nogle afsatte resurser. Så vellykket inklusion er også et spørgsmål om resurser. Det er et spørgsmål om, hvad vi som samfund kan tåle. Og det er vigtigt at diskutere".

Alexander von Oettingen fortæller, at det er lettest at beskrive det dårlige. Alt det, vi ikke vil, men at de med bogens fokus på det dårlige i inklusionen - alle problemstillingerne - også får sagt, hvad der er godt.

Ved en hurtig skimning af bogen er jeg ikke stødt på eksempler på co-teaching - hvorfor er det ikke med?

"Det er tilfældigt, at vi ikke nævner co-teaching. Det er ellers ofte godt og kan være et af de gode svar på, hvordan man skaber god inklusion. Men svaret skal findes på den enkelte skole, og co-teaching kan godt være svaret på en skole. Inklusion koster penge, det koster penge at drive en skole og co-teaching koster også penge".

Co-teaching kræver for eksempel resurser til en lærer og så en specialuddannet lærer eller pædagog, der sammen står for undervisningen og dermed inklusionen i en klasse.

"I det hele taget mangler vi en helhedsforståelse af, hvad inklusion handler om. Det skal diskuteres", understreger Alexander von Oettingen.

Bogen har også eksempler fra praksis med lærerens krydspres. "Nu er jeg, fire år efter inklusionseftersynet, havnet midt ude i virkeligheden. Jeg er havnet i en hverdag, hvor krydspresset mellem respekten for det enkelte barn, respekten for de øvrige børn, respekten for medarbejdernes vilkår og de økonomiske ressourcer gør, at jeg dagligt leverer pissedårlig inklusion og ledelse", skriver Lars Hende Svenson og nævner, at så er der kun to muligheder: "Man kan flygte og erkende nederlaget, eller man kan tage udfordringen op og lave en langsigtet plan".