Ytringsfrihed
2   40

Borgerforslag: Trusler mod lærere og andre, der ytrer sig offentligt, skal straffes hårdt

Den lovgivning, der skal beskytte os mod digital chikane og overgreb på sociale medier, er forældet og ude af trit med virkeligheden, mener en gruppe borgere, der står bag et borgerforslag om hårdere straffe.

"Hvorfor er du så lækker, Sara? Kan du godt lide at blive bollet i røven?".

Dette udsagn fra en elevs side har en lærer på Valby Skole været udsat for, mens hun underviste i det virtuelle klasserum. Hun ved stadig ikke, hvem eleven er.

Artiklen fortsætter under banneret

En anden lærer, fra Melby Skole, har oplevet at blive filmet i ydmygende stillinger og delt på sociale medier. Hvor de billeder cirkulerer rundt i dag, ved hun ikke, og hun kommer nok heller aldrig til det.

Som beskrevet tidligere i en artikelserie i fagbladet Folkeskolen er elevers digitale mobning af lærerne i vækst som følge af det seneste års virtuelle undervisning. Men digital chikane på sociale medier - udenfor det delvist lukkede skolerum - er i endnu højere grad det vilde vesten.

Digital chikane er blevet en stor del af livet på nettet, mener en gruppe borgere, som står bag borgerforslaget "Straf digitale overgreb - forny forældet lovgivning".

Ønsker lovgivning opdateret

Borgerforslaget, der blandt andet nævner lærere, som en gruppe, der i meget stort omfang oplever chikane og tilsvining på sociale medier, sætter fokus på, at lovgivningen på området trænger til at blive opdateret, så den svarer til den digitale virkelighed i dag.

Gruppen bag forslaget foreslår blandt andet at styrke straffelovsbestemmelserne om digital kriminalitet og identitetstyveri på sociale medier, så det bliver nemmere for politiet at retsforfølge og straffe folk, der kommer med trusler.

Gruppen bag ønsker også, at medieansvarsloven, der i dag slet ikke nævner sociale medier, bliver opdateret, således at sociale medier kan blive holdt ansvarlige og være forpligtet til at fjerne trusler.

"Gerningspersoner går fri, sagerne forældes og henlægges uden resultat. Resultatet er, at digital vold og chikane sjældent får retslige konsekvenser. Det er ikke et retssamfund værdigt. Det er et demokratisk problem", skriver de syv borgere, som står bag borgerforslaget.

Søren Ruby er skuespiller og underviser og en af foreslagsstillerne. Han opfordrer til, at man skriver under på borgerforslaget.  

"Skriver man under på vores borgerforslag er vi et skridt nærmere mod at sikre en tryg måde at ytre sig på online og at gerningspersoner bliver stillet til ansvar, hvis de truer, chikanerer eller begår digitalt overgreb", siger han til folkeskolen.dk (tilføjet 17/5 2021 kl. 15:46).

Hjælp til ofre for digitale trusler

Forslaget sigter også på, at det bliver tydeligt for alle borgere, hvor man skal henvende sig, når man er udsat for digitale trusler eller overgreb, og at det bliver gjort nemt og sikkert at anmelde. Ofret skal have hjælp og vejledning til, hvordan beviserne sikres og videregives og skal bevilges juridisk bistand og beskyttelse, lyder det i forslaget.

"Digital vold er blevet et så omfattende problem, at folk afholder sig fra at ytre sig i den offentlige debat på sociale medier af frygt for trusler, chikane eller hadefulde kommentarer", udtaler gruppen.

De henviser til en Megafonmåling fra i år foretaget af TV2, der viser, at 68 procent af danskerne afholder sig fra at deltage i den offentlige debat alene på grund af frygt.

Borgerforslaget er stillet den 25. marts, og har indtil nu 1.362 støtter. Det kræver 50.000 underskrifter for, at et Borgerforslag kan blive fremsat som beslutningsforslag og behandlet og stemt om i Folketinget. Borgerforslaget udløber den 21. september i år.

 


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ