Jeg er som udgangspunkt ikke et fagforeningsmenneske, der prædiker, at Dlf er det evigt sagliggørende. Men, jeg forventer, at overskriften på mit indlæg, bliver det svar, mine kollegaer giver direkte adspurgt om medlemsskab: “Som lærer er jeg naturligvis medlem af Danmarks lærerforening”.

Som TR på en grundskole, falder jeg indimellem i snak om medlemskab af foreningen. Det være sig generelt om foreningen, om politikker og problemstillinger. Nogen gange sker samtalerne også med en kollega, der genovervejer medlemskab eller et ikke-medlem, der gerne vil vide mere.

Det giver spændende diskussioner med nyt input, og det giver mig indsigt i forskellige indfaldsvinkler fra interesserede skeptikere f.eks. ”Dlf kæmper ikke for de arbejdsvilkår jeg vil have!”, ”Dlf er for vag!”, ”Hvorfor ikke bare en af ”De gule”? ”, ”Hvad går alle mine penge til?”.

Den jeg pt hører er ”What's in it for me”.

Ja, for hvad får jeg egentlig ud af det her? Jeg må tilstå, at jeg er paf over det spørgsmål. I hvert fald, når det er det eneste, der stilles.

Læreren og lærergerningen er under konstant beskydning. Vores professionalisme sættes ind i kasser, der styres ovenfra. Vi skal teste, måle og veje og lige nu diskuteres det, om pensum skal styres således, at staten bestemmer vores valg af  emner. Diskussioner om dannelse og folkeskolens formål forstummer. Alt er lige godt, alle skal mødes og anerkendes, som den de er. Individet og ikke fællesskabet er i høj kurs.

Lærerforeningens arbejde og ligeså de lokale lærerforeningers og TR's arbejde har en synlig og en usynlig flade. Der er den formelle del, der mødes, skrives og tales om. Så er der den del, der foregår i kulissen. Strategier, der lægges og påvirkningen af ministre, politikere, kommuner, andre interessenter og skoleledere i formelle og uformelle rammer. Indeholdende en tavshedspligt, der gør, at små og store sejre ikke altid kan fejres i det offentlig rum. Det synlige arbejde er ligesom toppen af isbjerget, kun en meget lille del af det samlede. Er det medvirkende til, at enkelte kollegaer overvejer deres medlemskab? Vi har en stor opgave i at gøre mere opmærksom på, hvad det er, Dlf, lokalforeninger og TR kan og gør!

Derfor kan jeg egentligt godt forstå en kollegas cost benefit analyse. Det passer meget godt ind i tiden. Men jeg anerkender den ikke. I min optik må fællesskabet hos os lærere gå frem for individet, vi skal være en fælles front. Den, vores profession altid har været kendt for. Vi skal naturligvis blive ved at diskutere den og udvikle den, men den skal være der. Og historikken omkring tilkæmpede rettigheder til fællesskabet må ikke viskes ud og glemmes og blive enkeltmands naturejede ret, som man godt vil have, men ikke vil lægge ressourcer i.

Jeg savner en tid, hvor det er okay at en kollega rejser sig op og påpeger konsekvensen af ikke at være medlem. Hvor det direkte siges, at uden medlemskab, har du ikke den fulde pakke, og en konsekvens også er, at der er et fællesskab, som du ikke er en del af . At du lurepasser på et system, der har tilkæmpet sig de vilkår vores profession har, og som fortsat arbejder for dem. Et system, der giver dig det lønniveau du har, og lokale foreninger, der har forhandlingsretten og samarbejdet i den lokale kommune, med OK 20 nu mere forstærket.

Jamen siger den nysgerrige skeptiker: “Hvad kom vi egentlig igennem med i 0K20?” – “Hvor er den kortere skoledag?, “Hvor er mit max. undervisningstimetal?”, “Hvor er ……”. Og ja, det kan man godt tænke over. Men jeg spørger, hvor vi var, hvis ikke Dlf havde forhandlet OK 20. Hvis ikke de lokal lærerforeninger havde forhandlet lokal aftaler hjem! Var vilkårene blevet bedre?

Jeg ser toner fra arbejdsgivere, der går i en helt anden retning. Et ønske om vilkår, hvor arbejdstiden er et hele, som arbejdsgiveren selv kan forvalte i forhold til undervisningsmængde, forberedelse og mødetid. Ind med fælles forberedelse ud med den individuelle. Arbejdsdage, hvor sluttidspunktet flyder ud. Farvel til individuel innovativ tænkning og fleksibilitet! Jeg hører tanker om individuelle forhandlinger for den enkelte - og ser scenarier for mig, hvor et lærerkollegium ligger sønderbrudt i en kamp om den bedste arbejdstid og den højeste løn! Det alene giver mig grund til at være medlem af Danmarks lærerforening.

Foreningen må godt have kant. Det skal være okay, at vi kalder en spade for en spade og siger, at skal vi have en fælles kamp for vores vilkår, så skal alle vi lærere også melde os ind i Dlf.

Sammen er vi stærkest.