Som bekendt er interessen i Danmark for at lære andre sprog end engelsk styrtdykket de seneste årtier både i folkeskolen og på universiteterne. Så hvorfor ikke bare fjerne fx tysk og fransk helt fra skemaet, som nogen har foreslået det her i Folkeskolen? Det efterfølgende ramaskrig tydede dog ikke på, at dét var en god idé. Og det ville da også være ærekrænkende for hele den pædagogiske stand åbenlyst at måtte opgive en velbegrundet, relevant og vigtig undervisningsopgave. Kan vi virkelig ikke finde frem til en formidling af fremmedsprog, der bygger på nogle af de centrale principper bag børns tilegnelse af modersmålet under opvæksten og voksnes indlæring af et nyt sprog i sprogets hjemland?

En analyse af problemet kunne være at sammenligne, hvordan mødet med sproget foregår i henholdsvis modersmålssituationen, fremmedsprogsmiljøet og skoleundervisningen. Hidtil har man anset det for umuligt at skabe tilnærmelsesvis de samme gunstige betingelser for sprogtilegnelse i skolen, som findes i barnets opvækstmiljø eller sprogets eget miljø. Derfor har man fastholdt den traditionelle lærebogsmetode, som ganske vist kan administreres med varierende vægt på læsetekster, dagligsprog, grammatik og kultur, men alligevel ikke appellerer bredt. Andre lande har lignende indlæringsproblemer på sprogområdet. I USA er frafaldsprocenten i fremmedsprogsfagene således 95. Så i den moderne, globaliserede verden skulle det synes indlysende nødvendigt at få løst dette alvorlige problem.

Det første, der falder i øjnene, når man sammenligner skoleundervisningen med de to naturlige sprogsituationer, er, at hverken det lille barn i modersmålssituationen eller den nyankomne i sprogmiljøet forventes selv at udtale ord eller lyde på sproget før efter en anselig tilvænningsperiode, hvor de har lyttet, iagttaget og reageret fysisk på omgivelsernes sproghandlinger. Men sprogeleverne i skolen bliver allerede fra første dag bedt om at gentage nye og ukendte ord: ’Repeat after me´.

Her har vi den første fejltagelse i etableret sprogundervisning. Tænk på, hvor mange gange det opvoksende barn har hørt de voksne bruge et ord, før det selv udtaler det første gang! Mindst 600 gange mener nogle sprogforskere. Og tænk på, hvor mange gange barnet har observeret eller selv været fysisk involveret i dagligdagens mange små handlinger og hver gang hørt de voksne bruge de samme ytringer og ord uden selv at være blevet afkrævet at sige noget.

Her har vi den anden fejltagelse i etableret sprogundervisning: At eleven ikke får mulighed for at lytte, iagttage og reagere fysisk på andres sprog uden nødvendigvis selv at skulle sige noget. Sproget har sin ’inkubationstid’. Tidsrummet fra sproget høres først gange, til det ’bryder ud’. For det lille barn, tiden fra fødslen til det siger sit første ord. For den nyankomne i sprogmiljøet, tiden til vedkommende selv begynder at udtrykke sig på sproget.

Hvad sker der i ’inkubationstiden’? Her internaliseres sproget i bevidstheden med en aktiv brug af højre hjernehalvdel under iagttagelser og medleven i andres fysiske sprog-krophandlinger. Hvis derimod kun venstre hjernehalvdel aktiveres som under stillesiddende tale-, læse- og skriveaktiviteter, internaliseres sproget ikke på nær så effektivt i bevidstheden.

Hvordan en sådan sproglig inkubationstid kan realiseres i en almindelig undervisning, kan man læse i bogen ’Learning Another Language Through Actions. Total Physical Response’ af James. J. Asher, 7. udgave 2012. (www.tpr-world.com). Skal varmt anbefales.

Selv har jeg helt tilbage i slut-tresserne i Nuuk benyttet en lignende lytte-handle-reagere metode i en grønlandsksproget førsteklasse, der skulle lære dansk som andetsprog. Her valgte jeg den traditionelle lærebogsvej fra og demonstrerede i stedet sproget med de handlinger, sætningerne og ordene udtrykte. Jeg satte mig på en stol og sagde ’Jeg sidder på en stol’. Så satte jeg mig på et bord og sagde ’ Jeg sidder på et bord’. Og videre: ’Jeg sidder på gulvet, .. på en bog, .. på min taske’. Når jeg tilsvarende udførte handlinger, men nu med ’stå’, steg stemningen. Og humøret voksede endnu en tand, når det blev elever, der skulle udføre handlingerne på mine beskeder.

Jamen, er det ikke alt for barnligt for unge eller voksne elever? Nej, ikke ifølge James Asher. Hans handlemetode har siden 1960’erne været afprøvet på alle aldersgrupper, også med ham selv som elev, når det var japansk eller spansk, der skulle læres. Alt til stor moro for lærere og elever. Selv forsvaret har brugt hans metode med succes.

Herhjemme findes der så mange talentfulde og initiativrige sprogundervisere, at man sagtens kunne forestille sig et kreativt oprør fra enkeltpersoner mod århundreders vanetænkning som ’tysk grammatik kommer vi ikke udenom’. Lad os gøre fremmedsprog i folkeskolen til en succes – ikke et nederlag.