Debat

1. maj

Taklingen af pandemiens udfordringer understreger fagbevægelsens store betydning. JydskeVestkysten skriver om fagbevægelasens betydning i 2021 og bad mig holde 1. maJ-tale. Her er den.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det er en stor glæde også at kunne holde 1. maj tale i år.

1. maj er en festdag, hvor vi markerer og fejrer fagbevægelsens grundlæggende værdier. Det er værdier, der er kendetegnet af ord som solidaritet, fællesskab og sammenhold. Derfor er det selvfølgelig og helt specielt, at vi nu for andet år i træk må fejre 1. maj hver for sig.

Coronapandemien har været en enorm udfordring for os alle sammen og for samfundet som helhed. Med stabile og lave smittetal og med en femtedel af befolkningen vaccineret kan vi forhåbentligt snart se en ende på denne helt ekstraordinære situation. Det har været hårdt for mange – ingen tvivl om det, men vi er trods alt her i Danmark sluppet forholdsvist godt gennem denne verdensomspændende krise.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Fagbevægelsen, den danske arbejdsmarkedsmodel og vores velfærdssamfund har været den helt afgørende forskel. Fra dag et har fagbevægelsen været initiativtager til at finde løsninger, der har bidraget til, at langt de fleste virksomheder er kommet fornuftigt gennem krisen, at de beskæftigelsesmæssige konsekvenser er til at overskue, og der er skabt stor fleksibilitet og smidighed i den offentlige sektor, så vi har kunnet takle de store omstillinger.

Det har skabt genlyd internationalt. I min egen fagforening, Danmarks Lærerforening, har næstformand, Dorte Lange, der også er vicepræsident i vores europæiske lærerorganisation ETUCE, deltaget i utallige webinarer for at forklare, hvordan vi her i Danmark i et samarbejde mellem fagforeningen, regeringen og kommunerne har formået at finde løsninger, så eleverne har kunnet modtage den bedst mulige undervisning under de givne forhold. Undervisningsministeren har på samme møder ikke lagt skjul på, hvor afgørende det har været, at lærerne i Danmark stort set alle er organiserede, og at de er organiseret i en stærk fagforening, der har både evnen og modet til at tage et medansvar for de nødvendige beslutninger også i en krisesituation, som den vi har været igennem.

Taklingen af Coronapandemiens kolossale udfordringer viser med stor tydelighed, hvilken afgørende positiv betydning fagbevægelsen har for vores samfund – en betydning, der rækker langt ud over at forhandle medlemmernes løn- og arbejdsvilkår.

Det er ikke noget nyt. Vi står i dag på skuldrene af en fagbevægelse, der op gennem historien har haft en enorm betydning for udviklingen af den danske velfærdsstat. En fagbevægelse der har kæmpet for og sat sit store præg på områder som sundhed, uddannelse, oplysning, demokrati, ligestilling, ansvar for de svageste osv. Den arv forpligter, og den kan og skal vi også løfte i fremtiden.

Fagbevægelsen slås her og nu for at genoprette dagpenges værdi og dermed sikre den flexicurity-model, der har været en kæmpegevinst for det danske samfund.

Fagbevægelsen er gået aktivt ind i arbejdet med FN’s verdensmål. Kampen for at undgå katastrofale klimaændringer og skabe et bæredygtigt samfund er naturligvis også fagbevægelsens kamp.

Fagbevægelsen skal være en afgørende stemme i forhold til at fastholde og udvikle et demokratisk samfund, der sikrer plads til alle og tager et særligt ansvar for de svage i samfundet. Det gør vi med udgangspunkt i vores bærende værdisæt om et solidarisk og humanistisk demokratisk samfund.

I Danmarks Lærerforenings smukke foreningssang udtrykker vi det på denne måde:

”Vi står ved en vanskelig front i den stadige kamp

som ikke kan vindes ved magt eller støvlernes tramp

- som kræver det daglige valg: Vil du tage en strid

for at menneskets værdighed stadig kan præge vor tid”

Derfor skal vi naturligvis heller ikke blot stiltiende acceptere, at børn, der er danske statsborgere, vokser op under helt umenneskelige vilkår i interneringslejre i Syrien. Det er først og fremmest et fatalt svigt i forhold til de pågældende børn, men det er samtidig et svigt, der skubber til de helt grundlæggende humanistiske principper, som vi har bygget vores samfund på.

Det er netop de principper der udgør rygraden i den danske fagbevægelse. Derfor skal der også her 1. maj lyde en kraftigt appel til politikerne om at få de danske børn og deres mødre hjem så hurtigt som muligt – hver dag tæller.

Fagbevægelsen har gjort en afgørende positiv forskel i udviklingen af det danske samfund. Det gør vi også i dag, hvilket løsningen af udfordringerne fra coronapandemien har vist med stor tydelighed. Det vil vi også gøre i forhold til fremtidens udfordringer.

I dag er det en festdag – i morgen forsætter arbejdet!

Rigtig god 1. maj!

Powered by Labrador CMS