Corona
0   19

Vollsmoseelever mangler måneder af 9. klasse: ”Vi vil hellere indhente det tabte end gå til eksamen”

9. årgang på H.C. Andersen Skole i Odense mangler næsten fem måneders undervisning. Lang nedlukning, og flere coronatilfælde i klassen har hindret muligheden for tilstedeværelse på skolen. Fra i morgen må de være på skolen fire dage om ugen.

80 procent tilstedeværelse på skolen. Sådan lød de nye retningslinjer, der betyder, at flere afgangsklasser kommer tilbage til klasseværelserne. På H.C Andersen Skole i Vollsmose i Odense har 9. årgang været hårdt ramt. I begyndelsen af skoleåret blev flere klassekammerater syge med corona og dermed blev klassen sendt hjem. Og siden december har årgangen måtte nøjes med online-undervisning, fordi smittetallene i bydelen var høje. Først torsdag i sidste uge fik de lov til at få to dage på skolen. Men fra i morgen skal de tilbage 80 procent af tiden ligesom på skoler i hele landet.

Amar og Ilknur er venner og går i 9. klasse. Egentlig skulle de have online-undervisning denne tirsdag, men i stedet mødes de med deres lærer og tillidsrepræsentant på skolen Jonas Callesen. Stod det til de to afgangselever, blev eksamen aflyst.

Artiklen fortsætter under banneret

"Vi føler os slet ikke klar. Vi vil håbe det er aflyst. Sidste år var eleverne kun hjemme i to måneder, så blev eksaminerne aflyst. Vi har været hjemme et halvt år, og så skal vi til eksamen alligevel", siger Ilknur.

"Det giver ikke mening", supplerer Amar. "Vi vil hellere indhente det tabte end gå til eksamen. Vi har brug for den viden bagefter. Lige nu er der næsten kun snak om eksaminerne. Vi skal læse op. Men det føles lidt om som vi spilder vores tid".

 

VOLLSMOSE TESTER INTENSIVT FOR AT HOLDE SKOLER ÅBNE

I gennemsnit er over 1000 personer blevet testet på teststederne i området hver uge og over 40.000 test gennemført siden 27. februar. Skolerne i Vollsmose skal lukke igen, hvis:

  • Der er flere end 400 smittede pr. 100.000 borgere i sognet pr. uge
  • Der er registreret flere end 20 smittetilfælde i alt de sidste syv dage.
  • Positivprocenten er på 2 procent eller mere

Onlineundervisning har begrænsninger 

Deres lærer Jonas Callesen er til dels enig. Det kunne give god mening, at man i sidste del af skoleåret kunne tage fat på de, huller, som kan være opstået under den månedslange onlineundervisning. Men han fortæller, at mange lærere også gerne ser, at eleverne får en afgangseksamen.

"Selv om det godt kan give mening at bruge tiden på undervisning, så kan eksamen tilpasset eleverne være fin nok. Vores elevgruppe kan til tider godt lide, at det er tydeligt og målbart. Jeg er selv ikke fan af læringsmålstyret undervisning, men jeg må sige, at det godt kan virke for mange af vores elever", siger Jonas Callesen.

Han understreger, at eleverne har fået meget ud af onlineundervisningen. Men det er klart, at onlineundervisning har begrænsninger. Det er Ilknur og Amar meget enige i.

"Det har været svært. Det er svært at følge med og stå op til det. Selv om det er samme tidspunkt, som når vi er i skole, så kan man godt, når man er online, lægge sig og sove lidt videre", siger Ilknur. 

"Det er svært at spørge om hjælp. Det er meget lettere på skolen, for så kan man sætte sig sammen med  læreren. Det kan man ikke online" siger Amar. "Vi kan heller ikke hjælpe hinanden. Det gør vi meget, når vi er på skolen", supplerer Ilknur.

Trivsel er vigtigt

Fra i dag skal eleverne være fire dage om ugen på skolen i klassen og en dag om ugen på tur. Det er nemlig sådan, som H.C. Andersen Skolen har valgt at tolke de nye retningslinjer. Den ene dag om ugen planlægger kollegaerne og Jonas Callesen ture rundt om i nærmiljøet. Den ene dag om ugen kommer der et fagligt sigte, men fokus bliver mere på det sociale.

"Jeg kan sige helt ærligt, at trivsel og det sociale lige nu er vigtigere end det faglige. Vi har fået lov til politisk fra kommunen at have det sigte. Hvis vi får lov til det, og ledelsen lytter til os, så kan vi sagtens lave mange gode løsninger til eleverne og få en god afslutning på skoleåret".

Eleverne glæder sig meget til, at de igen skal møde i skole hver dag.

"Det har været trist, når man så sine kammerater på andre skoler  var begyndt at gå i skole. De uploadede billeder, og så sad man bare og tænkte på, hvorfor vi ikke kunne komme i skole. Men nu er det os", siger Amar.

Ilknur synes løsningen med fire dage i klassen og en dag uden for er rigtig god.

"Det bliver vi glade for alle sammen. Vi har oplevet det før. Det er altid hyggeligt, når vi er udenfor. Enten er vi i Munkemose eller i Zoologisk Have og går ture".

Eleverne håber på, at Vollsmose som sogn ikke lukker ned igen som følge af stigende smitte.

"Jeg tror det ikke. Der er kommet mange flere test. Der er testcentre og testbiler. Der er mange flere muligheder nu også uden tidsbestilling. Opgangene bliver sprittet. Der er en gruppe, der går rundt og spritter hele opgangen af, også væggene", siger Amar.

Jonas Callesen er helt sikker på, at eleverne glæder sig til at møde hinanden på daglig basis igen.

"Da jeg i sidste uge fortalte dem, at de med 98 procent sikkerhed skulle i skole igen, havde vi tysk online. Tysk er ikke deres yndlingsfag. Men så sagde de: Kommer vi i skole, så vil jeg gerne læse mine tysklektier. Der er ingen tvivl om, at de glæder sig", siger Jonas Callesen. 


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ