De Radikales Lotte Rod er klar til at rejse DLFs forslag i folkeskolens forligskreds.

Radikal støtte til DLF-forslag om ny aftale om eksamen

DLF-formand Gordon Ørskov Madsens opfordring til politikerne om at ændre aftalen om sommerens afgangsprøver møder lydhørhed hos de Radikale, der nu vil have drøftet sagen i folkeskolens forligskreds – sammen med lærerne, skolelederne og eleverne.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Mens folkeskolens afgangsprøver dag for dag rykker tættere på, er der endnu elever, der ikke kan komme tilbage i skole.

Derfor er der opbakning fra regeringens støtteparti, de Radikale, til Danmarks Lærerforenings formand, Gordon Ørskov Madsen, der forleden opfordrede politikerne til at skrotte den hidtidige aftale om sommerens afgangsprøver.

I stedet bør politikerne lave en ny ordning med større fleksibilitet og hensyntagen til pressede elever - for eksempel i form af en model, hvor skolerne får lov til lokalt at bestemme, om de vil gennemføre afgangsprøverne eller benytte sig af standpunktskarakterer, lød det fra DLF-formanden.

"Vi skal finde en balance"

De Radikales undervisningsordfører, Lotte Rod, siger:

"Jeg kan godt forstå, at det fylder meget hos mange elever og lærere. Tiden går, eksamen rykker tættere og tættere på - og der er stadig elever, der ikke kan komme tilbage i skole. Det vil vi gerne tage op på næste møde i folkeskolens forligskreds. Og jeg vil samtidig opfordre undervisningsministeren til, at vi beder lærerne, eleverne og skolelederne om at komme med til mødet, så vi i fællesskab kan finde en god løsning", siger de Radikales undervisningsordfører, Lotte Rod - og tilføjer:

"Men omvendt betyder det også meget for mange elever at få lov til at afslutte folkeskolen med at komme op til prøve. Og dér skal vi finde en balance".

DLF-formand: Der er brug for en ny beslutning om afgangsprøverne

 Lotte Rod understreger, at en ny model ikke må medføre "en masse ekstraarbejde" for skolerne.

"Omvendt skal vi heller ikke lave noget, der er alt for firkantet. Derfor vil det være godt, hvis alle politikerne hører Lærerforeningens bud på det her", siger den radikale ordfører.

DLF-formandens begrundelse for forslaget var, at meget har ændret sig, siden et bredt politisk flertal i februar aftalte at skære sommerens afgangsprøver ned fra syv til fire.

"Der er stadig skoler, hvor afgangseleverne ikke er kommet tilbage i skolen endnu. De har modtaget god virtuel undervisning, men jeg mener, at de også skal have noget tid fysisk i skolen, hvor de kan forberede sig på eksaminerne på en anden måde end ved at sidde hjemme bag skærmen. Det skylder vi dem simpelthen at tage hensyn til", lød det fra Gordon Ørskov Madsen.

"Jeg mener, at Gordon med det her forslag har inviteret sig selv på en kop kaffe. Men det går ikke, at det er noget, der skal diskuteres længe i kommunalbestyrelsen eller skolebestyrelsen. Det er der ikke tid til, og det er heller ikke fair over for eleverne", siger Lotte Rod.

Endelig afklaring: Færre afgangsprøver til sommer

DF vil holde fast i nuværende aftale

Også Dansk Folkepartis ordfører, Jens Henrik Thulesen Dahl, forstår bekymringen hos lærere og elever.

Men han mener ikke, at der skal laves en ny aftale om, hvordan eksamen skal gennemføres.

"Jeg vil holde fast i den aftale, vi lavede. Også fordi der jo faktisk ligger en del fleksibilitet i aftalen - for eksempel i forhold til at justere på det pensum, som man skal høres i. Og samtidig synes jeg, at jo tættere, vi kan komme på normalitet, jo bedre er det. Jeg tror, det er et rigtig vigtigt element i afslutningen af skoletiden, at man kommer til eksamen og har oplevet det - og jeg ser ikke tiden til, at vi skal justere på den aftale, vi lavede i februar", siger Jens Henrik Thulesen Dahl. 

Ifølge den brede politiske aftale fra februar skal afgangseleverne i folkeskolen til fire eksaminer i stedet for syv. Den 3. maj har 9. klasses eleverne deres første afgangseksamen i skriftlig dansk. Derudover skal de til eksamen i mundtlig dansk, mundtlig engelsk og skriftlig matematik.