Debat

Wild west-prøveafvikling

Er et par ugers teaching to the test vigtigere end trivsel via dybdelæring og muligheden for at lære i fællesskaber, når eleverne ikke har været i skole i 4 måneder?

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Når eleverne i folkeskolen om ganske få uger skal til prøve, så er det på helt andre vilkår end i normale skoleår. Ikke nok med det - så er det også på vidt forskellige vilkår. Kun ganske få steder i landet har der siden december været mulighed for at undervise eleverne fysisk, og i stedet er de blevet undervist via skærmen og med begrænset mulighed for at træne elevernes evne til at tage stilling, indgå i dialog, argumentere og reflektere. Samtidig har det mildest talt været udfordrende at formidle nye faglige begreber, at opfylde alle krav til pensumopgivelser, fordybelsesområder og samtidig holde fingeren på pulsen som lærer i forhold til elevernes niveau, progression og trivsel. Trods det synes det at være af yderste vigtighed, at eleverne skal prøves i netop mange af disse ting. At der fra Undervisningsministeriet er meldt ud (senest den 29/3), at der er mulighed for at se bort fra visse dele af undervisningen, der er foregået som nødundervisning ifm udarbejdelsen af de mundtlige prøvespørgsmål, gør ikke situationen lettere. Det er diffust og kan tolkes vidt forskelligt fra kommune til kommune og fra skole til skole. Vi har jo fx ikke prøvespørgsmål i den mundtlige prøve i dansk, men en masse krav til pensum og fordybelsesområder, der stadig skal overholdes … eller hvad? I den seneste vejledning til bekendtgørelsen om aflysning af prøverne står der desuden: Ministeriet sender snarest nærmere vejledning ud til skolerne om ovenstående. Eleverne kan fra den 16. april trække fordybelsesområder i dansk - det er altså i næste uge, og for mange er det nødvendigt at trække der, hvis eleverne skal tildeles den tid, de har krav på til vejledning i arbejdet med synopser. Inden der kan trækkes, ligger der et stort arbejde for lærere og til dels elever, da fordybelsesområderne skal overholde en række krav, og det er stadig ikke tydeligt, hvordan disse kan lempes - hvis de overhovedet kan? Så den melding, ministeriet har lovet, kan vel næppe trækkes ret lang tid mere!

På nogle skoler vælger man at konvertere fag, så eleverne får mere dansk, engelsk og matematik efter genåbningen og dermed får mulighed for at målrette undervisningen til prøverne. Men er det virkelig formålet? Er det virkelig vigtigere, at eleverne SKAL trækkes igennem prøverne, end at de får mulighed for at få undervisning i alle de fag også, der har været svære at tilgodese i fjernundervisningen? Samtidig er der et krav til skolelederne om, at de netop SKAL tilgodese fag, der har været nedprioriteret i fjernundervisningen. Det hænger jo ikke sammen.

Nogle mener, at det er for elevernes skyld, så de får mulighed for at afprøve prøvesituationer, inden de skal videre på en ungdomsuddannelse. Men en prøveoplevelse i folkeskolen skal i min optik være en positiv oplevelse, og på nuværende tidspunkt har jeg svært ved at se, hvordan den for flertallet vil blive det. Eleverne er pressede, nervøse og usikre, og prøveafviklingens rammer kan ende i wild west, hvor lærere er afhængige af en censors velvilje ift. pensum, krav og egne evner til at forhandle i forhold til at se bort fra fx smalle fordybelsesområder.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Samlet set når eleverne på de fleste skoler at have været 3 uger fysisk til stede på skolen siden december, inden de skal til prøve. Her skal fokus nødvendigvis være på prøverne - eleverne skal lynhurtigt og med lidt overfladelæring teaches to the test. I bedste fald vil de dygtige elever til prøverne få bekræftet, at de er dygtige, og de svagere præsterende vil være under massivt pres, da vi som lærere ikke på så kort tid kan hjælpe dem tilstrækkeligt. Hvis det vigtigste, i en tid hvor eleverne ikke har været i skole i godt 4 måneder, er at måle, hvad den enkelte elev kan præsentere af viden i en presset situation, hvis opfattelsen er, at prøverne er målet for elevernes udbytte af undervisningen, jamen så er det en knaldgod idé. For mig er der rigtig mange andre ting, der er vigtigere - og her hentyder jeg ikke til trivsel via rundbold men til trivsel via dybdelæring og muligheden for at lære i fællesskaber. Den mulighed har eleverne været frataget gennem mange måneder det sidste år, og så fratager vi dem den også i de sparsomme timer, vi har til rådighed fysisk sammen med dem, inden de er færdige med folkeskolen. Lærerne er pressede, eleverne er pressede, og det er enormt ærgerligt, at vi skal gennemføre dette cirkus, blot så vi kan få nogle tal ind i kvalitetsrapporten, og det kan sammenlignes på landsplan, hvilke lærere, der var bedst til kæmpe eller havde de bedste sekundanter i det vilde vesten.