Blog
2   23

Husker du?

Abonner på nyt om Folkeskolens tysk- og franskrådgiver i dit personlige nyhedsbrev.

OBS: Du er ikke tilmeldt et personligt nyhedsbrev og får derfor ikke en mail med dine valgte emner/blogs. Tilmeld dig her

Maribo, c’est où? C’est au sud du Danemark. Frau Süß und Herr Sauer. Erikas dicker Hund. Appellation contrôlée.

I kølvandet på den, på det seneste, meget omtalte artikel om tysks berettigelse i skolen, de mange artikler i forskellige dagblade om samme og efter at have lyttet til og set radio-og tv-programmer, hvor både eksperter, professorer, lærere, taxachauffører, skuespillere, politikere, pensionister og croquis-modeller udtaler sig om både for og imod føromtalte berettigelse, kom jeg til at tænke på, hvad jeg husker fra min egen sprogundervisning - altså da jeg selv gik i skole og i gymnasiet i 70’erne og 80’erne. Syntes jeg at sprog var vigtigt? Interessant? Kunne jeg lide det? Var jeg god til det? Syntes jeg, at sprog kunne bruges til noget?

Jeg tror, jeg vover at svare ja. Men jeg ved ikke rigtig, hvorfor. 

Fransklærerne

Jo, det var især det, at mine lærere var inspirerende og engagerede. Deres undervisning ville nok i dag virke gammeldags og kedelig - og dog. Jeg havde en meget moderne fransklærer i folkeskolen, der spillede franske sætninger (nu; chunks) for os - måbende - elever. Hr. Jensby slæbte glad rundt på sin spolebåndoptager med tilhørende bånd og spillede franske sætninger som vi skulle gentage - og gentage. F.eks. Maribo, c’est où? C’est au sud du Danemark. Lytte og gentage. Derefter skulle vi stille hinanden spørgsmål og svare (nu; quiz og byt?). Hr. Jensby var meget begejstret og vidste utrolig meget om Frankrig og franskmænd og han var forstående når vi glemte at y skulle udtales som i, bare ikke i Lyon. I gymnasiet fik jeg endnu en begejstret fransklærer, Aksel (nu måtte man gerne kalde de yngre lærere ved fornavn), der vidste alt om fransk vin og bl.a. lærte os om appellation controlée, at en stilfuld og elegant skrift på etiketten betød at vinen var fra Bordeaux eller Bourgogne og at de mere gammeldags udseende etiketter på flasken var fra Alsace. Kultur og sprog. 

Artiklen fortsætter under banneret

Tysklærerne

Mine tysklærere brændte igennem. De forlangte korrektion uden at være urimelige og de vidste rigtig meget om tysktalende lande og fortalte gerne. Socialrealisme lærte vi også om i tysktimen - “Angst essen Seele auf” og Günter Wallraff, der gik under cover og afslørede mørke sider af det tyske samfund. Jeg havde nemt ved tysk, men husker alligevel de utrolig mange gentagelser, ordbogsopslag, analyser, oplæsninger og oversættelser. I folkeskolen læste vi i en bog om Frau Süß und Herr Sauer, der selvfølgelig talte og handlede i overensstemmelse med deres navne. “Erikas dicker Hund” var pinlig for mig og tysklærerinden, Fru Thordal, kaldte mig altid “Lyngblomst Ønsker” (tysklærer - humor anno 1977).

Jeg bilder mig ind, at jeg husker det meste fra min sprogundervisning. Det var sprog og dannelse og jeg ville nødigt være den foruden.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

Tysk og fransknetværket er for alle, der underviser i eller interesserer sig for fagene. I samarbejde med Sproglærerforeningen, Tysklærerforeningen og Fransklærerforeningen.

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
993 andre er allerede tilmeldt