Blog
17   40

Her er fremtidens pædagogik

Abonner på nyt om Per Fibæk Laursen i dit personlige nyhedsbrev.

OBS: Du er ikke tilmeldt et personligt nyhedsbrev og får derfor ikke en mail med dine valgte emner/blogs. Tilmeld dig her

Dannelse, frihed, fællesskab, praksisfaglighed

Jeg lovede i min forrige klumme den 3. marts et bud på, hvad der kan tænkes at blive afløseren for den tekniske pædagogik og uddannelsespolitik. Mit udgangspunkt er, at den tekniske tilgang (med læringsmålstyring, test, evidens, accountability, kompetencer, it, læringsportaler, ’lære at lære’ og så videre) tydeligvis er i defensiven. Ganske vist er det korrekt, som bl.a. Niels Christian Sauer og andre på det seneste har argumenteret for i flere tråde her på sitet, at læringsmålstyring m.m. stadig præger praksis på mange måder. Men som dominerende ideologi er den på retræte, for ikke at sige døende.

Vi kommer hurtigere af med den tekniske pædagogik, hvis der kan udvikles et nogenlunde sammenhængende alternativ, som kan vinde almindelig tilslutning og byde på løsning af nogle af de problemer, som den tekniske tilgang har skabt. Den har udmattet lærere og elever, undervisningen er blevet mere ensformigt domineret af øvelsesopgaver, den har ikke kunnet levere på løftet om at øge elevernes faglige præstationer, og den har flyttet energi og opmærksomhed væk fra undervisningens indhold og over på elevplaner, test og detaljerede målbeskrivelser.

Artiklen fortsætter under banneret

Lytter man efter, hvilke temaer der lyder med tiltagende styrke i den pædagogisk-ideologiske debat, fanger mit øre følgende:

Dannelse. Dannelse har længe været populært. Anna Sophie Hermansen, Berlingskes kulturkommentator, har sågar udråbt vor tid til dannelsestiden som en parallel til oplysningstiden. Det er jo som bekendt ikke kun i Berlingske og omegn, at dannelse er populært. Venstrefløjen elsker også begrebet. Personligt har jeg mine forbehold, men det er ligegyldigt i denne sammenhæng – de gange jeg har ytret min skepsis, har jeg erfaret det, som er afgørende: Dannelsesbegrebet er blevet så dominerende, at det vækker almindelig undring, at man kan være andet end tilhænger. Jeg gætter på, at ’dannelse’ kommer med i formålsparagraffen næste gang, Folketinget foretager en grundlæggende revision af folkeskoleloven.

Frihed. Skolevæsenerne i Holbæk og Esbjerg er sat fri som led i en kommunal friheds- og nærhedsreform, og selv den socialdemokratiske undervisningsminister og partiets skoleordfører taler om behovet for mere frihed til landets folkeskoler. Den nye læreruddannelse, som et folketingsflertal har truffet principbeslutning om, er blevet lanceret som først og fremmest en fri uddannelse. Den tekniske pædagogik har snæret så længe, at det er vanskeligt ikke at være tilhænger af mere frihed.

Fællesskab. De fleste er enige om, at erfaringerne fra corona-nedlukningerne har understreget betydningen af skolens fællesskab. Enkelte har ganske vist først og fremmest bekymret sig om ’læringstabet’, men de er eftertrykkeligt blevet belært om, at det manglende fællesskab er det vigtigste. Det er ikke så mange år siden, at hele skoleinstitutionen af nogle debattører blev betragtet som en forstenet overlevering fra en før-digital tidsalder. Mon ikke det varer længe, inden vi igen hører den slags påstande?

Praksisfaglighed, innovation, design. Et bredt flertal i Folkeringet indgik i 2018 en aftale om øget praksisfaglighed i skolen. Håndværk, innovation og design støttes både af dem, der hylder arbejdernes traditionelle respekt for håndværket, og af dem der er fascineret af erhvervslivets tekniske innovationer. Interessen for praksisfaglighed m.m. næres af behovet for at få flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse. Det er tvivlsomt, hvor meget ændringer i folkeskolen kan bidrage til det, men jeg tror, at ønsket om det kommer til at sætte sit præg på skolen.

Både reformpædagogikken og den tekniske pædagogik hentede styrke i, at tilhængerne kunne pege på sammenhængende og gennemtænkte formuleringer af ideerne. Det tror jeg også vil være muligt for de tendenser, der nu er på vej frem. Mange af dem kan nemlig hente støtte hos amerikaneren John Dewey (1859-1952). Han havde ganske vist vækst og ikke dannelse som grundbegreb. Men vækstbegrebet hos Dewey indeholder omtrent det samme, som moderne dannelsesteoretikere lægger i det såkaldte ’non-affirmative’ dannelsesideal – først og fremmest åbenhed for nye erfaringer og parathed til at revidere forhåndsopfattelser.

Kan en ny pædagogik og uddannelsespolitik med gennemslagskraften i behold lade sig inspirere af en tænker, der døde for snart 70 år siden? Sagtens, 1900-tallets reformpædagogik hentede mange af sine grundtanker hos Rousseau, der døde i 1778.

Hvis nogen synes, at det aktuelle pædagogisk-uddannelsespolitiske landskab virker for rodet til, at man kan tro på, at en ny herskende ideologi er på vej, vil jeg minde om, at det var mindst lige så rodet for 30 år siden – lige inden den tekniske pædagogiks gennembrud. I årene frem til 1993-loven øvede reformpædagogikken stadig en betydelig indflydelse på lovforberedelserne. Samtidig med at Bertel Haarder som undervisningsministrer strammede op, styrede, kontrollerede og reducerede lærernes autonomi. Og samtidig med at selvsamme Haarder angiveligt var tilhænger af grundtvigiansk frihed, dannelse og folkeoplysning. I opbrudstider er der rod.

De nye ideologiske tendenser kommet givetvis til at påvirke praksis i skolen. Hvornår og hvor meget er umuligt at sige.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ