Eleverne savner hjælp til dansk under nedlukningen

Hver tredje elev har haft svært ved at følge med i undervisningen under nedlukningen, og lige så mange savner hjælp fra deres lærer i timerne, viser en ny undersøgelse. Særligt mange af indskolingseleverne fortæller, at deres dansklærer ikke har tid til at hjælpe dem.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Eleverne har lavere trivsel, er ensomme og flere af dem har svært ved at følge med under nedlukningen sammenlignet med året før. Det viser en stor spørgeskemaundersøgelse blandt 0.-10. klasserne som analysefirmaet Moos-Bjerre har gennemført blandt 463 elever for Red Barnet Ungdom.  

Andelen af elever, som oplever at lærerne ikke har tid nok til at hjælpe alle er generelt steget markant. Eleverne er også blevet spurgt til, hvilke fag de har mest behov for hjælp i. Her svarer 32 procent af eleverne i 0.-4. klasse, at de har behov for hjælp i dansk, mens 22 procent af eleverne i 5.-10. klasse ønsker hjælp til dansk.

Der er dog endnu flere - over 40 procent, der havde behov for mere hjælp i matematik. 

Ville ønske min dansklærer havde mere tid

Undersøgelsen viser, at mange elever oplever, at deres lærer ikke har tid til at hjælpe elever, som har brug for hjælp. Omkring hver tredje elev fortæller, at deres lærer ikke har tid nok til at hjælpe dem i løbet af skoledagen, og over 40 procent af eleverne fortæller, at deres lærere ikke har tid til at hjælpe alle elever, som har brug for hjælp. Andelen af elever, som svarer, at deres lærer ikke har tid til at hjælpe alle, er steget markant fra 2020 til 2021.

Når de bliver spurgt til de enkelte fag, er der igen flest, der ville ønske, at deres matematiklærer havde mere tid til at hjælpe dem, nemlig omkring 40 procent.

Men dansk kommer lige efter, for her fortæller 33 procent af eleverne i 0.-4. klasse, at de villle ønske, at deres dansklærer havde mere tid til at hjælpe dem. Og knap en fjerdedel af eleverne i 5.-10. klasse siger det samme. 

Undersøgelsen er foretaget i perioden 29. januar 2021 til 5. februar 2021, altså før 0.-4. klasserne kom tilbage på skolerne.

Læs mere

Rapporten på redbarnetungdom.dk