Eleverne får vejledning i deres problemformulering udenfor på en kold forårsmorgen.

Trivselsgrupper: Projektopgave i skolegården

På Tibberupskolen har lærerne i 9. klasse valgt at udnytte den nye mulighed for at mødes fysisk i små trivselsgrupper til at vejlede eleverne om deres projektopgaver - i skolegården, mens fingrene blev stive af kulde.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Folkeskolen.dk var med, da Julijana Stoleska mødtes med 9. klasse gruppevis for første gang i tre måneder.

Hun spurgte dem både til, hvordan de har det og til, og hvordan det går med problemformuleringerne til deres projekter. Lærerteamet for 9.b på Tibberupskolen udnytter de nye retningslinjer, der giver lærere lov at mødes i grupper à max fire elever og én lærer udendørs til at holde projektopgave-vejledning.

Hjælpepakke: Skoler får penge til at afkorte skoledagen resten af året

Faglighed fordrer trivsel

Det faglige fokus for trivselsgruppen er helt bevidst, fortæller Julijana Stoleska: 

"Det faglige er et godt udgangspunkt for også at snakke med eleverne om, hvordan de har det under nedlukningen. Man kan mærke eleverne på en helt anden måde, når vi ser dem i virkeligheden", siger hun.

To bordebænkesæt er stillet op, så der kan holdes to meters afstand imellem grupper af elever og de to lærere Julijana Stoleska og Maria Toft Moesgaard. Projektgrupperne er på hver max tre elever, så retningslinjerne overholdes.

"Det er lige så vigtigt for os lærere at bruge faget til at møde eleverne i virkeligheden. Vi får mulighed for at gøre et helt andet relationsarbejde end på skærmen", siger lærer Maria Toft Moesgaard.

I dag får grupperne hjælp til at skrive deres problemformulering og deres underspørgsmål, og i næste uge skal klassen igen i små grupper i skolegården og midtvejsevaluere projektforløbet. Skolens pedel har lovet at sætte små pavilloner op, hvis det regner.

Små grupper giver mere lærerkontakt

Villads Søderblom, som går i 9.b, fortæller, at han har haft mange ting at tage sig til i hjemmeskoletiden, fordi han har en del fritidsinteresser. Han har dog været træt af, at undervisningen godt kan blive langtrukken:  

"I dag får vi mere koncentreret lærerkontakt, fordi vi kun er to elever og to lærere ad gangen her i skolegården. Det giver noget helt andet end at sidde med dem virtuelt", siger Villads Søderblom smilende.

Han er i projektgruppe med sin klassekammerat Barbara Kingo. Klassens overordnede tema er 'Verden i forandring', og de vil skrive projekt om internettets udvikling.

Powered by Labrador CMS