”Vi vil sætte alle vores kræfter ind på at understøtte de studerende, der bliver færdig i år", siger Jakob Harder.

Ekstra undervisning på vej til sidsteårsstuderende på læreruddannelsen

De studerende, der er færdige på læreruddannelsen til sommer, vil blive tilbudt ekstra undervisning i de fag, der har været mest ramt af coronanedlukningen. Og de vil få vejledningstimer som supplement til onlinepraktikken, lover Københavns Professionshøjskole.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I onsdags blev alle Folketingets partier enige om at tildele landets videregående uddannelserne en samlet pose penge på 100 millioner målrettet studerende, der er i gang med det sidste år af deres studie.

På Københavns Professionshøjskole står 4.434 studerende samlet set til at blive færdige med deres uddannelse i løbet af året, og det giver professionshøjskolen et beløb på lige godt 11 millioner til "kompenserende tiltag for afgangsstuderende", som det formuleres i aftalen.

Dekan på Det Lærerfaglige Fakultet på Københavns Professionshøjskole Jakob Harder ved endnu ikke, hvor mange penge der præcist vil tilfalde læreruddannelsen. Men han glæder sig over håndsrækningen fra Christiansborg.

"Vi vil sætte alle vores kræfter ind på at understøtte de studerende, der bliver færdig i år, og det er rigtigt glade for, at vi nu får hjælp til at gøre", siger han og fortæller, at Københavns Professionshøjskole samlet regner med at udklække omkring 500 nye lærere til sommer.

H&d-studerende kæmper med at lære faget uden værksteder

Praktisk undervisning vil blive kompenseret

Der er endnu ingen meldinger om, hvornår de videregående uddannelser igen må åbne for fysisk undervisning, og hvilke retningslinjer der vil være for undervisningen. Derfor er det endnu for tidligt at slå fast, hvordan de ekstra penge konkret vil blive brugt.

Men der er to hovedspor, hvor nedlukningen har ramt de kommende lærere særlig hårdt, fortæller Jakob Harder.

"Praktikken og 'værkstedsfagene' har været hårdt ramt. De fag, hvor man øver sig i et faglokale, er selvsagt gået glip af en masse, og her er det vigtigt, at vi får indhentet noget. Det er jo helt afgørende, at fx de kommende fysisk/kemi-lærere kan foretage en faglig og sikker undervisning efter sommerferien. Og idrætslæreren skal jo også have øvet sig i, hvordan man tilpasser fysiske undervisningsaktiviteter til alle elever og fx griber en 9. klasseelev, der springer over buk", siger Jakob Harder som eksempler på helt afgørende praksisnær undervisning, mange studerende er gået glip af på grund af de to massive nedlukninger siden marts sidste år.

Hjælpepakke til sidsteårs-studerende, der ikke har fået deres praktik 

Studerende er faktisk færdig med undervisningen

Langt de fleste lærerstuderende, der afslutter uddannelsen til sommer er ved at færdiggøre deres praktik og træder derefter ind arbejdet med deres afsluttende bacheloropgave, men Jakob Harder føler sig overbevist om, at de studerende vil tage imod muligheden for ekstra undervisning og vejledning.

"Mængden af ekstra undervisning bliver ikke overvældende, så jeg er sikker på, at de vil tage imod det som en kærkommen mulighed for at blive mere trygge i deres fag".

Dansklærerstuderende: Vi lærer det vi skal, men hvor ville vi gerne tilbage

Mange af de studerende har desuden oplevet, at deres tredje og sidste praktik har været virtuel. Det forsøger man også at kompensere for.

"Selvom mange relationer i dag er digitale, så er der jo også en hel masse relationer i skolen, der ikke er digitale. Det er lidt sværere bare lige at erstatte med ekstra undervisning. Her kommer vi nok til at tilbyde vejledning, hvor studerende vil få mulighed for enten individuelt eller i grupper at reflektere over nogle af de ting, de har oplevet i løbet af deres praktik sammen med en kvalificeret underviser".

Også brug for penge til de øvrige studerende

I den politiske aftale fremgår det også, at partierne i de kommende måneder vil forhandle videre "om håndteringen af covid-19 på tværs af de videregående uddannelsesinstitutioner".

"Det er vi rigtig glade for. For alle vores studerende har jo været ramt. Vi har bare længere tid til at indhente det tabte sammen med de studerende, der lige er startet på eller kun er midtvejs gennem deres uddannelse, men det vil jo koste os det samme, hvis vi skal tilbyde ekstra undervisning og vejledning. I starten af nedlukningen prøvede vi at fokusere på den teoretiske del. Men vi kan ikke bare alene lave praktisk undervisning, når de vender tilbage. Der skal være et samspil mellem teori og øvelse, hvor du fx skal forberede noget på baggrund af teori, og så skal det testes af i praksis og med feedback fra underviser og medstuderende".

I onlinepraktik kan man komme med eleverne hjem - og ud i kostalden 

Retningslinjer bliver afgørende

Jakob Harder fortæller, at den konkrete kompenserende undervisning vil afhænge af, hvilke retningslinjer der vil gøre sig gældende, når de igen må lade de studerende vende tilbage.

"Det er langt lettere at holde afstand i et fysiklokale, end det er, når man skal øve sig i at gribe elever i en øvelse i idrætssalen".

Ved den første genåbning af samfundet sidste forår var de studerende, der har fysik/kemi, håndværk og design, musik og idræt de første, der fik lov til at vende fysisk tilbage på læreruddannelsen.

Der blev desuden givet lov til, at de studerende, der afsluttede håndværk & design, billedkunst, musik, idræt, madkundskab, natur/teknologi, fysik/kemi eller biologi kunne tage deres eksamen fysisk på studiet.

Lærerstuderende: Relationsarbejde er det vigtigste i virtuel lektiehjælp

 

Powered by Labrador CMS