Debat

En skole for alle

Kære Geeti Amiri. Som du måske kan huske, skrev jeg og 3 andre lærerstuderende et åbent brev til Mette Fredriksen i november 2020. På en weekend havde vi fået støtte fra 578 lærerstuderende rundt om i landet

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

https://www.folkeskolen.dk/1858580/578-laererstuderende-til-statsministeren-din-retorik-goer-vores-opgave-svaerere

Det gjorde vi, da vi følte os nødsaget til at råbe op. Råbe op om Mette Fredriksens stigmatiserende sprogbrug overfor vores danske etniske minoritets- elever. Vi mente blandt andet det var vigtigt, da meget af den teori vi bliver undervist i på lærerseminariet netop peger på, at stigmatisering og positionering af bestemte grupper skaber eksklusion. Det gælder ikke kun etniske minoritetselever.

Vi var naive og var sikre på at dette brev ville få omtale. Det gjorde det ikke. Anden bølge af MeToo skyllede over Danmark, og vi fik følelsen af, at der var vigtigere ”åbne breve” i spil. Men ærgrelsen over at kampen mod racisme og kampen mod sexisme ikke blev koblet sammen.. ja den var ægte. 

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Men så kom dit svar i Ekstra Bladet: ”Hvad lærerstuderende skal forstå om lille Hassan”.  Skuffelsen blev da kun større.

https://ekstrabladet.dk/opinionen/geetiamiri/hvad-laererstuderende-boer-forstaa-om-lille-ahmed/8372751

Vi fire lærerstuderende som havde skrevet brevet, fik ikke svaret, dog har jeg ikke helt kunne slippe dit brev. Det har ligget og ”naget” i baghovedet, som sådanne ting jo kan gøre. Jeg tænker, at du sikkert kender den fornemmelse. Du er jo en kvinde med en sag.

Hvis jeg kort skal opsummere din kritik, så mener du, at de 578 lærerstuderende er for virkelighedsfjerne og berøringsangste. Du mener, at fordi at vi har tid til at ”fluekneppe” Mette Fredriksens retorik omkring ”indvandredrenge”, viser det, at vi sidder i et elfenbenstårn og ingen føling har med hvad der sker helt nede ved jorden, og altså helt nede i de danske folkeskoler.

Du skriver:

” Man fristes derfor til at spørge, hvorvidt de godhjertede lærerstuderende har været i nærheden af en rigtig folkeskole. For havde de været det, ville de vide, at kampen derude handler ikke om, at lille Ahmed skal overbevises om, at han er dansk nok, selv om den onde statsminister kalder ham for en 'indvandrerdreng'. Det er kun de, som er forskånede for virkeligheden, der har tid til at fluekneppe ordet 'indvandrerdrenge'. Nej, kampen handler om at lære lille Ahmed at læse og skrive, til trods for at han går i 6. klasse, fordi hans forældre ikke kan hjælpe ham med lektierne. Selv om de selv har gået i den danske folkeskole. Og kampen handler om, at få lille Ahmeds forældre til at forstå, hvad det kræver at være forældre til et folkeskolebarn, fordi de tror, at lærerrollen går på at opdrage deres afkom, som de ikke selv evner hjemmefra. Det handler om, at få Ahmed til at forstå, at han er nemlig dansker, selv om han bruger betegnelsen dansker som et skældsord. Det handler om at give Ahmed en forforståelse, som samtlige middelklassebørn får serveret hjemmefra på rugbrød, hvilket stiller flere krav til en lærers formidlingsevne, end de lærerstuderende får tillært sig på studiet.”

Selvom det er svært for dig at tro på, så har vi der skrev brevet alle haft jobs på forskellige skoler. For mit vedkommende har jeg arbejdet fire år på en kommunal specialskole.

At bruge dansker som skældsord kender jeg godt til. Men jeg vil hellere vende den om. Ofte når jeg virkelig har følt, at jeg har haft hul igennem til en gruppe elever og tænkt ”yes, nu er den her”, så er spørgsmålet kommet ”Hvor stammer du egentlig fra?”. Skuffelsen i deres øjne, når jeg svarer at jeg helt dansk, synes jeg siger det hele. De troede lige jeg var en af dem. Så ja, vi ser meget forskelligt på tingene du og jeg. Jeg ser nemlig en kæmpe vigtighed i at disse elever føler sig en del af majoriteten. For som bl.a. den danske antropolog Laura Gilliam har forsket i, så vil vi mennesker gerne være en del af fælleskaber. Hvis vi ikke kan være en del af det ”store fællesskab”, så må vi skabe vores egne fælleskaber. Det er vi nok mange der har prøvet.

I brevet kommer du også ”let og elegant” ind på halshugningen af den franske lærer. Endnu engang peger du ufrivilligt på en af vores pointer: Man er ikke terrorist fordi man er mørk i huden og muslim. Det ved jeg godt, du ved, men koblingen indvandrerdreng=utryghed=terror, kan blive en gængs opfattelse, hvis det gentages ofte nok. Laila Colding Lagermann forsker også inde for dette felt, og som Gilliam, fokuserer hun på, hvordan negative forventninger til en bestemt gruppe elever kan blive fastholdende gennem lærerens udtalte og uudtalte ageren. 

Det halter med den demokratiske dannelse siger du, og jeg må da indrømme, at jeg da bliver også forbløffet, når jeg læser dit brev, for vi lever åbenbart i to meget forskellige virkeligheder. For står det virkelig så slemt til? Her vil jeg lade Flemming Balvig, Lars Holmberg og Aydin Soei’s ”Tingbjergundersøgelse” tale for sig selv.

Du nævner ”Demokratisk dannelse” som obligatorisk fag som en evt. løsning. Jeg må indrømme, at jeg tror, det kan gå hen og blive kontraproduktivt. Hvis lærerne går ind til en time med den indstilling, at de skal vise at de ikke er ”berøringsangste”, og at de sagtens kan undervise i bl.a. Muhammedtegningerne, så er det min overbevisning, at der kan blive sat lighedstegn mellem ytringsfriheden og det at være ekskluderende overfor minoriteter. Der kan opstå det som Soei kalder modborgerskab. 

Men i det mindste var du meget konkret i din løsningsorientering, så det vil jeg også prøve at være.

Da du selv er studerende på et lærerseminarium ved du nok, at der er engang imellem er oplæg om det antiracistiske og normkritiske arbejde. Jeg mener dog, at denne viden ikke kun skal formidles til dem der vælger den til, men nok i højere grad det modsatte.

Skal antiracisme og normkritisk undervisning så være et obligatorisk fag på lærerseminarierne? Det skal i hver fald gennemsyre alle fag, som vi ser det i dag med inklusion og demokratisk dannelse. Derfor mener jeg, at undervisningen skal starte fra toppen. Jeg mener, at alle undervisere på de danske lærerseminarier skal have undervisning indenfor antiracisme, så det antiracistiske arbejde kan blive et konstant analyse- og refleksionsværktøj.

Det min opfattelse, at mange lærere har været ved brække sig over hele inklusionsbølgen, og diskussionen om folkeskolerne skal kunne inkludere alle, er da også nødvendig. Men, hold op hvor er underviserne, lærerne og de studerende blevet klogere på inklusion. Der er ingen shortcuts til inklusion, og på samme måde er det med antiracisme og normkritik. Det er arbejdet med en selv og ens egne fordomme om den gode og dårlige elev, der skal fylde i reflektionsrummet.

Til sidst vil jeg sige, at vores brev kom fra det gode hjerte ja, men vi har læst os ind i stoffet, alt hvad vi skrev har vi haft teoretisk belæg for. At man så kan have et andet teoretisk ståsted, er legitimt. Men jeg mener stadig, at ekskluderende sprogbrug vil have en negativ afsmittende effekt. Fra samfundets top og helt ind i klasseværelserne.

Vh

Helene Plett Forchhammer

Powered by Labrador CMS