Blog
2   16

Skal vi for eviiiigt....

Abonner på nyt om Erfaringer og refleksioner fra SOSU-verdenen i dit personlige nyhedsbrev.

OBS: Du er ikke tilmeldt et personligt nyhedsbrev og får derfor ikke en mail med dine valgte emner/blogs. Tilmeld dig her

...undervise helt online? Dette indlæg skal ikke handle om eleverne denne gang, men hvad coronanedlukningen har gjort ved mig.

Vi sidder stadig hjemme foran skærmen. Humøret og optimismen falder sammen som en smadret fastelavnstønde uden snold i. Fake it lader sig ikke længere gøre. Der er akut brug for en psykisk hjælpepakke. 

 

Artiklen fortsætter under banneret

Volbeats "For evigt" har kørt på repeat herhjemme i snart 1 år.

Da vi i marts 2020 blev sendt hjem første gang, var det hele spændende og nyt. Tilgangen og forventningerne til onlineundervisning var lidt blandet. Personligt synes jeg, det var spændende at prøve noget nyt. Jeg tænkte, at det kunne blive lærerigt. Lærere er vanedyr, og mange af os reagerer skidt på pludselige forandringer (*host host* lockouten). 

 

Jeg var også med under lockouten i 2013. Temmelig grøn og frisk fra seminariet i 2012. Jeg havde med andre ord ikke den store erfaring med tiden før 2013, og jeg var nok også en af de få, som tænkte, at det da kunne blive meget spændende, og man burde give reformen en chance.  Jeg mener stadig, at vi skal være bedre til at omstille os og fornye vores undervisning. Derfor gik jeg da heller ikke i panik over nedlukningen i marts. Det mindede lidt om lockouten i 2013, og kroppen husker som bekendt tidligere erfaringer, så jeg var helt rolig... næsten. I stedet for lockout blev det nu til lockin. Det kunne da godt blive hyggeligt. 

 

Som mor til en knap 2-årig på det tidspunkt og fuldtidsansat underviser, frygtede jeg mere at skulle balancere det end selve nedlukningen.  Hvordan skulle jeg kunne undervise godt nok, når jeg havde et lille barn samtidig, som ikke kunne passe sig selv eller aktivere sig selv.      Samtidig forventede min leder og eleverne, at jeg var tilgængelig i undervisningstiden fra 8.15 - 14.40 som minimum. 

Det trak flere tænder ud end noget andet. Det gjorde ondt i samvittigheden, og jeg overvejede kraftigt at lægge min opsigelse, men hvad skulle jeg så? Jeg ville ikke være ledig igen og slet ikke i en coronatid.

Glæden var derfor stor, da institutionerne åbnede op igen. Pludselig var onlineundervisning helt ok. Det fungerede for mig, og jeg blev didaktisk klogere. Jeg var mere effektiv i min forberedelsestid og blev ikke forstyrret af snik snak og den kommen og gåen, som der er i et forberedelseslokale, hvor der sidder 15-18 andre omkring dig, når undervisningen er slut. Jeg var optimistisk og havde mere overskud til både eleverne og hjemmefronten. 

 

Ak ja. December 2020. Hjem igen med os. Heldigvis kunne barnet komme i institution, men coronatrætheden har nu meldt sig. 

Jeg er træt. Jeg savner at se mine kolleger fysisk og ikke kun fra brystet og op. Jeg kan ikke engang huske, hvor høje mine kolleger er. Jeg har endda fået en ny leder, som jeg kun har set på en skærm. Jeg savner en normal hverdag. Jeg savner at kunne stå op og gå rundt, mens jeg underviser. Jeg savner at skrive på whiteboards og undskylde min håndskrift. Jeg savner hyggesnakken i personalestuen, når vi spiser frokost. Jeg savner at grine med mine kolleger. Jeg savner at kunne se alle mine elever på én gang og ikke kun 9 styks ad gangen. Jeg savner at få mit hjem tilbage, der efterhånden føles mere som en arbejdsplads end et hjem. 

Det her gør ondt nu. Jeg er mørbanket. Jeg har coronablues. Jeg er af natur introvert (og så vælger jeg at blive lærer). Jeg synes derfor godt om trygheden i at være på hjemmefra. Jeg har det også godt i minimalt selskab, og eleverne er fysisk godt på afstand, selvom deres hoveder popper op på skærmen, men nu længes jeg efter tiden BC (Before Corona). 

Jeg er helt sikkert ikke den eneste, der har det sådan nu. Jeg er lykkelig for at have et arbejde og noget at stå op til, men jeg frygter den mentale regning. Ensomhed, angst, depression, stress, sorg. Vi har alle, ung som gammel, vist samfundssind. 

Må vi ikke snart få lov at komme tilbage til hverdagen igen? Skal vi da for evigt være sammen... hver for sig?

 

 


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

LÆS OGSÅ

Netværket Sosu-undervisere er for alle, som underviser på social- og sundhedsskoler eller har interesse for området. 

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
136 andre er allerede tilmeldt