Debat

Hjemmeundervisning vs. Inklusion

Skolen. Det enkelte barn. Og trivsel. Er ikke sort hvid. Det er individualisme. Men kan vi det? Vil vi det?

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Lettelse. Afmagt. Frustration og muligheder.

Følelserne er mange i corona-hjemmeundervisnings-livet. Og helt sikkert forskellige. Udfra familiens situation. Det enkelte menneskes situation i familien. Hvordan vi hver især håndterer situationer.  For nogle er der virkelig godt flow. Og trivsel. I både at arbejde hjemme. Og have sit barn, eller børn, hjemme i hjemmeundervisning. For andre føles det som at drukne. Og intet er rigtigt. Eller forkert.

Jeg var selv igennem både afmagt. Frustration. Glæde. Flow, og endte ud i de muligheder det havde. Min 8 årige dreng går i 2. klasse. Han er lidt følsom, og kan godt finde på at reagerer udadreagerende. Men han er i, en helt almindelig klasse, på byens lokale skole. Med 21 andre søde børn.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Jeg er hjemmegående. Har noget undervisning. Blogger og skriver. Er mentor for et par børn og unge. Så jeg kan variere meget. Alligevel endte jeg ud i løsningen med at have nærværet med ham, og hans ageren som 1. prioritet. At forsøge at udnytte den mulighed, at have ham på første hånmd igennem diverse situationer.

Det var ikke noget jeg bare lige gjorde. Eller lærte i uge 1. Eller 2. Det kom stille og roligt. Og i forskellige afskygninger, havde jeg nu mulighed for at snakke med ham, om den måde han snakkede med sin kammerat over Teams på. Snakke med ham om hans enorme frustration, over kammeraten ikke var på, så de kunne spille og hjælpe ham i hans afmagt når han ikke forstod opgaverne. Step by Step. Én ting af gangen. Altså mentalisering. I fagsprog. "Kan der være andre årsager, end at din ven ikke gider spille med dig, eller har glemt dig"?

Han har været enormt glad for at blive hjemmeundervist. Fordi der ikke er så meget støj som oppe i skolen. Og især fordi ventetiden på at sidde med fingeren oppe, eller få hjælp, har været langt nemmere. Og hurtigere. Men han savnede selvfølgelig også sine venner. Spillet over ipad´en gav ham lidt. Men med en skoleipad i hånden, giver det også enormt meget skærmtid.

Så nu er han tilbage. Fysisk sammen med sine venner. Hvor de kan bygge dæmninger. Lege rollespil og spille brætspil. Mindre skærm. Og med det i "rygsækken" vi har mentaliseret og arbejdet med. De seneste 2 måneders tid. En enormt vigtig balance. Til trods for at hjemmeundervisning, også kan noget. Eller meget.

Hvilket jo bringer mig tilbage til min kæphest. Individualisme. En balance mellem skole, hjemmeundervisning i forskellige rammer og udgaver. Alt efter det enkelte barn. Er det en mulighed?

Det evige dilemma som er ressourcer, social dynamik og økonomi. Vejet op imod det enkelte barns trivsel.

Hvad er vigtigst?

At passe ind i kassen. At brede mulighederne ud til bedre trivsel for flere. Den populære inklusion. Kan helt sikkert også balanceres. Uden det behøver ende i en total hjemmeundervisning. Eller en total inklusion.

Men altså. På den måde fandt jeg ud af både at tage ansvar som forælder. Fordi jeg ikke dur til at sidde og være i modstand. Og brokke mig. Til ledere, instanser. Og nogle andre som man håber kan ændre vilkårene for en. Og fandt de muligheder som den her situation bragte.

Som altid. Fordele og ulemper. Fordelene skulle bare helst være til det enkelte barns trivsel. Og det er jeg i tvivl om, om det er mest. Derude. Om trivsel, individualisme, inklusion og faste rammer. Danser sammen. Mere end de låser hinanden.

Powered by Labrador CMS