Anmeldelse

Drømmeren

Ungdomsroman, som ikke bliver på overfladen

Sally Altschulers ungdomsroman oser af en stor og smittende fortælleglæde, som det er dejligt at møde.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Teenageren Rose er en eminent svømmer, og så har hun den specielle evne, at hun kan gå ind i andres drømme. Hendes far er taxachauffør, og han lader indimellem et ord falde om Roses specielle talent, når han kører med sine kunder. Blandt dem er der nogle, der øjner en chance for at kunne udnytte Roses evner.

Fakta:

Titel: Drømmeren

Forfatter: Sally Altschuler

Pris: 300

Sider: 395

Forlag: Jensen & Dalgaard

Nogle folk med drømme om at blive rige og at få magt får da også fat i hende og overtaler hende til for penge at medvirke ved nogle drømmeseancer, hvor hun skal bruge sin force med at kunne gå ind i andres drømme og lempe dem ind i hovedkvarteret, "Drømmeslottet", der skal være et stærkt energicenter. De specielt udvalgte menneskers energier skal bruges på det helt store metaplan, hvor det handler om at få magt over samfundet og dets muligheder: økonomi-, klima- og energiproblemerne skal løses. Rose bliver i begyndelsen udelukkende brugt som medie, men langsomt snøres nettet også om hende, og hun må til sidst være ekstra årvågen.

Romanen bevæger sig elegant på mange planer. Mest af alt er det vel en historie om Roses lettere dysfunktionelle familie. Men det er også en fremtidsroman med en snert af science fiction, der fokuserer på de fantastiske muligheder, der ligger i den teknologiske udvikling, hvor teknologien kan bruges på den gode måde eller den mindre gode.

Det er også en roman om etik, for hvad er rigtigt, og hvad er forkert? Og det kan være svært at skelne fra hinanden i den gedulgte verden, som Rose rodes ind i. Til sidst har hun svært ved at finde ud af, hvem hun kan stole på, og hvem hun ikke kan stole på. Alt dette får Sally Altschuler imidlertid bredt smukt ud i sin næsten 400 sider spændingsfyldte thriller for de ældste elever i folkeskolen.