Det seneste årti har jeg arbejdet som folkeskolelærer, med alt hvad dette indebærer - jeg er stille men sikkert blevet formet til den lærer og fagperson jeg er den dag i dag. Jeg har fundet mit klare ståsted for, hvad jeg indeholder af kvaliteter som lærer og fagperson, og hvor jeg på bedst mulige vis kan bruge min ekspertise og fagkyndighed til at hjælpe eleverne på adækvat vis. Med andre ord, har jeg fundet mit ståsted i min profession som folkeskolelærer - ydermere har jeg gennem årenes løb understreget vigtigheden af, at vi får skabt rummelige klasserum hvor alle elever føler sig velkomne, på trods af at alle er forskellige - selvom 9 ud af 10 drenge fra klassen lever og ånder for fodbold, skal den sidste dreng der mere er til håndbold stadig inkluderes og føle sig som en del af noget. Ingen skal stigmatiseres og jeg kan ikke understrege nok, især i disse corona-tider, hvor vigtigt det er, at vi understreger, at det er okay at føle sig ængstelig for at gå i skole når denne yderst omtalte virus florerer og at det er okay at sige højt, hvis man føler sig bange, nervøs eller hvad denne særlige tid ellers kan have bragt med sig af følelser i os. 

Frygten for at blive stigmatiseret

Men hvad med på lærerværelset? Jeg har fundet mine klare styrker og svagheder når det kommer til mit professionelle virke som folkeskolelærer, men har jeg fundet mit klare ståsted når jeg træder ud fra klasselokalet og ind på lærerværelset? Det korte svar er; ja og grunden til at jeg tager dette op er, at jeg i den seneste corona-tid hvor folkeskolerne begynder at åbne op igen for de mindste, ser flere problematikker - jeg har bevidst valgt at trække mig fra lærerværelset og sætte mig ind på mit eget kontor på matriklen af flere grunde - jeg er ængstelig for at afstanden på 2 meter bliver glemt, og at jeg derved i værste fald ender med at blive smittet og bringe denne virus videre til mine nærmeste og medmennesker. På sin vis burde disse bekymringer være fuldt ud acceptable og forstålige, men jeg kan alligevel ikke lade være med at føle, at jeg trækker mig fra fællesskabet ved at isolere mig selv - frygten for at blive stigmatiseret, hvis nu jeg giver udtryk for, at den fornødne afstand ikke bliver holdt, sidder dybt i mig og i sidste ende er dette nok ligeledes medvirkende til, at jeg holder mig på sikker afstand. På eget kontor i sikre rammer - men burde vi som fagpersoner ikke ligeledes føle os inkluderet, som vi selv prædiker om til vores elever? Er det ikke vigtigt, at vi alle accepterer at nogle er mere ængstelige for corona end andre? 

Ved at holde afstand står vi sammen

Jeg føler og tror langt fra, at jeg er den eneste der har det sådan - men hvis alle holdt den fornødne afstand, ville disse følelser vel ikke sidde så dybt i mig? Jeg frygter dog, at flere og flere slækker på afstandskravene og ender med at være tættere end anbefalet - hvilket sætter mig i en endnu mere udsat og ekskluderet position, for ”hvis de andre godt kan socialisere sig på ”gammeldags vis”, hvorfor kan du så ikke?” 

Det er mit ønske og håb, at vi alle tænker over at få holdt den fornødne afstand når vi igen starter op i folkeskolen - så vi alle kan føle os inkluderet og som en del af noget - selvom det er med 2 meter imellem os. En fælles front der på bedste vis overholder afstandskravene og hvad der dertil hører, så smitten ikke bliver udbredt og så vi bedst muligt passer på os selv og hinanden.  

Dette skal ikke ses som et postulat om, at vi ikke holder afstand - mere en påmindelse om, at afstanden ligeledes gælder blandt os voksne. Så vi stadigvæk kan have en hyggelig og tiltrængt snak ved kaffemaskinen efter to lange matematiktimer - blot med 2 meters afstand imellem os.