Debat

Mindre snak om samarbejde - mere handling

I øjeblikket italesætter vi som forening alt det solskin, som vores seneste arbejdstidsaftale har ført med sig. Det kan have nogle strategiske hensyn, men det binder også meget energi til fortællingen om, at nu er alting godt, og hvis vi skal være helt ærlige, så er det jo ikke tilfældet.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Jeg ønsker ikke at modarbejde samarbejdssporet, da det er et greb i værktøjskassen, som vi er blevet enige om ved afstemning, men når vi binder for meget energi i et bestemt spor, så risikerer vi at lukke porten til noget andet. Min store bekymring er, at når fortællingen om det lykkelige ægteskab begynder at fylde for meget, så bliver den enkelte lærer mere alene med sin hjertebanken i dagligdagen. ”Er det så mig den er gal med, når hverdagen ikke hænger sammen?” Kan man spørge sig selv.

Derfor skal vi nedtone begejstringen, hvilket ikke burde have indflydelse på det fortsatte samarbejde. Jeg sad på tilskuerrækkerne med vredestårer i øjnene, da kongresdelegerede for nogle år siden på kongressen gav undervisningsministeren et stående bifald. Mange har sidenhen beklaget, at de lod sig påvirke i situationen og er blevet den erkendelse rigere. Det skal vi huske, når vi nu igen skal finde balancen mellem respekten for den enkelte lærer, der snart vender tilbage til skolen under fysisk og mentalt pres samtidig med, at vi forsøger at opnå forbedringer ved at stryge hunden med hårene.

Noget af det som vores arbejdstidsaftale lægger op til er en flodbølge af lærere, der griber mikrofonvejen til indflydelse. Hvis vi skal have succes med det, er der tre forhold, der gør sig gældende.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Drømmen om anstændige arbejdsforhold

For det første skal lærerne være i stand til at drømme om anstændige arbejdsforhold. Længe har der været drevet rovdrift i en grad, der gør, at særligt nyere lærere tror, at det er en del af et helt almindeligt arbejdsliv at være i mentalt underskud og have kronisk hjertebanken. Det indbyggede dilemma er, at vi på den ene side griber, hvad vi kan få for at opnå en lille grad af beskyttelse, men samtidig sender vi dermed også et skjult signal om, at vi dybest set legitimerer det umulige. Vi skal højlydt sammen drømme om det anstændige arbejdsliv, hvis vi skal rykke. Det er ikke det modsatte af samarbejde. Det er bare en anden indgang.

Frygten for at ytre sig

Det andet forhold der gør sig gældende er den voksende frygt for at udtale sig om noget på sin arbejdsplads. Mundbindet strammer mere end nogensinde før, og det er ikke kun på grund af Corona. Det er bare lettere at løbe lidt stærkere end at skulle få mavepine over en tjenstlig samtale. Vi skal hjælpe KL og Skolelederforeningen med at påminde alle led om, at det er en styrke hele vejen rundt, når ansatte åbner munden. Det er også en vinkel på samarbejde.

Det faglige fællesskab

Det sidste forhold handler om det faglige fællesskab. Det er helt afgørende, at det kommer til at brænde nedefra. Det kræver en stor indsats at få det til at leve. Det kræver mod og vilje og det næres af den energi, der hentes i indignation. Her støder vi på endnu et par dilemmaer, når vi retter vores fokus på glansen fra aftalen. Vi skal som forening på den ene side bære den faglige ånd helt ind på lærerværelset og samtidig opføre os pænt uden at træde nogen over tæerne. Vi har hårdt brug for den del af lærerne, der tør gå forrest og vise fanen, og dem får vi svært ved at hive med, hvis vi dybest set helst ser, at de holder mund i det gode samarbejdes navn. Personligt mener jeg, at det indgyder stor respekt, at man tilkendegiver, at man vil arbejde frem mod samme mål uden at give afkald på sin kerne. Det kan let gøres i samarbejdets navn, og her kan vi finde noget gods, fordi vi kan forene alle medlemmer i DLF – også dem, der føler, at deres stemme bliver kvalt.

Vi skal arbejde videre med planen uden at promovere den som hellige stentavler, der er kommet ned fra himlen. Intet er hugget i sten. Heller ikke denne (måske kortvarige) åbning til at prøve at få indflydelse. Det vil kræve en stor indsats af alle at vride noget ud af situationen. Lad os nu prøve at bruge det rigtigt.