Debat

Læreruddannelsen trænger til et voldsomt kvalitetsløft!

Jeg er lærerstuderende, og oplever desværre en læreruddannelse, der svigter sin opgave, og som ikke har rammerne og ressourcerne til at uddanne de bedst kvalificerede lærere. En læreruddannelse der skuffer, og som jeg ønsker en bedre fremtid - for vores alles bedste. Derfor har jeg skrevet et brev til uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen med en opfordring til at give læreruddannelsen et voldsomt kvalitetsløft. Et brev som I alle har mulighed for at underskrive via følgende link: https://www.wechange.dk/indsamling/laereruddannelsen-traenger-til-et-voldsomt-kvalitetslft-844/

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Åbent brev til Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen

Kære Ane

Vi ved, at du har sat nogle processer i gang, der sigter mod en forbedret læreruddannelse i en snarlig fremtid. Du skal vide, at det er yderst tiltrængt! Selvom vi gentagne gange har påpeget udfordringerne hos ledelse og undervisere, frygter vi, at du og resten af samfundet ikke er klar over præcist, hvor tiltrængt dette kvalitetsløft er. Derfor vil vi gerne oplyse dig og alle andre om netop dette i et håb om, at vores frustrationer vil blive taget seriøst i kommende forhandlinger.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Først og fremmest vil vi påpege det meget presserende behov for mere praktik som stort set alle studerende efterspørger. Den nuværende læreruddannelse varer fire år, og man er som studerende i praktik i 3 x 6 uger igennem uddannelsen – med forskellige klasser og praktiklærere. Det er 18 uger ud af ca. 210 uger. I de 18 uger skal vi stå for undervisning i ni timer (12x45 min) om ugen, og de ni timer er ofte fordelt på to eller flere klasser/hold. En af de tre centrale kompetencer vi skal arbejde med i praktikken er relationsarbejdet. Det vil sige, at vi skal have fokus på, og stifte bekendtskab med, hvordan vi skaber de bedste relationer til eleverne. Dette arbejde skal vi så lykkes med i en praktik, hvor vi over de seks uger sammenlagt er til stede med eleverne 54 timer, hvilket svarer til ca. en time pr. elev, hvis man underviser to forskellige klasser. På de 54 timer skal der udover et gunstigt relationsarbejde ligeledes være fokus på undervisningsindhold, formidling, ad hoc opgaver og meget andet – en utopi der er fuldstændig urealistisk i praksis. Dette skal ses i lyset af, at lærerens relationsarbejde er noget af det mest centrale, hvis man skal lykkes med sin undervisning og afgørende for elevernes trivsel i skolen.

Praktikken er ligeledes et undersøgelsesrum, hvor de studerende med rådgivning og støtte kan begå fejl og blive bedre. Et sted hvor de studerende får afprøvet måder at formidle fagligt indhold, og hvor de kan teste, om det er muligt at lave aktiviteter og opgaver, der er udformet på et teoretisk grundlag. De fleste er klar over, at noget der er udviklet på en udelukkende teoretisk baggrund vil trænge til tilpasning og revurdering, når det afprøves i praksis. En tilpasning og revurdering der er fuldstændig umulig at gennemføre på de blot seks ugers praktik. Dette resulterer i, at de studerende bliver bevidste om deres udfordringer, men ikke får mulighed for at arbejde med disse.

Vi håber, at dette overblik viser, hvordan prioriteringen af praktik i kommende aftaler om læreruddannelsen er altafgørende for kvaliteten af Danmarks kommende lærere.

Udover praktikken trænger også selve undervisningen på læreruddannelserne til et gevaldigt kvalitetsløft – og ikke blot et kvalitetsløft, men samtidig et kvantitetsløft. Den mængde reel undervisning de studerende modtager er minimal, og kvaliteten af undervisningen er desværre alt for ofte langt under de standarder, man kan forvente af et uddannelsessted, der har til formål at uddanne gode undervisere og formidlere. Det er som studerende tragikomisk at deltage i undervisning, hvor underviseren på ingen måder lever op til de idealer for undervisning, der fremstilles af selv samme underviser. Vi oplever ligeledes ofte undervisere, der har begrænset eller ingen erfaring med folkeskolen. Der er en tendens til, at disse undervisere ikke formår at skabe sammenhæng mellem undervisningens indhold på læreruddannelsen og arbejdet i folkeskolen, hvilket kan få undervisningen til at virke meningsløs for de studerende.

Heldigvis er der på læreruddannelsen også kompetente og engagerede undervisere, der brænder for deres fag og som ønsker det bedste for de studerende. Det er en fornøjelse at sidde til undervisning, hvor tiden flyver afsted, og indholdet er relevant og vedkommende. I sådanne situationer melder frustrationerne sig dog stadig. For når kvaliteten er høj, mærker man særligt savnet af kvantiteten. Underviserne gør deres bedste for at presse så meget som muligt ind i undervisningen, men med så få undervisningstimer, er det en på forhånd tabt kamp, de sætter sig for. Derudover varetager underviserne så mange forskellige opgaver på forskellige hold, at man som studerende får indtryk af, at de skal arbejde i dobbelttempo for at følge med.

Vi håber, at der fremover vil blive prioriteret kvalitet og kvantitet på uddannelsen, så der kommer flere kompetente undervisere med overskud og mulighed for at udøve eksemplarisk og praksisnær undervisning for de studerende.

Det er skræmmende at nærme sig afslutningen på et uddannelsesforløb, hvor udbyttet har været langt under det forventelige, og samtidig vide at det næste man skal, er at stå i en rigtig skole, i en rigtig klasse og være den rigtige lærer.

I det demokratiske Danmark, hvor uddannelse er en af grundpillerne i samfundet, er det en forudsætning for at kunne opretholde velfærden, at kommende lærere får de bedste uddannelsesmuligheder. Det er nemlig lærerne, der skal uddanne fremtiden!

Det her er et råb om hjælp, men det er også et råb fyldt med håb. Håb om at fremtidens lærerstuderende ikke skal trækkes igennem samme frustrerende, nedslidende og mangelfulde uddannelse, som vi er i gang med nu!

Mange håbefulde hilsner

Kirstine Svansø Iversen, lærerstuderende i Aarhus

                    &

Alle der har skrevet under på følgende hjemmeside: https://www.wechange.dk/indsamling/laereruddannelsen-traenger-til-et-voldsomt-kvalitetslft-844/