Blog
1   19

Rødder og vinger. 1: Kanon og køn

Abonner på nyt om Jens Raahauge i dit personlige nyhedsbrev.

OBS: Du er ikke tilmeldt et personligt nyhedsbrev og får derfor ikke en mail med dine valgte emner/blogs. Tilmeld dig her

Folkeskolens litteraturkanon er fuld af mænd, og nu ønsker nogle at få flere kvinder på listen. lad os diskutere, hvad der er op og ned - og vejen frem.

I de her tider, hvor man nærmest er bundet til sit skrivebord, kan man godt blive ramt af udlængsel. Men frem for at flyve til Dubai, kan det være en midlertidig løsning at lade tanker flyve, gerne på opfordring af andre.

Således kom jeg på storbytur til Rom, da en god ven inviterede mig med ved at sende mig Odd Brochmanns bog Rom indenfor murene.  Hans medrivende og reflekterende ord bringer en vidt omkring. Således skriver han: "Vel er han klar over, at der er noget, der hedder historisk nødvendighed, og at det er irrelevant at vurdere fortidens forhold ud fra egen tids ideologiske målsætninger - alligevel kan han ikke undgå at opfatte hele det prægtige Rom, med Peterskirken, Colosseum og det hele, som verdenshistoriens største vampyr, først næret ved udsugning af et verdensriges provinser og senere ved en mere eller mindre svindlerisk udnyttelse af den helvedesangst, hvormed kirken havde klaret at belemre hvert eneste menneske i kristenheden. Som en by, hvis eneste eksportartikel har været magt, mens alt andet blev hentet udefra, heri medregnet en god portion af de kunstnere, der fik til opgave at transformere griskheden til skønhed, til noget med præg af ædle motiver." 

Alligevel må han overgive sig til denne by - uden beundring eller afstandtagen, men "af interesse for de måder, mennesket røber sit væsen på under skiftende omstændigheder.

Disse overvejelser sendte mine tanker ud over Rom og hjem til erindringen af nogle af de samtaler, vi havde i Ole Vig jensens Det musiske udvalg, hvor daværende skoledirektør i Skagen, Chresten Sloth Christensen, onskede at få skolen funderet på både rødder og vinger, forankring og udsyn. 

Artiklen fortsætter under banneret

Illustrationen ovenfor er omslaget til musisk udvalgs video med samme tidel. Læs evt. mere her: https://www.folkeskolen.dk/25346/frem-med-muserne

Disse frugtbare samtaler i udvalget, hvor vi ikke kæmpede mod hinanden, men med at lade os inspirere af hinanden, tog jeg med mig, da jeg kom med som grundskolerepræsentant i udvalget, der skulle finde frem til en Dansk litteraturs kanon. En kanon handler i sagens natur om rødder, fordi det, der konstituerer en kanon, er det, som over tid er holdt i live af undervisere og forfattere gennem tiden. Altså det, der på sin vis har vist sig levedygtigt.

Derfor kom den litterære kanon til at se ud som den gør; den afspejlede stort set de pensumlister, som år efter år var blevet sendt frem til Undervisningsministeriet fra grundskole og ungdomsuddannelser. Og derfor er den for mig at se væsentlig, fordi den afspejler to fænomener, der karakteriseret vores rødder: 

1) Den litterære verden har, som et spejl af samfundet i øvrigt, været mandsdomineret, ja, kvindeundertrykkende. Denne erkendelse er væsentlig for at kunne korrigere og komme videre.

2) Fælles for de kanoniserede forfattere er, at de har skrevet på det rigtige sted på det rette tidspunkt: de bringer strømninger fra den store verden til Danmark og iklæder dem dansk sprogdragt. Og der er tidsbestemte grunde til, at de er mænd. Patriarkalske tilgange var stærke til tæt på vores samtid. Jeg tænker på de mange seriebøger, jeg selv slugte som dreng, både Jan- og Puk-bøger, hvor Jan ofte kom ud i verden, mens Puk som det vildeste kom til nabosognet - og altid havde viskestykket med. Der er grund til at korrigere og komme videre.

Nu er der så fremsat et forslag om at få flere kvinder på kanonlisten. Og det finder jeg lidet gennemtænkt af et par grunde:

1) Det er udtryk for en ringe forståelse af, hvad en kanon er; altså udtryk for en analyse af, hvad der er vores litterære rødder. Nu er der snarere tale om en pensumliste. Og hvis vi skal videre, og det skal vi, er det vel værd at overveje, om vi vil skabe nye pensumlister, eller om vi vil overlade udvælgelsen af relevant litteratur til undervisningen til underviserne; sådan som det har været traditionen i dansk skole. Og som nu kan tages op i bevidstheden om, at vi ikke har gjort det bevidst nok indtil nu; for det er jo os alle, der har konstitueret den mandsdominerede kanon.

2) Forslaget peger på, at det, der i kanonudvalget forekom som en salomonisk løsning, med en obligatotisk fælleskanon for grundskole og ungdomsuddannelser, og to frivillige kanonlister for hhv. grundskole og ungdomsuddannelser, har vist sig kritisabelt. Løsningen udsprang af de daværende politiske positioner, ikke mindst i et Venstre, der var delt imellem højskole (ingen tvang) og handelshøjskole (tvang). Men hurtigt viste det sig, at man alene interesserede sig for det obligatoriske, som kunne hakkes af, og ikke for det frivillige, som skulle inspirere, og som i nogle tilfælde havde større forfatterskaber end den obligatoriske liste, fx Ole Lund Kirkegaard og Søren A. Kirekegaard. Fælleslisten skulle sikre en vis sammenhæng imellem grundskole og ungdomsuddannelser, men selv dette perspektiv blev underløbet af et reformforløb, som tilsyneladende ikke var præget af stor indsigt i denne tænkning, idet de ændrede fælleslisten for grundskolen, men ikke for ungdomsuddannelserne - og i øvrigt med argumenter  af den arroganteske slags.

Nu lyder et af kritikpunkterne på, at stofmængden er så presset, at den obligatoriske kanon spænder ben for, at lærere kan vælge det, de finder, der er behov for i undervisningen. Derfor er det måske på tide, at vi dropper den obligatoriske kanon og afløser den af nogle pejlemærker, som stiller krav til lærerne (og undervisningsmiddelproducenterne) og en bredde i både tids- genre- og kønsmæssige tilgange til tilrettelæggelse af undervisningen.    

For mig at se har politikere, embedsværk og forlag stirret sig blinde på den obligatoriske del af kanonudvalgets anbefalinger, idet det har været enklere at arbejde med en pælerod end med trævlerødder. Dette har i nogen grad - kombineret med overgang fra undervisning til læring - ført til en fastholdelse af ubalancen imellem mulige udfoldelser af litteraturarbejdet, bl.a. også omkring det kønspolitiske perspektiv. 

Derfor er det i min optik bedre at droppe kanon end at ændre dens karakter til ensidigt at være pensumliste. Jeg tror, der er mere vingesus over en fremtid, som bygger på pædagogisk prioritering frem for politisk pensumtænkning.

Prøv at se denne konklusion i lyset af Brockmanns ord i indledningen; alle veje fører fra Rom!   


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

Netværket for danskundervisning er for alle, der underviser i eller interesserer sig for faget. I samarbejde med Dansklærerforeningen.

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
3.494 andre er allerede tilmeldt