Debat
0   12

Uddrag af en landsbydegns dagbog

Et lille øjebliksbillede fra januar 2021

Uddrag af en landsbydegns dagbog.........

Det var i midten af 1960'erne, der sidst var undervisning i vores hus, som er en tidligere skole og mere end 100 år gammel. Den gang boede læreren i den ene ende, og skolestuen var i den anden ende. Siden marts 2020 har vores hus imidlertid igen fungeret som skole, omend i en lidt anden udformning.

Ja, det er jo ikke fordi, begivenhederne står i kø, og det er heller ikke fordi, hverdagene er præget af voldsom megen variation.

Vi siger "god morgen", ønsker god dag og så sætter jeg mig ved computeren og går på meet. 2 lektioner senere har jeg pause og så går jeg på meet. Pause og meet, pause og meet. På en god dag indsniger der sig udforudsete møder eller aftaler eller beskeder. Og! Der kan ovenikøbet ske det helt utrolige, at telefonen ringer, og man farer sammen, fordi der pludselig er en uventet lyd.

Artiklen fortsætter under banneret

Så er det altså, at jeg venligt, men bestemt, må gøre opringeren opmærksom på, at jeg altså sidder i mit køkken og har undervisning med 26 elever (vi har et stort køkken), og jeg vil meget nødig forstyrres.

Når klokken er 16 eller 17, kan jeg slukke for meet og luske mig til at kigge i min mail box: "Jubiii", i dag var der 143 mails, som så desværre er lydfiler, stile, oversættelser, analyser m.m. Det er ikke hilsener fra fjern og nær for at høre, hvordan det står til. Dette er ikke spydigt ment, for det hører til sjældenhederne, at der kommer private hilsener på "skole mailen".

Men omstændighederne taget i betragtning, så går det fint, og det mener jeg seriøst. Jeg har det godt, og jeg keder mig ikke. Jeg er ikke ved at blive vanvittig af kun at kunne sidde og kigge ind i min skærm. Til gengæld er jeg ved at få hård hud et vist sted, men jeg forsøger at afværge"ulykken" og få lidt bevægelse. Jeg springer rundt og hænger tøj op og lægger det sammen. Jeg kaster mig over bolledej og kaster de formede boller på pladen. Jeg tager en rask spurt ud på toilettet, når vandet står mig i øjnene, fordi jeg har siddet for længe. Så nej, bevægelse er der rigeligt af og i ganske afvekslende form. Og for øvrigt er jeg ved at slå min egen rekord i at kunne hente mest muligt brænde på 10 minutter.

Mine elever er uovertrufne og klarer situationen til ug. Desværre kan jeg aldrig være helt sikker på, hvor godt de nu har det, fordi jeg kun kan se dem på skærmen. Ind imellem smiler de, og vi får os en lille snak om stort og småt. Ja, og undskyld - men hold kæft, hvor jeg savner at gå rundt i klassen, skælde ud, skære ansigter og se eleverne høfligt grine af deres tossede lærer. Jeg savner at se dem i øjnene, uanset om jeg så skal forklare noget fagligt, om jeg skal irettesætte eller bare høre, hvordan det er gået i weekenden. Og jeg savner i lige så høj grad mine kolleger.

Men! Jeg har det hverken værre eller bedre end andre i disse tider, og skulle nogen synes, at jeg "piver", ja så er det ingenlunde ment sådan. Det er lige svært/hårdt for os alle, så jeg og mine kolleger skal ikke ynkes. Det er slet ikke det, det drejer sig om.

Vi kommer igennem, og det bliver forår og lyst igen på alle måder. Det tror jeg på.

Personligt har jeg SÅ meget at glæde mig over. Jeg har mit arbejde at stå op til, min mand, vores børn, som kommer hjem og hjælper med en masse praktisk ude såvel som inde, laver mad, leverer hjemmebagte fastelavnsboller og i den grad gør meget for os.

Vi synes selv, vi er ret gode til at glæde os over "små" ting: en sød elev, der siger:"tak for hjælpen", en ven, der skriver eller ringer eller sågar dukker op, en morgenstund, hvor man kan hente brænde uden at blive dyngvåd eller blæst omkuld, to katte, som kræver ens opmærksomhed og taknemmeligt spinder, når de får noget føde.

En gang skrev jeg ugentligt på vers, men lige nu kniber det lidt med "nye" ideer, og jeg kan jo ikke fortsætte med "Hvem sidder foran skærmen.." det bliver for trivielt (forstod I den?)

Jeg håber ikke, at dette lyder som en klagesang, for sådan er det absolut ikke ment. Jeg har, som de fleste ved, blot brug for at lufte mine tanker, og i dag bliver det så i prosa form.

For at skrive er en af de ting, der hjælper mig. Og humor også. Og den prøver vi absolut at bevare. Og så sent som i går fik vi os et godt grin. Jeg skulle ringe op, og telefonen bippede bare håbløst længe, og ingenting skete. Til sidst fandt vi ud af, at jeg sad med telefonen for øret, imens jeg havde tastet nummeret på computeren. Så gik vi i gang med aftensmaden i stedet.

Rigtig god weekend og pas fortsat på jer selv

 


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

It-netværket er for alle, der underviser i eller interesserer sig for it i folkeskolen. 

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
2.008 andre er allerede tilmeldt