Der tales meget om rekruttering og fastholdelse på flere velfærdsområder. KL vil bruge en del af lønmidlerne i overenskomst 21 på sosu-området for at styrke rekrutteringen, mens vi alle holder vejret i håbet om, at samarbejdssporet udløser en lærervandring tilbage mod folkeskolen. Dog tyder noget på, at vi slet ikke ser ens på værdien af at fastholde kvalificeret arbejdskraft.

Helt grundlæggende er der ingen balance mellem opgaver og ressourcer i skolen. Selvom Corona har ændret meget på godt og ondt, vender vi stadig tilbage til en hverdag, hvor der er for få lærere til alt for mange opgaver. Flere steder befinder både lærere og elever sig i en permanent stresstilstand. Det udløser måske ikke en sygemelding, men det er en selvforstærkende, underliggende ængstelse eller tristhed, som giver støj og konflikter i dagligdagen. Hvis det ikke snart får en ende vil flere lærere udvikle en form for omsorgstræthed, og det vil blive svært at holde til et helt arbejdsliv i et fag, som stiller så store krav til det menneskelige. Som lærere er vores vigtigste arbejdsredskab os selv, og det er naturligvis sårbart, fordi vi kan løbe tør for det brændstof, som samler et barn op, der er faldet i gården, får en klasse til at juble over tyske verber eller rummer en vred forælder. Arbejdsmængden, tempoet og de høje følelsesmæssige krav, der er fulgt med blandt andet inklusion skaber desuden konflikter mellem arbejde og privatliv.

Det burde være i alles interesse at få gjort noget ved lærernes forhold, så skolerne kan fastholde deres personale og i mindre grad er nødt til at rekruttere nyt. Det er da også budskabet alle steder fra, men virkeligheden vidner om noget andet.

Svingdørspersonale og midlertidige ansættelser er efterhånden så almindeligt, at det er svært at have en loyal personalekerne, der danner skolens kultur og historie. Det giver naturligvis også arbejdsgiverne en stor magt, da det store, dynamiske felt næppe vil skabe den samme modstand i forskellige spørgsmål, der vedrører den daglige drift af skolen. Samtidig har man i mange år forsøgt at afprofessionalisere lærerne ved at fjerne deres pædagogiske sprog, deres faglige selvtillid samt negligere deres uddannelse ved ikke at kæmpe hårdt imod, at eleverne har siddet time efter time uden uddannede lærere ved tavlen.

Det kan tænkes, at professionelle lærere, som kender hinanden godt, som har slået rødder og bruger deres faglige fællesskab, dybest set står i vejen, og de giver ovenikøbet fast indtægt til deres lokale kreds, som måske skal svækkes. Det kan også tænkes, at det er blevet så normalt at opbruge menneskelige ressourcer, at det ikke betyder noget, at vi slides for hurtigt op.

Uanset, er det ikke den enkelte lærers eller teamets ansvar at få tid og opgaver til at hænge sammen, men det bliver det, når vi fortsat skal blive ved med at diskutere, hvordan man løser det dobbelte på den halve tid. Derfor er mit spørgsmål; er der overhovedet en interesse for at fastholde lærere i skolen, eller drejer det sig bare om at kunne anskaffe nogle arbejdsredskaber, der ikke laver for meget ballade?