Træning eller læring?
To spørgsmål er til evig debat blandt matematikundervisere på alle niveauer: Hvad er det, eleverne skal lære, og hvordan skal eleverne tilegne sig det faglige indhold? Hvis træning er vejen frem, er materialet her et udmærket bud.
Fakta
Titel
Se & regn-serien
Pris
25 kroner per hæfte
Sider
15 sider i hvert hæfte
Serien består af hæfterne
Enkle strategier, Flere strategier, Smarte strategier, To positioner, Flere positioner, Store tal, Tal 1-10, Tal 1-30 og Tal 0-100
Serie
Se & regn
Forlag
Forlaget Matematik
Lad det være sagt med det samme: Jeg er på ingen måde ynder af hverken færdighedstest eller tabeltræning. Det er livet ganske enkelt for kort til. Det er heller ikke groet i de seneste mange års folkeskolelove. I 1995/96 fik daværende undervisningsminister Ole Vig Jensen udarbejdet en bekendtgørelse om afskaffelse af færdighedsprøven. Der gik desværre politik i det, og matematikdidaktikerne og Opgavekommissionen blev overrulet af politikerne. Baggrunden for ønsket var undersøgelser, som viste, at matematikundervisningen i alt for høj grad var præget af færdighedstræning frem for dybereliggende forståelse. Lignende undersøgelser er kommet i en lind strøm lige siden suppleret af undersøgelser, som viser, at vi alle i et vist omfang underviser efter, hvad der testes i, frem for at undervise efter, hvad der står i fagmålene og læseplanerne.
Artiklen fortsætter under banneret
Øvehæfterne "Se & regn" er Forlaget Matematiks bud på træningsmateriale til indskoling og mellemtrin og til specialundervisningen i hele skoleforløbet. Det er tankevækkende, at det mest søgte på nettet under coronanedlukningen netop var træningsmateriale. Jeg håber inderligt, at der snart kommer øget fokus på lærernes rammevilkår, så der bliver plads og overskud til kreativ og lærerig matematiklæring.
Det var en lang indledning til dommen over øvehæfterne "Se & regn". Materialerne udmærker sig positivt ved at være overskuelige. Hvert hæfte har fokus på en enkelt faglighed. Tallene 1-10, 1-30, 0-100, positionssystemet og regnestrategier, begge på tre niveauer. "Se & regn" skal også have ros for, at der er ganske få opgaver på hvert opslag. Det er vigtigt med overskuelighed hos de fagligt svageste, som kan have mest glæde af træningen.
Som der står mellem linjerne i den første del af anmeldelsen, er supplerende træningsmateriale til matematik ikke groet i min baghave. Der er rigeligt med træningsopgaver indlejret i forlagenes matematiksystemer. Men "Se & regn" har sin berettigelse hos fagligt svage elever i normalundervisningen, som har brug for at få automatiseret faglige områder, og i specialundervisningen.
Og husk, at der er matematik overalt, og den skal læres i virkelige situationer med eksempler fra elevernes hverdag. Der skal billeder på tallene. Lad eleverne lave tegninger og historier, hvor matematikken indgår. Kun fantasien sætter grænser. Der er masser af inspiration til kreative undersøgelser i matematik i lærervejledningerne, i faghæftet og i fagudvalget på skolen. Lad matematikken blomstre.
MERE OM EMNET