Natasja Bolmgren underviser 1. klasse via Teams.

Ny lærer fjernunderviser i musik i 1. klasse

Natasja Bolmgren begyndte i sit første lærerjob efter sommerferien, primært som musiklærer. I fjernundervisningen er hun knyttet til 1. årgang, og det har sat hendes kreative musiklærerhjerne i gang.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Ni forskellige klasser og omkring 200 elever. Det er virkeligheden for nyuddannet lærer Natasja Bolmgren, som siden sommerferien har været ansat i sit første lærerjob - på deltid som primært musiklærer på Borgerskolen i Høje-Taastrup.

Mens alle elever er sendt hjem til fjernundervisning, er hun blevet knyttet til årgangsteamet for 1. klasse. Her er det primært engelsk, dansk og matematik, som der bliver undervist i under nødundervisningen. Men det betyder ikke, at Natasja Bolmgren har sluppet musikfaget.

"Jeg kommer med input til små opgaver, de kan lave i løbet af dagen. Mest for at få et afbræk i løbet af dagen. Det bliver små musikopgaver. Det er ikke opgaver, hvor det faglige niveau er højt. Det handler mere om at finde sjove opgaver, der kan stimulere eleverne på en anden måde i løbet af dagen", siger Natasja Bolmgren.

Find inspiration til musik i nødundervisningen 

Videoer med skolens sange

Hun har på Facebook efterspurgt musikopgaver, men mange af de forslag, der kommer, kræver, at eleverne læser ret godt og kan navigere i forskellige platforme. Det tør hun ikke satse på i 1. klasse. Alligevel har hun forberedt flere musikopgaver til eleverne.

"De har skoleiPads. Derfor har jeg tænkt, at de skal prøve et program,  Incredibox, hvor de selv kan smide lyde op. Der er syv mænd på skærmen og lyde, som man kan trække op og sætte på mændene, og så kan de sætte det hele sammen. Det er meget børnevenligt og simpelt", siger Natasja Bolmgren.

Hun har flere elever, der før jul efterspurgte muligheden for, om de kunne lave videoer, hvor de filmer sig selv og synger de sange, de har lært i skolen.

"De vil rigtig gerne vise, hvor gode de er blevet. Der vil være nogle, der ikke synes, det er sjovt at filme sig selv og synge. Så det bliver en frivillig opgave, hvor jeg kan give feedback til dem, som sender til mig", siger hun.

"Jeg har også tænkt på, at de skal finde deres yndlingssang og lave en tegning, der passer til. Simple hyggelige opgaver, der er nemme at gå til. Jeg har ikke forventninger til, at det er noget, som alle skal vise sammen på Teams. Jeg tænker, at man kan gemme det, og så kan man vise det frem, når vi kommer tilbage".

Musiklærer: Nødundervisning åbner nye veje i musik 

Valgfag med obligatorisk eksamen udfordrer

Natasja Bolmgren har også musik som valgfag i 7. og 8. klasse. Men her er undervisningen aflyst, og det frustrerer både hende og musiklærerkollegerne, da det indtil nu er planen, at eleverne i 8. klasse skal til afgangsprøve i faget til sommer.

"I princippet skal de til eksamen. Men det er en kæmpe udfordring. Valgfag er noget af det som bliver nedprioriteret. Så de er gået glip af rigtig meget undervisning. Jeg tror ikke, nogen af mine elever er klar til at gå til eksamen. De har mistet undervisning både i 7. og 8. klasse", siger hun og tilføjer:

"Jeg kan ikke gøre andet end at vente. For undervisningen er skåret helt ned. Det er svært for eleverne at sidde derhjemme og lære det og blive klar til en praktisk eksamen i musik. De skal spille på instrumenter, men det er ikke alle, der har instrumenter derhjemme. De kan ikke mødes på skolen og øve. Det synes jeg er svært at stå midt i".

DLF: Uforberedte valgfag må få konsekvenser for eksamen

Indtil videre koncentrerer hun sig i stedet om morgenmøder på Teams med 1. klasse og små kreative musikopgaver, som eleverne kan løse hjemmefra.

"Det bliver pause- og hyggeting, jeg kommer til at bidrage med".