Blog
0   17

Hvad Keld Skovmand og Lene Tanggaard taler om når de taler om at lære

Abonner på nyt om Læremiddel.dk i dit personlige nyhedsbrev.

OBS: Du er ikke tilmeldt et personligt nyhedsbrev og får derfor ikke en mail med dine valgte emner/blogs. Tilmeld dig her

- Og hvad vi ikke taler om, når vi taler om læring

Det gjorde dybt indtryk på mig, da jeg for efterhånden en del år siden læste den japanske forfatter Haruki Murakamis poetologiske erindringsbog: Hvad jeg taler om når jeg taler om at løbe (2009). Det er på ingen måde hans bedste bog. Den står slet ikke mål med sproget i hans romaner, men som inkarneret løber gjorde det indtryk på mig at få sat ord på noget, jeg kender så godt, men ikke har ord for: hvordan det at løbe og at skrive kan flette sig sammen. At løbe fungerer ikke kun som en metafor for skriveprocessen, men også som en konkret og fysisk disciplinerende forudsætning for det vedholdende arbejde med sproget som materiale.

Keld Skovmand og Lene Tanggaard arbejder også med sproget som materiale, og det er en af de fine kvaliteter ved deres udgivelse: Hvad vi taler om når vi taler om at lære (2020). Murakami var selv inspireret af Raymond Carvers novelle og novellesamling What We Talk About When We Talk About Love (1981), og man kan i forlængelse heraf overveje, om Skovmand og Tanggaards ’vi’ minder mest om Murakamis personliggjorte ’jeg-erindringer’ eller Carvers almengjorte ’vi-erfaringer’. Hvem er omfattet, af deres vi? Er det forfatterfællesskabets vi, eller er det et vi, der omfatter den pædagogiske offentlighed, der bør tale mindre om abstrakt og genstandsløs læring og mere om at lære noget om noget.

Artiklen fortsætter under banneret

I min læsning af Skovmand og Tanggaards bog er der tale om begge dele. Et kuriosum ved deres bog er, at den rummer jeg-passager, hvor man ikke er tvivl om, hvem det er, der taler, når et fortællende jeg taler om at lære. Det giver bogen en personlig kvalitet, der er væsentlig for dens ærinde: at skrive sig op imod et konceptuelt og afpersonaliseret læringsbegreb. Personlige oplevelser og erfaringer fra den nære familie, fx at gå på jagt og at bearbejde træ, fungerer således som kilder til forståelse af, hvad det vil sige at lære. Og der er tale om mere end metaforer. Faktisk er der tale om metonymier, dvs. billeder, der bygger mere på nærhed end på lighed, da der er tale om eksemplariske lærestykker, som ikke kan abstraheres fra de konkrete situationer og materialer. Læring findes ikke i abstrakt og generaliseret form. At lære er at være i lære, fordi vi lærer ved at deltage i konkrete praksisser, der finder sted.

Særligt glad er jeg for passagerne med bearbejdning af træ. Det hænger sammen med, at min farfar var møbelsnedker. Duften af træ i hans værksted i baghuset. Fascinationen ved de mange forskellige former for snedkerværktøj: høvle, stemmejern, skærejern, snitteknive og slibegrej. Snedkeri kræver håndelag, og træet er et materialet, der først og fremmest er ved hånden, inden man tager stilling til det i ånden. På samme måde er det med sproget. Som Per Højholt har formuleret det, så er ”materialets responsum” helt afgørende, når man arbejder skabende med sproget som materiale. Derfor er der en nær sammenhæng mellem sprogligt håndelag og åndsfrihed. Det er denne indsigt, der kommer kondenseret til udtryk i titlens sproglige fordobling: Hvad vi taler om når vi taler om at lære.

Skovmand og Tanggaards sproglige håndelag er på én gang tilintetgørelse og skabelse. Det er en tilintetgørelse af det læringssprog, der gør os fremmede for skolens formål og indhold. De mange konceptuelle begreber, der skyller ind over skolerne. Og det er en skabelse, der bidrager til den pædagogiske offentlighed med sproglige og historiske refleksioner over forholdet mellem for eksempel læring, oplæring, indlæring og aflæring. Således er deres bog bygget op om et sprogligt dobbeltgreb, der betyder, at den også kunne have haft titlen: Hvad vi ikke taler om når vi taler om læring.

Naturaliseringen af læringsbegrebet gør det nødvendigt med dels en sproglig afnaturalisering, fordi vi ellers får et fremmedgjort forhold til skolens formål og fagenes indhold, og dels en sproglig indkulturering, fordi vi har brug for at berige sproget med refleksioner over, hvordan vi udvikler og vedligeholder et formålsbevidst og indholdsmættet sprog om undervisning. Det fine ved Skovmand og Tanggaards bog er, at den bidrager til begge dele. Man behøver derfor ikke være enig i alle aspekter af deres tilintetgørelser og skabelser for at få glæde af deres pædagogiske høvlebænk.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

PLC-netværket er for ansatte og andre med interessere for skolernes pædagogiske læringscentre. I samarbejde med Pædagogisk LæringsCenterForening. 

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
689 andre er allerede tilmeldt