Blog
4   176

Du er lærer! Gør noget!

Abonner på nyt om Katja Gottlieb i dit personlige nyhedsbrev.

OBS: Du er ikke tilmeldt et personligt nyhedsbrev og får derfor ikke en mail med dine valgte emner/blogs. Tilmeld dig her

Da mine børn var mindre, var december en ørkenvandring af julearrangementer. Den sympatiske tanke bag den endeløse række af arrangementer var sikkert, at det gav et godt socialt miljø i de forskellige sammenhænge nutidens børn indgår i. Men...

I kender det, rækken af endeløse julearrangementer, som børnefamilier traditionelt kæmper sig igennem: spejder-julehygge, tennis-gløgg, teaterskole-klippeklistre, klasse-komsammen, tegneskole-klippeklistre, fodbold-tamtam og sågar den timelange årlige balletafslutning, der for vores vedkommende implicerede barn i trikot, englevinger og pap-harpe, og en russisk pianistinde, der afspillede et potpourri af highlights fra ‘Nøddeknækkeren’. Alt imens englebarnet blev utidig og fik smurt chokolade på al den hvide tyll. Og lillebror lå rallende og opførte en imponerende version af ‘Svanens død’ på gulvet mellem alle de våde vinterfrakker. Og man småbandende forsøgte at fiske ham op i lodret stilling og bare ønskede sig, at rækken af julearrangementer ville forsvinde som slud for den blege decembersol. 

Det var meget sympatisk med alle de arrangementer, men i praksis var det en blandet fornøjelse. Ikke mindst varierede iscenesættelsen af arrangementerne noget i kvalitet. Et af de mest uheldige var, da jeg engang trådte jeg ind til et arrangement, der var organiseret af en velmenende forældrekreds, som havde besluttet, at det var strengt nødvendigt for vores børns udvikling, at vi skulle bruge en våd onsdag aften på at producere noget husflid af glanspapir og lave nogle sjove konkurrencer med pebernødder. 

Vi var så langt henne i december, at jeg havde opgivet alle forsøg på at virke overskudsagtig. Derfor bestod mit medbragte tilskud til den fælles julebuffet af to halvkolde pizzaer med lyserød dåseskinke fra den lokale pizza-pusher. Og jeg havde allerede inde ankomst svedige håndflader ved tanken om, at jeg formentlig skulle have de to flourholdige papbakker lusket ind mellem Annabellas mors mousse af hvide bønner og en økologisk hjemmelavet lasagne, som en eller anden ‘åh-det-var-da-ikke-noget-type’ lige havde klasket sammen. 

Da jeg trådte ind i den nedlagte teatersal, viste Annabellas mors kreationer dog at være af mindre betydning.

Artiklen fortsætter under banneret

Forældrekredsen bag arrangementet havde udsendt en lang række mails med instrukser og opfordringer forud for dagen. Blandt andet havde man haft mulighed for at møde tidligt ind og hjælpe med oppyntningen. 

Hvor mange, der havde taget den udfordring op, ved jeg ikke. Men man må sige, at de var sluppet godt fra projektet. Lokalet var smukt pyntet. Lyset var dæmpet, der var dækket op ved langborde med festlige papirsservietter, som struttede op af engangsglas ved hver kuvert. Gamle syltetøjsglas var dekoreret med sejlgarn og rustikke stjerner og stod nu i grupper på bordene og fungerede som fyrfadsstager, der sendte et varmt, stemningsfyldt lys ud i salen. Formentlig blev der også afspillet dæmpet julemusik i baggrunden. 

Formentlig. For man kunne ikke høre noget som helst. Altså udover hujende, decemberopkogte børn i indskolingsalderen, der piskede rundt mellem bordene som vilde aber. Rundt om i spredte grupper stod lidt forældre og så betuttet til. Og et særlig frisk barn af den slags, man som lærer altid kan navnet på, selvom der går 650 børn på ens skole, havde slået låget op til det gamle, brune klaver, der stod i hjørnet, og tæskede løs i tangenterne, som var han til audition i x-faktor. Ved siden af ham stod to rødkindede gutter og brølede ‘Boing-boing-hendes-røv-går-op-og-ned’. Desværre kunne de hverken spille eller synge. Og desværre var Thomas Blachmann ingen steder at se. Det var de pågældende drengens forældre tilsyneladende heller ikke...

I ly af halvmørket, og det ragnarok der udspillede sig, forsøgte jeg ubemærket at klemme mine to våde pizzabakker ind på buffeten. Ud af øjenkrogen fik jeg øje på Annabellas mor. Hun havde kurs direkte mod mig, og hun så beslutsom ud, så jeg blev lidt hylet ud af den. Jeg slap hurtigt de fedtdryppende æsker, og yngstebarnet benyttede lejligheden til at forsvinde ud af synsvidde. Formentlig for at kunne nå at deltage i løjerne, inden hans mor lagde ham i benlås. Annabellas mor var dog ikke interesseret i hvidt mel og syntetisk skinke.  Hun sagde en hel masse til mig, som jeg ikke rigtig kunne høre. 

-HVA?

Hun tog en dyb indånding...

-Du er lærer! råbte hun så ind i øregangen på mig... -GØR noget!!!

-Hvaffor noget, sagde jeg, selvom jeg måske nok havde en anelse.

-NOGET, udbrød hun og slog ud med armene mod lokalet. -Vi har jo planlagt et program, tilføjede hun så og så så ulykkelig ud, at jeg fik helt ondt af hende...

Du er lærer! Gør noget! Selvfølgelig. 

Ordne har altid fået mig til at grine, måske mest på grund af situationen, der var så enormt komisk. Men på mange måder rummer de ord også essensen af det, at være lærer. Og samtidig kan de fint få lov til at stå som en afsluttende replik for lærergerningen anno 2020. Et år hvor lærerne pludselig skulle ‘gøre noget’, som ingen havde haft fantasi til at forestille sig, var muligt. Nemlig at flytte en hel praksis fra klasselokalerne og skolegården hjem til en skærm i privaten, hvorfra der nu skulle praktiseres faglig forsvarlig undervisning og klasserumsledelse via zoom, og man i øvrigt også lige skulle sætte sig ind i, hvordan man laver digitale arbejdsrum og forhindrer elever i at smide hinanden af teams, uden nogen siden at være blevet undervist i det. Vi er lærere. Vi gør noget! Hvis corona-året 2020 har vist noget, så er det, at lærerne kan og vil. Og måske skal man have i baghovedet, at praksis bliver til på skolerne. Ikke på et skrivebord langt væk fra 4. B. Hvis man vil ændringer, skal man give lærerne rum til at skabe de ændringer. Så gør vi nemlig noget.

Og de fleste af os ville måske være startet med at lukke klappen til klaveret, og få trioen pacificeret, så julefreden kunne sænke sig? Rigtig god jul og godt nytår.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

Netværket for danskundervisning er for alle, der underviser i eller interesserer sig for faget. I samarbejde med Dansklærerforeningen.

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
3.479 andre er allerede tilmeldt