I denne pandemiske tid hvor et lille virus hærger vores verden og lukker vores skoler er der mange lærere, som gør en ekstra indsats. Men især klasselærere er helt i front og sørger for klassens trivsel og sociale liv, selvom det foregår virtuelt.  

“Der går min klasselærer” er en af tv2s signatursange. Sangen gennemsyrer den danske befolknings bevidsthed om klasselæreren i den danske folkeskole. Den har været med til at definere en af folkeskolens helt klare kerneopgaver, og når man siger klasselærer har elever og forældre en helt klar opfattelse og ikke mindst forventning til hvad en god klasselærer er. Lige nu hvor klassen mødes i virtuelle rum får mange forældre indsigt i klasselærerens store arbejde for klassen og den enkelte elev, og ikke mindst hvor kompliceret klasselæreropgaven er.

Alle kan en historie om deres klasselærer på godt og ondt. Det gør det til et begreb, som lever i folks bevidsthed og forventningen er klar når det handler om opgaven og de krav man stiller til en klasselærer. Men tiden til klasselæreropgaven. Hvad med den?

Da jeg startede, som folkeskolelærer i 2007 blev jeg spurgt om jeg gerne ville have opgaven, som klasselærer af en ældre kollega. Hun var på vej til pension og synes jeg var den helt rigtige til opgaven. Jeg takkede ja og med en tidsramme på 70 timer om året var det en opgave som til tider krævede meget mere tid. Fordi klasselæreropgaven gav glæde og anerkendelse, og ja også til tider frustration og afmagt hos både elever, forældre og kolleger, fokuserede man mere på opgaven end på tiden. 

Man var ikke alene med opgaven, men havde det der hedder delt klasselærerfunktion og ofte var det dansk- og matematiklærerne fordi de med deres fag var klassens primære lærere. Tid og anerkendelse var kendetegnende for klasselæreropgaven.

Så kom 2013…. ja man behøver ikke sige mere end et årstal i folkeskolekredse, så ved alle hvad man taler om. Som dug for solen forsvandt den tidsramme til klasselæreropgaven for nu ville man lige pludselig ikke tale om tid. Egentligt meget forunderligt og de sagde det var for vores egen skuld. Man var rigid hvis man gerne ville snakke sammenhæng mellem tid og opgaver - mellem krav og ressourcer. 

Nu skulle vi tænke smartere og klasselæreropgaven fik navne som kontaktlærer eller andre sjove navne. Alle skulle være med og ansvaret blev kastet op i luften og man håbede at de ansvarsfulde lærere ville gribe opgaven. Begrebet blev udvandet mange steder og den vigtige og centrale opgave blev forvandlet til noget man bare skulle, selvom der ikke var afsat tid til det. Det var patetisk, det var til grin. 

Klasselæreropgaven findes stadig, men nu uden en tidsramme. Ingen forældre eller elever er dog i tvivl om hvem klasselæreren er, og hvilken vigtig og central rolle de har for at skabe fællesskab og trivsel i en klasse. Gode kolleger rundt om på landets folkeskoler løser opgaven så godt som de kan. Nogle går ned med stress, når de ikke kan se sig selv i øjnene, fordi opgaven ikke bliver tildelt en tidsramme. Andre lykkedes hvis skolelederen prioriterer det og kollegerne støtter op om dem. De fleste skoleledere ved godt at klasselæreren er central for den enkelte elev og klassens trivsel og dannelse, men tid til opgaven snakker vi ikke om.

Vanilla hva nu? Med den nye arbejdstidsaftale A20 optræder begrebet klasselærer og det er tid til at få sat tid på opgaven igen. Vi skal ikke tilbage til en klasselærer der hele tiden får det fulde ansvar med din klasse, dine elever, dit ansvar. Det skal løses i fællesskab, gerne i klasseteam, med tydelig klasseledelse. Klasselæreren har en helt central og professionel kerneopgave i folkeskolen. 

I Finland gør man mange gode ting og sikkert også det modsatte. Men man laver ikke mange skolereformer og slet ikke nogle, som man kunne betegne som elendigt politisk makværk. Til gengæld bliver man i Finland uddannet til at være klasselærer. Så måske man skulle søge inspiration her og igen gøre klasselæreropgaven til en ressource-bindende opgave, så vi alle kan have pligt for til i morgen… og tak for sangen tv2.