Blog
0   48

Lys i en mørk tid - tilbage i 1. klasse.

Abonner på nyt om Ann-Berit i dit personlige nyhedsbrev.

OBS: Du er ikke tilmeldt et personligt nyhedsbrev og får derfor ikke en mail med dine valgte emner/blogs. Tilmeld dig her

Må jeg godt skrive om noget andet end, hvordan corona-restriktioner påvirker mine arbejdsvilkår og mine elever? Det er nemlig her i denne mørke tid, at jeg for alvor kan skimte lys i tunnelen efter et efterår, hvor jeg lige skulle vænne mig til at være tilbage i 1. klasse.

God morgen.

Klokken er 7.00 - og jeg har lige lavet morgenens tredje kop kaffe. Der er ro på i min husstand, som ud over mig selv består af to teenagere hver anden uge. De sover så længe, som muligt. Den slags behageligheder er for længst passé for mit vedkommende. Jeg nærmer mig hastigt 50 år, og det gør åbenbart noget ved evnen til at sove - eller at sove videre....

Artiklen fortsætter under banneret

For når først jeg er vågen, så aktiveres et tankemylder af en anden verden. Det hænger ofte sammen med mine elever i 1. klasse. Noget, jeg skal huske at sige til et barn - eller skrive til en forælder. En eller anden udfordring, der skal løses. 

For det er SVÆRT at starte en 1. klasse. Det er simpelthen virkelig svært. Det er der mange grunde til. Jeg er selv en del af udfordringen, for når man kommer fra en 6. klasse, som man har haft siden de selv var første, så husker man næsten udelukkende de positive ting. Ligesom en fødsel. Man glemmer smerten. Det gør man også, når man følges med en klasse hele vejen fra begyndelsen til slutningen af mellemtrinnet. Når man så dykker ned i 1. klasse påny - så bliver man pludselig mindet om, at det er en kæmpe udfordring. Jeg skal omstille mig til et helt nyt sprog, et helt nyt abstraktionsniveau, korte tålmodigheder forbundet på børn med diverse grunde til at flimre. Jeg skal justere mine forventninger og krav. SELVOM jeg faktisk lovede mig selv at skrue ned for de faglige krav til nystartede børn i 1. klasse, så skød jeg ved siden af RIGTIG MANGE GANGE, inden jeg begyndte at ramme plet. 

Børnene skal lære mig at kende. Jeg skal lære dem at kende. De skal kunne mærke, at jeg vil dem noget godt. Nogle børn er bare imødekommende, og kærligheden er der fra dag 1. Andre børn har små knuder, som skal løses, og det gør jeg igennem den gode relation. Den gode relation bygger jeg på tydelig omsorg og kærlighed (og ja, jeg siger kærlighed - også selvom de ikke er mine biologiske børn). Men også tydelige rammer og krav. Jeg stiller krav. Hele tiden. Men i et begrænset antal. 

Det er en supersvær balancegang, for de kommer fra én verden til en ny - og broen er ikke bygget særlig solidt. På min arbejdsplads HAR vi faktisk nogle timer i 0. klasserne, når vi er modtagelærere, men det er i gennemsnit 45 minutter om ugen. Og dette år lukkede vi ned i foråret, så vi nåede simpelthen slet ikke slutspurten. 

Så broen mellem 0. klasse og 1. klasse er ikke så gangbar for alle børn. De starter ligesom alle sammen forfra. De skal være i nye lokaler. De møder nye voksne - bortset fra deres skolepædagog, som heldigvis er med. De møder nye forventninger og krav. Nye arbejdsgange. Nyt legetøj. Og selvom de kommer som samlet gruppe, der har kendt hinanden et år, så kender de alligevel ikke alle hinanden godt nok - endnu.

Så det der 1. klasse er en svær størrelse. For alle. 

Jeg forsøger at skabe trygge og genkendelige rammer, men samtidig er jeg også nødt til at justere, for jeg udsætter børnene for noget, som de slet ikke magter, og jeg holder aldrig fast i noget, som viser sig ikke at fungere (og jeg ved godt, at man skal forsøge mere end én gang - så det gør jeg). Jeg VIL gøre mit bedste for at tilrettelægge en skoledag for børnene, som er sjov. Eller interessant. Jeg har jo magt til at dræbe alle børns lyst til at gå i skole, fordi jeg udsætter dem for noget, som er for svært. Hver eneste dag udsætter vi lærere børn for undervisning, som de ikke har deltagelsesmuligheder i, fordi der er ting, vi ikke har lært dem.

Børn lærer jo ikke ting, bare fordi vi underviser i det! (Og ja, jeg vovede at sætte et udråbstegn!!)

Jeg forsøger at holde hånd i hanke med alle børns læring. Det er simpelthen så svært, når man starter en ny klasse - uanset hvilket klassetrin. Men det vil jeg. Jeg vil have styr på det hele. (Og nej nej - jeg ved godt, at jeg ikke kan, men jeg vil.)

Jeg vil samtidig skabe den bedst mulige forbindelse til forældrene, for har jeg forældrenes tillid, så kan jeg klare rigtig mange udfordringer med barnet/børnene/klassen. Så vi holder tidligt på skoleåret første forældremøde, hvor vi fortæller forældrene, at de kan kontakte os med ALT - stort og småt - på alle medier - også min telefon. Vi vil hellere tage de små ting i opløbet, inden de bliver store.

Vi skriver til forældre, når der er situationer, vi har vurderet som voldsomme - og når vi har løst dem med børnene, så skal forældrene kende til dem, så de kender vores oplevelse af konflikten, inden børnene kommer hjem og fortæller deres. Desuden skal de også vide, at vi aldrig overlader konfliktløsning til forældrene alene. Vi løser konflikter, som befinder sig i skolen - og forældrene er medspillere. 

Jeg skriver også til forældre, når jeg oplever noget virkelig dejligt. Især hvis jeg har lidt usikre forældre. De har i høj grad brug for at få at vide, at jeg ser noget fantastisk i deres børn, for de har tit fået noget andet at vide (ikke af mig, selvfølgelig!!)

Jeg har f.eks. en dreng, som taler meget i munden på mig. Det er grænseløst irriterende. Ærlig talt. Så jeg gør mig umage for at møde ham om morgenen, når han kommer - og sende ham verdens største smil - og spørge, hvordan hans morgen har været - eller hvad jeg ellers kan hitte på af positiv morgenkontakt. Så siger jeg til ham, at han skal huske at øve sig i dag - på at være stille, når jeg læser julebrev fra nissen op. 

Under oplæsning begynder han straks at tale. Han kommenterer sådan set bare. Jeg kigger på ham og siger: "Det er nu, du skal øve dig xxxx. Vil du hjælpe mig med det?" Og han vil gerne, så han er helt stille. Et øjeblik senere kan jeg høre ham sige: "Øh...", men så kommer han i tanke om, at han skal øve sig, og så rækker han hånden op. Jeg roser ham med det samme, fordi han er så god til at øve sig og siger til ham, at når jeg er færdig med at læse, så vil jeg gerne høre, hvad han har at sige. 

Det er en lillebitte ting. Men for ham er den stor (og for mig!), så jeg skriver og fortæller det til hans mor efterfølgende. Det er så vigtigt for mig, at alle forældre har en fornemmelse af, at jeg vil hjælpe deres børn. At jeg kan lide deres børn - og især at jeg kan lide de børn, som historisk set har fået meget skæld-ud, fordi de forstyrrer andre børn.

Da min egen søn gik i 0. klasse, fik jeg til første skole-hjem-samtale at vide, at han ikke kunne finde ud af at gå i skole. "Emil er en af 5 drenge herinde, som ikke kan finde ud af at gå i skole." Læreren havde ikke nogle løsningsforslag eller en handleplan. Det var bare en konstatering, jeg blev sendt hjem med. Jeg GRÆD som pisket. Mit første barn i skole kunne ikke finde ud af det. I virkeligheden var han bare vildt usikker. 

Men den erfaring har jeg taget med mig. Og derfor er der ALDRIG forældre, som får at vide at deres barn ikke dur til skole.

Jeg skriver også hjem til forældrene hver fredag - om stort og småt. Men kun nice-to-know. For det skal være frivilligt om forældrene vil læse det.

Jeg har før fået at vide, at forældre ikke gider læse alle de mails fra skolen, og det tror jeg sådan set er rigtigt. De gider ikke have en hel masse mails hver uge, der handler om gummistøvler og anden praktik. Men mine forældre (også de forrige - og forældrene før de forrige) er vildt glade for at læse om, hvad jeg tænker om pædagogik, didaktik og ikke mindst de daglige oplevelser jeg har med deres børn. De føler, de får indblik i en verden, som de ellers kun oplever igennem deres børn. 75% af alle forældre (både fædre og mødre) læser ugebrevene hver fredag. Det skaber tryghed og tillid. Og forældrene føler hurtigt, at de kender os - og skolen, og så kan vi klare på de svære og de knap så svære ting sammen....

Ups... Det løb af med mig.... Tilbage til overskriften...

Da jeg startede i august i 1.c, var jeg konstant træt. Jeg sagde til mig selv (og andre): "Det bliver bedre efter efterårsferien." I uge 43 sagde jeg: "Det bliver godt efter jul." Og jeg havde ret. 

Det bliver bedre - og lettere - som tiden går. Vi øver os på ikke at føle os nederlagsbehæftede, når noget går galt - for det GÅR galt, når man har 1. klasse. Det er kun et problem, hvis man ikke er indstillet på at forandre sig. Omstillingsparathed. Nøj, hvor er det vigtigt, når man underviser. (Bemærk punktum - og ikke "i en 1. klasse", for det gælder alle klassetrin). Vi øver os på at være omstillingsparate - og nyder, at det lysner. 

Det lysner, for vi oplever i højere og højere grad, at undervisningen lykkes for børn og voksne i 1.c. Aldrig altid. Men ofte. 


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

Specialpædagogiknetværket er for alle, der interesserer sig for eller arbejder med undervisning af børn og voksne med særlige behov. I samarbejde med Tidsskriftet specialpædagogik

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
2.414 andre er allerede tilmeldt