Af: Karsten Suhr, formand for ”Danmarks private skoler- grundskoler og gymnasier” og Kristoffer Brinch Ladefoged, ASTE-lærer i Rudersdal kommune.

Undersøgelser fra tænketanken CEPOS, viser at undervisningseffektiviteten er højere på de private skoler, idet de formår at løfte eleverne langt bedre end folkeskolerne. Helt konkret er 8 ud af 10 af de bedste skoler som var bedst til at løfte eleverne i skoleåret 2018/2019 var frie grundskoler, og kun 2 af de bedste var folkeskoler. 

Ser man på de absolutte karakterer, så er det samme billede. Helt konkret var privatskolerne 10% bedre end folkeskolerne i skoleåret 2018/2019 - i hvert fald, hvis vi ser på afgangskaraktererne, da gennemsnittet for folkeskolerne var på 7,3 mens de private grundskoler havde et gennemsnit på 8,0.

Den gængse fordom ift. de frie grundskoler er, at denne forskel skyldes, at det er velhavende forældre, der har råd til at sende deres elever på privatskole, og eleverne her derfor har de bedste forudsætninger. Heldigvis er billedet ikke så simpelt, idet CEPOS opgørelse af løfteevnen netop tager højde for elevernes socioøkonomiske baggrund i forhold til karakter. Kort sagt, man har altså set på, hvor meget eleverne har rykket sig med forståelse for de forskellige sociale baggrunde, eleverne har.

Der kan naturligvis være mange årsager til denne forskel, men en af de mest åbenlyse er den frihed, de frie grundskoler har til at tilrettelægge undervisningen og hele skolens virke til de børn og de forældregrupper, der er på den enkelte skole. 

Alle ved, at børn ikke er ens, og at de ikke lærer på sammen måde. Kommuner ikke er ens, og boligkvarterer rummer forskellige befolkningsgrupper, hvorfor elevernes behov og undervisningens tilrettelæggelse også bør være forskellig. Så hvorfor insisterer både landspolitikerne og kommunalbestyrelserne på, at folkeskolerne skal være ens inden for den enkelte kommune og i hele landet? Og hvorfor skulle skolereformen gennemføres som en ”one-size fits all”? 

På det tidspunkt, hvor folkeskolereformen blev udarbejdet, kunne man med fordel have set på de gode erfaringer, der er i den frie skoleverden, hvor diversiteten er endog meget stor og tilpasset den befolkningsgruppe, skolerne er placeret iblandt.

Med skolereformen, skulle elevernes læring på alle skoler støttes med længere skoledage bl.a. i form af den understøttende undervisning. Undersøgelser viser imidlertid, at disse timer i høj grad er blevet brugt til ”lektietid”, hvilket både kan være en stor hjælp eller en stor forbandelse for eleverne og deres familier. I områder, hvor forældre ikke har muligheden eller ressourcerne til at give eleverne lektiehjælp, kan dette tiltag være formålstjenligt, men for alle er det samtidig en forhindring for elevers fritidsaktiviteter og familiernes fleksibilitet. En vigtig del af dannelsen ligger også i børnenes deltagelse i flere forskellige fællesskaber – skolen skal og må ikke blive det eneste fællesskab, børn får mulighed for at deltage i.

De frie grundskoler er forældrenes skoler – folkets skole – oprettet og drevet af forældrene på et specifikt værdimæssigt grundlag. De frie grundskoler er også virksomheder, der, såfremt de ikke opfylder forældrenes forventninger, vil kunne gå konkurs. De frie skoler er afhængige af at tilbyde dannelse og uddannelse af en kvalitet, der medfører, at forældre tilvælger skolen. Hvert år er der frie skoler, der oplever elevnedgang og dermed må lukke. Forældrene har reel indflydelse på skolens drift, men naturligvis med en skoleleder, der har det daglige og det pædagogiske ansvar. Styringsmodellen for hhv. frie skoler og folkeskoler er altså helt forskellige, idet det på folkeskolerne er kommunalbestyrelserne, der har ansvaret, mens det på de frie og private skoler er forældrene. Det fritager dog ikke folkeskolen for de samme krav om kvalitet i uddannelse og dannelse som leveres i dag i de frie skoler. 

De frie grundskoler er værdibaserede skoler, hvilket betyder, at de har større mulighed for at markere de værdimæssige betingelser for elever og forældre. Rammerne er imidlertid brede, og betyder samtidig, at man på alle private skoler vil opleve, at rammerne betyder noget for det fællesskab, den enkelte skole udgør.

Forældrevalget af en privatskole har naturligvis en betydning. Forældrene har aktivt taget stilling til hvilken skole, der vil være bedst for barnet og familien, og forældreengagementet er stort. De private skoler arbejder intenst med at bevare og udbygge forældrenes engagement i skolen, således at skolen bliver ”vores skole” for både elever og forældre. Det samme skal helst være tilfældet for folkeskolen, hvis succes i lige så høj grad afhænger at forældrenes fulde opbakning og engagement. Netop på dette område kan skoleformerne lære meget af hinanden.

Ligeledes gælder det for både private skoler, men i lige så høj grad for folkeskolerne, at de skal være mere til stede i deres nærområder. Det kan for eksempel være i form af samarbejde med den lokale idrætsforening, virksomhedsbesøg eller samarbejde med gymnasier og teknisk skole. Både i folkeskolerne og på de private skoler er udvikling et must. Udvikling skal både ske ud fra udefra kommende forskning og via medarbejderne. Udvikling tager tid og bør foregå i afmålte etaper, så nye tiltag kan blive implementeret inden næste skridt tages. Og udvikling må og skal tage udgangspunkt i den enkelte skole, og de behov eleverne har dér.

Lad os undgå, at gøre folkeskolerne og de frie skoler til modsætninger og acceptere, at de hver især udfører en vigtig samfundsopgave. Lad os initiere et samarbejde, hvor de bedste sider af hver sektor udbredes til gavn for børnene og dermed for samfundet.