Alinea og FN's flygtningeorganisation står sammen bag gratis forløb om flygtninge

Flygtninge bliver diskuteret ved middagsborde og på sociale medier. FN's flygtningeorganisation og forlaget Alinea lancerer i dag et online undervisningsforløb for 6.-7. klasse, der skal give danske elever fakta om flygtningesituationen og kendskab til, hvad det vil sige at være på flugt.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Flygtninge er et emne, der har bidt sig fast i den offentlige og politiske dagsorden. Det bliver diskuteret ved middagsborde, på sociale medier og i fjernsynet, men er også præget af mange myter og mangel på fakta. Derfor er det vigtigt at bidrage til, at børn og unge mennesker kan få en indsigt og viden, der klæder dem godt på til at forstå noget så komplekst som flugt og den globale flygtningesituation", siger talsperson for FN-organisationen UNHCR i Danmark Elisabeth Arnsdorf Haslund.

UNHCR er gået sammen med læremiddelproducenten Alinea om et undervisningsforløb, der dels sætter fakta og proportioner på flygtningeområdet, dels rummer masser af videoer med personlige beretninger fra flygtninge fra mange forskellige steder i verden.

Forløbet 'På Flugt' - og samarbejdet mellem UNHCR og Alinea - er resultatet af et arbejde, som forlaget begyndte for cirka et år siden med etableringen af en ny afdeling.

Ambitionen er at skabe stærke partnerskaber for at kunne udvikle de bedst mulige fremtidige undervisningsmaterialer. Forløbet svarer til 9,5 lektioners danskundervisning og kan tilgås gratis via Alineas portal.