Forlængelse af nødloven sender et helt forkert signal, mener Ellen Trane Nørby.

Venstre: Forlængelse af nødlov tyder på en regering, som gerne vil beholde magten selv

Undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil har bedt Folketinget om at forlænge den nødlov, som i marts gav hende særlige beføjelser som følge af coronapandemien. Ellen Trane Nørby mener, at det er regeringens forsøg på at beholde magten.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

En nødlov, som Folketinget vedtog i marts, gør det muligt for Pernille Rosenkrantz-Theil at indføre særlige foranstaltninger, herunder nødundervisning, på Børne- og Undervisningsministeriets område som følge af covid-19. Hun har netop bedt Folketinget om at forlænge lovens gyldighed til 16. november 2021.

Venstre: Nødlov giver undervisningsminister for meget magt

Men det bliver ikke godt modtaget af undervisningsordfører for Venstre Ellen Trane Nørby, som ikke mener, at man allerede bør foreslå, at den udskydes helt til efteråret, da den efter hendes opfattelse allerede har haft et for langt perspektiv.

"Det hænger jo tæt sammen med epidemiloven, hvor regering også har lagt et forslag frem, som grundlæggende giver endnu mere magt til statsministeren og sundhedsministeren. Og det giver endnu mere tvang", siger Ellen Trane Nørby.

"Der har ellers været en bred politisk og klar melding om, at vi ikke kan acceptere, at regeringen tror, at de kan sidde i det ene rum og beslutte alting uden at inddrage Folketinget og de forskellige parter".

Ellen Trane Nørby understreger samtidig, at det i foråret var en nødvendighed, at alting skulle gå hurtigt, men at det ikke er tilfældet på nuværende tidspunkt. Ifølge hende handler det bare om, at regeringen gerne vil bestemme selv og ikke inddrage andre i processen.

Et forkert signal at sende

Ifølge Venstres undervisningsordfører sender det et helt forkert signal, når man vil forlænge den såkaldte nødlov.

Nødlov giver undervisningsministeren store muligheder

"Det er regeringen selv, som har valgt, at det er det signal, som de har lyst til at sende til befolkningen. Det gør de både med den her lov og med epidemiloven.  De sender et arrogant signal om, at de ønsker at koncentrere magten ved statsministeren og de andre ministre. Det er ikke det, vi har behov for", siger Ellen Trane Nørby til folkeskolen.dk

Hun mener, at folkesundhed og folkestyre sagtens kan gå hånd i hånd, og at der er behov for en ordentlig inddragelse og ordentlige løsninger, som kan sikre, at vi kommer godt igennem den sidste del af pandemien.

Lov om midlertidige foranstaltninger på børne- og undervisningsområdet og folkehøjskoleområdet og for den frie folkeoplysende virksomhed til forebyggelse og afhjælpning i forbindelse med covid-19 udløber af sig selv 1. marts 2021, og det fremgår af den, at undervisnngsministeren skal fremsætte forslag om revision af den inden udgangen af november, hvilket hun altså netop har gjort. Blå blok har i stedet bedt om, at der blev  indkaldt til forhandlinger, hvis der var nogle konkrete ting, hvor regeringen syntes,  der var nogle udfordringer.

"Det har regeringen så valgt ikke at gøre, men det er igen der, hvor vi ser, at regeringen foretager nogle valg, der grundlæggende handler om at magten skal være koncentreret omkring regeringen i stedet for at få genetableret folkestyret og den gode inddragelse af aktørerne, som er normal praksis", siger Ellen Trane Nørby.

Læs mere

Nødloven på undervisningsområdet

Pernille Rosenkrantz-Theils fremsættelsestale iFolketinget 26. november