Blog
18   131

Den sorte skole version 2.0

Abonner på nyt om Niels Chr. Sauer i dit personlige nyhedsbrev.

OBS: Du er ikke tilmeldt et personligt nyhedsbrev og får derfor ikke en mail med dine valgte emner/blogs. Tilmeld dig her

Børnene kommer ikke længere i skole for at opleve noget sammen med andre, men for at præstere og avancere i deres individuelle karriereforløb.

Folk, der ikke ved bedre, tror ofte, at skolekomedie er noget pjat. Tidspilde, uden faglig relevans, et fremmedlegeme i skolen, hvor det handler om at læse, skrive og regne. Intet kunne være mere forkert. Teatret er en af de mest lærerige aktiviteter, man kan kaste en skoleklasse ud i.  Alle facetter af skolens totale projekt, faglige, sociale og personlige, kommer i spil, og børnene udviser et nærvær og en selvdisciplin, der er utænkelig i den almindelige undervisning. Det hele munder ud i en ekstremt koncentreret, fælles præstation, hvor børnene skal levere foran et publikum. Det hele er meget sårbart, det trækker store veksler på børnenes empati og indbyrdes solidaritet, og alle gør sig umage. Der er en ufravigelig deadline, og børnene kommer under et uvant pres, der kulminerer med premieren, når tæppet går og scenelyset tændes. Jeg har aldrig oplevet at gennemføre de tre-fireugers forløb fra den første læseprøve til premiere uden at der undervejs opstod kriser med gråd og tænders gnidsel, når det blev svært; for vi skal helt derud, hvor vi ikke kan bunde. Men kriserne er altid blevet overvundet, og så meget desto større er sejren, når forestillingen er i hus. Når tæppet går for efter sidste akt, har alle julelys i øjnene; ikke mindst forældrene, der har set sider af deres egne børn, de ikke anede eksistensen af. Bagefter indfinder der sig altid denne fornemmelse af tomhed efter noget stort, der er forbi. Klassen har taget et syvmileskridt fremad, den bliver aldrig som før, og for nogle af børnene åbnes der døre, ingen, heller ikke dem selv,  nogensinde havde troet, at de kunne gå ind af.

Derfor har det lige siden det definitive opgør med Den Sorte Skole i sluttresserne været sådan, at enhver skole med respekt for sig selv havde  tradition for opførelse af en skolekomedie på et givet klassetrin. Ikke alle lærere følte sig lige sikre udi rollen som teaterdirektør, instruktør og scenetekniker, og en del skoler opbyggede derfor et fast team af entusiaster omkring denne årligt tilbagevendende opgave, som børnene så frem til med lige dele spænding og nervøsitet. Ugeskemaet blev ryddet for en måneds tid, og så blev der kørt på, ofte langt ud på eftermiddagen og nogle gange aftenen med. Men den slags skole hører efterhånden fortiden til.

Artiklen fortsætter under banneret

Siden skolereformen i 2014 har jeg med stigende bekymring set, hvordan de forholdsvis få skoler, jeg selv er i nærkontakt med, har taget den årlige skolekomedie af programmet. Jeg har nævnt min bekymring overfor forskellige skolefolk på forskellige niveauer, og det viser sig, at skolekomediernes forfald tilsyneladende kun er toppen af et isbjerg. Under vandlinjen ligger hele kludetæppet af oplevelsesaktiviteter i og omkring undervisningen. Jamen kan det virkelig være sandt? Eller er det bare mig, der ser spøgelser?

I et forsøg på at få lidt mere fast grund under fødderne, kontaktede jeg Dansk Teaterforlag, som er det sted, hvor lærere fra hele landet henvender sig, når de skal vælge en skolekomedie og leje rollehæfter. Her kunne man bekræfte, at der på få år er sket et drastisk fald i antallet af henvendelser fra folkeskoler - hvorimod der synes at være en lille stigning på privat- og friskolesiden samt efterskolerne. Således tilskyndet lagde jeg en sen aften et opslag ud på en lukket facebookside for lærere, hvor jeg beskrev mine bekymringer og spurgte kolleger landet over, om det var noget, de kunne be- eller afkræfte. Reaktionen var chokerende. På en times tid væltede der ca. 70 svar ind, hvoraf kun et par stykker var mere eller mindre afkræftende. Resten af reaktionerne var fra lærere, der tilsammen berettede om, hvad der i mine øjne må betegnes som et rystende, men totalt upåagtet kulturtab af enorme dimensioner i vores folkeskole.

Nu ser jeg, at forskeren Stinus Storm Mikkelsen har udsendt et par rapporter i tilknytning til en kommende ph.d., der indikerer problemets enorme omfang (links herunder). Det er på høje tid, vi bliver opmærksomme på det her. 

Det handler så vidt jeg kan se om nedtoning af alle de oplevelsesorienterede aktiviteter, der ikke tager sigte på den enkelte elevs målrettede dygtiggørelse inden for de hårde fag: Dansk, matematik, engelsk og naturfag. Det drejer sig tilsyneladende om alle de praktisk-musiske fag, navnlig selve musikfaget, der kæmper for livet, og hele paletten af fællesskabende aktiviteter: Lejrskoler, ekskursioner, skole – og klassefester, forårskoncerter, musicals, sociale arrangementer af enhver art omkring klasserne, skolekor, rollespil og levende fortælling i dansk-, historie-  og kristendomskundskabstimer, sang- og regellege i indskolingen, feriekolonier, fællesarrangementer med udefra kommende kunstnere plus alt det liv, der udspillede sig omkring skolebibliotekerne.

Jeg siger ikke, at folkeskolen i dag er blottet for al sjov og fællesskab. Der er stadig våger i isen. Men der tegner sig billedet af en ny skole, hvor tidligere tiders fælles oplevelseskultur fortrænges af en individuel præstationskultur. Børnene sidder hver for sig i deres helt egen, lille osteklokke, hvorfra de kan se ud på de andre, men de har ikke meget med dem at gøre. De arbejder med hver deres opgave, typisk på en computer, og når de har løst den, går de videre med næste opgave, hver især i deres eget tempo, ofte også på hvert deres niveau. Læreren, der pga. alt for mange undervisningstimer ikke har tid til at etablere nogen form for skræddersyet undervisning, henter pædagogisk halvfabrikata på de digitale undervisningsportaler, skolen har valgt at tilkøbe, og han er ikke længere så meget en lærer, der underviser, som en bogholder og en vejleder, der assisterer, når opgaveløsningen går i stå. Hvis han altså kan nå det. For der er til enhver tid i enhver klasse en gruppe af elever, der kun hænger på med det yderste af neglene og hele tiden skal holdes til ilden. De tilbringer en stor del af tiden med mere eller mindre tålmodog venten, alt imens den dygtige, selvkørende del af klassen typisk vælger opgaver, som i grunden er for lette for dem, men som de ved, de kan løse uden at skulle tilkalde hjælp. Hver enkelt elev præsenteres for individuelt tilpassede, faglige mål, sat op fra centralt hold og indpasset i de digitale undervisningsforløb, læreren har hentet på nettet. 

Under påberåbelse af denne arbejdsform har man fra politisk hold afmonteret en stor del af specialundervisningen. Alle børn betragtes i princippet som specielle, og kravet til læreren er, at alle elever som udgangspunkt skal inkluderes i almenundervisningen. Den individualiserede arbejdsform overlader det i praksis til den enkelte selv at holde dampen oppe, og den kobles med forskellige former for kontrol, testning og evaluering, hvis indhold bliver dominerende i undervisningen. Eleverne pålægges at foretage vurderinger af sig selv på diverse parametre, faglige såvel som sociale, forskellige former for skalaer, de sættes til at skrive logbøger, hvor de løbende beskriver deres egen faglige progression, og de modtager såkaldte elevplaner, der i realiteten fungerer som karakterbøger, hvor deres resultater måles og vejes fag for fag. Det hele samles på den digitale læringsplatform, som kommunen har tilkøbt og som ideelt set holder samling på hele elevens skoleliv, men i realiteten er fyldt med mere eller mindre ligegyldig information, der sjældent læses af nogen som helst.

Kort sagt: Børnene kommer ikke længere i skole for at opleve noget sammen med andre, men for at præstere og avancere i deres individuelle karriereforløb. Samtidig har man øget klassekvotienterne sådan, at ca. en tredjedel af alle elever i dag befinder sig i klasser med 25 elever eller derover, og på mange skoler har man ophævet de fælles frikvarterer og giver i stedet den enkelte klasse pause efter behov. Der er ikke så meget gang i boldene, tagfatlegene og sjippetovene i skolegårdene mere. Klassens time, som tidligere var et åndehul, som klassen selv kunne disponere over, er for længst væk. Mange klasser splittes op i hold efter fagligt niveau, ofte helt ned i indskolingen og undertiden på tværs af årgangene, hvorved de tunge elever fra 3. klasse kan hygge sig med de kvikke elever fra 1. klasse og så fremdeles. Den særligt danske, verdensberømte klasselærerordning, som førhen var en selvfølge, er blevet nedtonet eller ligefrem afskaffet på mange skoler og erstattet en såkaldt kontaktlærerordning, hvor flere lærere deler en klasse imellem sig, sådan at de hver især kun har ansvar for en mindre gruppe elever. Følgen er, at ingen lærere længere har ansvaret for hele klassen og øje på de dynamikker, der på spil i den store gruppe. Klasserne skifter rutinemæssigt lærere på alle poster med få års mellemrum, men dertil kommer et kolossalt gennemtræk af lærere, der skifter job, bliver langtidssyge og går på barsel løstansatte pædagoger og ikke mindst vikarer, som børnene dårligt nok lærer at kende, før de er væk igen. De dybe relationer mellem lærer og elev og mellem eleverne indbyrdes har trange kår. Når man forlader 9. klasse, vil man typisk have haft mindst en snes forskellige lærere.

Hvem har villet det her? Svaret er: ingen. Ikke engang Bjarne Corydon, er jeg sikker på. Det gavner nemlig ikke en levende sjæl. Det giver ikke engang bedre resultater på de målbare parametre, reformpolitikerne selv opstillede tilbage i 2013. Og deri ligger håbet om, at vi kan standse denne søvngængeragtige vandring henimod Den Sorte Skole 2.0, inden det er for sent. Men det er sidste udkald. Det tager ikke mange øjeblikke at fælde et stort, gammelt træ, men det tager 100 år, inden der kan stå et nyt. Om få år er de sidste lærere, der husker den levende, glade skole, hvor børnene kom hen for at lære og opleve noget sammen med andre børn, væk, erstattet af en arbejdsplads for børn. 

https://www.folkeskolen.dk/1859569/undersoegelse-maalstyringen-stresser-laererne-og-goer-undervisningen-daarligere

 

https://www.folkeskolen.dk/1859569/undersoegelse-maalstyringen-stresser-laererne-og-goer-undervisningen-daarligere

 

https://www.folkeskolen.dk/872458/ny-forskning-skal-undersoege-hvad-den-kommunale-styring-goer-ved-laererne

 

(Undskyld det blev så langt, og så har jeg endda kun lige taget hul på problemet her. )


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ