Det var i de dage da julen nærmede sig. Skolen skulle pyntes op og dresses til jul. Julehyggen var på den pædagogisk rigtige måde, blevet lavet om til et Mee book forløb. Forløbet var på helt korrekt måde indføjet i elevernes og lærernes årsplaner, derpå skemalagt og sat i værk. Forud for dette, havde hele oplægget været behandlet af årgangs teams, fag teams, på afdelingsrådene, i pædagogisk udvalg, drøftet og godkendt på et stort lærermøde, godkendt af ledelsen, og endelig var skolebestyrelsen blevet udførligt orienteret. 

Gange og klasseværelser blev på en skemalagt, pædagogisk og metodisk måde forandret, fra at være endeløs tristesse, til at være en klippet og klistret jul. På lærerværelset blev kaktusser erstattet, og årstidens typiske julestjerner blev sat på bordene. Vindueskarmene fik også deres bekomst af jule(forløb). De få pyntere, der forløb sig i forløbet, blev atter formanet og orienteret om omfang, tidstabeller og skemalægning. Skolen blev på helt korrekt måde transformeret til en mini udgave af undervisningsministeriets julekalender. 

Der var tidligt blevet lavet et udvalg, der skulle forestå planlægning og afvikling af lærernes julefrokost. Dette udvalg havde i årets løb afholdt flere møder. I starten havde man indgående og meget målstyret drøftet menuen til julefrokosten. Denne skulle selvfølgelig være ernæringsrigtig og tage hensyn til dyrevelfærd. Man havde endog drøftet om menuen skulle være vegansk, men en af mændene syntes med et underfundigt smil, at ordet vegansk havde en seksuel undertone, og selvfølgelig måtte en julefrokost ikke være sexistisk.  

Så det ene udvalgsmøde tog det andet, inden man kom frem til, at det jo var evidensbaseret, at en traditionel julefrokost afsluttende med ris a’ la’ mande altid gjorde lykke. Selv om det havde taget lang tid, var alle tilfredse med det store arbejde i udvalget og det faktum, at resultatet, jævnfør undervisningsministeriets retningslinjer, var evidensbaseret gjorde stor lykke. Underholdning skulle der også til, så en ny serie af udvalgsmøder blev stablet på benene, inden man enedes om, at underholdningen skulle uddelegeres til andre. 

I drøftelserne af Mee book juleforløbet var også elevernes sidste skoledag inden juleferien blevet udførligt drøftet. Man var efter udførlig høring af alle argumenter, pro‘er og contra’er blevet enige om, at hver klasselærer selv planlagde forløbet i klasserne, men at ledelsen planlagde tiderne. Forløbet med julegudstjeneste blev ligeledes planlagt af ledelsen. Største problem var, at der ikke måtte klappes i kirken, for præsten var af den klare overbevisning, at den eneste der måtte hyldes i kirken, var gud - og så måske præsten.  

Ved lærernes julefrokost skulle der selvfølgelig også være én mandelgave. I de dage skete der dog det, at en nisse havde smidt ikke mindre end 30 hele mandler i ris a’ la’ manden. Dette affødte naturligvis mindst to reaktioner, den ene var en række skæve smil og den anden var en række stramme og misbilligende ansigtsudtryk. Det endte dog efter et kort møde i julefrokostudvalget med, at man foretog lodtrækning om mandelgaven. Vinderen havde dog ikke fået smagt på desserten - igen de stramme masker. En problemstilling til næste julefrokostudvalg. 

På sidste dag inden juleferien skulle alle i kirken - uanset om det nu var politisk korrekt eller ej. En gruppe piger fra overbygningen sang i kirken og det lød så smukt, at kristusfiguren bag alteret ”næsten” fik tårer i øjnene. Efter sangen var der elever, der i lyset af den smukke sang ikke kunne undertrykke deres lyster. De viste deres begejstring med høje klap af pigerne. Præsten søgte på bedste måde at kvæle alle former for begejstring - ved at stille sig frem for forsamlingen, og med højt hævede arme og hænder at lyse en velsignelse ud over alle i kirken. 

Men uden yderligere anfald af begejstring kom man igennem kirkebesøget og eleverne sagde god jul til hinanden og deres lærere, inden de i god - men begejstret - orden tog hjem til juleferien. På lærerværelset havde man lagt enhver mistanke, man måtte have om ”mandelaffæren” midlertidigt til side. Der blev takket, smilt og hilst af inden man for de næste 14 dage satte alle udvalg i bero og tog på velfortjent juleferie. Pedellen slukkede julen på hovedafbryderen og der blev mørkt. Nu sænkede julefreden sig endelig over skolen og mandelnissen.