Det er rystende og nedslående stadig at se flertallet af matematiklærerne have fokus på færdighed, forberedelse til tests i form af færdige kompendier og slavisk gennemgang af de matematiske emner. Specielt når den skriftlige del af afgangsprøven i 9. klasse består af 2/3 problemregning, der netop indebærer matematiske problemer i en ”hverdagskontekst”. Så hvis man som lærer er bange for, at eleverne ikke er klar til prøverne, må man holde sig for øje, at prøven jo faktisk er problemløsning i en relevant kontekst.

Når vi nu ved – bl.a. fra en ny undersøgelse lavet af Børns Vilkår og TrygFonden – at mere end halvdelen af eleverne i 9. klasse føler sig presset af karakterer, er det vel netop vigtigt ikke at lave undervisning, der læner sig op ad “teaching to the test” og forløb med fokus på udenadslære og færdighedsregning.

Ambitionerne er der, men alligevel falder mange tilbage til de "klassiske opgaver"

Jeg oplever desværre igen og igen, at matematiklærere giver udtryk for ambitioner om relevant og motiverende matematikundervisning, men alligevel falder de tilbage til kompendier, færdighedssæt og meget lidt inspirerende matematikforløb, som man ”nemmere kan måle på”. Måske har lærerne svært ved selv at gennemskue, hvordan eleverne kan tilegne sig kompetencer og færdigheder, hvis det ikke er de ”klassiske” matematikopgaver, de er vant til…?

Det er simpelthen på høje tid, at vi tilrettelægger en undervisning, som eleverne kan relatere til.

En undervisning hvor elever lærer de nødvendige matematiske kompetencer og færdigheder, gennem forløb de kan relatere til, og hvor de kan byde ind med egne erfaringer såvel som holdninger.

Hverdagsmatematik og differentiering

I stedet for de klassiske forløb som f.eks. geometri efterfulgt af et nyt forløb om funktioner osv., er det vores job som lærere at lave forløb, der er meningsgivende og relevante for eleverne. Jeg har selv gode erfaringer med at lave forløb med titler som; ”min sport”, ”sabbatår”, ”min studiebolig” og ”forsikringsselskabet”. I forløbene indgår flere matematiske færdigheder såvel som flere matematiske kompetencer. Dvs. at eleverne i forløbet ”min studiebolig” f.eks. får mulighed for at lægge eget budget over indkøb af møbler, lave en 3D-tegning over egen studiebolig, arbejde med målestoksforhold mm. I sådanne forløb vil flere elever samtidig have mulighed for at byde ind fagligt såvel som kreativt – der er altså indbygget differentiering i forløbet. Jeg har erfaret, at de elever, der tidligere slet ikke bød ind i undervisningen, i disse forløb bød ind med kreative idéer om indretning, holdning til f.eks. pris på møblerne, eller hvilke forsikringer de havde derhjemme.

Det er min klare overbevisning, at forløbene er med til naturligt at differentiere undervisningen, da alle elever vil have input til, hvor det kunne være spændende at rejse hen i et sabbatår, hvordan ens studiebolig skulle indrettes, eller hvorfor mon det er så dyrt for unge mænd at få en bilforsikring sammenlignet med unge kvinder. Samtidig vil der også være svære eller simple udregninger af pris for en forsikring ud fra relevant statistik eller f.eks. en opgave der indeholder en eksponentiel funktion for opsparing til sit sabbatår. 

Jeg tror, at vi må beslutte os for, om matematikfaget skal have til formål at forberede vores elever til test og færdigheder, som de lærer udenad, men hurtig glemmer igen, eller om faget skal lære dem matematik i en relevant kontekst, hvor de lærer at bruge matematikken i ”virkelige” situationer med eksempler fra en hverdag, som de enten allerede har eller meget snart kommer til at få kenskab til.