Af: Karsten Suhr, formand for Danmarks private skoler- grundskoler og gymnasier og Kristoffer Brinch Ladefoged, ASTE-lærer i Rudersdal Kommune.  

Folkeskolen fik med skolereformen i 2014 nye rammer for undervisningen. Forløbet frem til skolereformen var uskønt med lockout af lærere og elever, som ikke fik den undervisning, de havde krav på. Resultatet blev heller ikke helt, som man kunne have ønsket. Alle bør erkende, at skolereformen ikke kom til at opfylde de forventninger, der med rette var til en så stor reform. Samtidig indeholdt den også mange gode muligheder for skolerne. Desværre blev den gennemført så alle tiltag samtidig blev tvunget i brug på samtlige landets folkeskoler. Og det er her vi finder den største fejlantagelse.

Alle bør vide, at børn ikke er ens, og at de ikke lærer på sammen måde. Kommuner er ikke ens, og boligkvarterer rummer forskellige befolkningsgrupper, hvorfor skolernes behov og undervisning også bør være forskellige. Så hvorfor insistere på, at folkeskolerne skal være ens? Og hvorfor blev reformen gennemført som en ”one-size fits all”? Man kunne med fordel have set på de gode erfaringer, der er i den frie skoleverden, hvor diversiteten endog er meget stor og tilpasset den befolkningsgruppe, skolerne er placeret iblandt.

Med skolereformen, skulle elevernes læring støttes med længere skoledage bl.a. i form af den understøttende undervisning. Undersøgelser viser, at disse timer i høj grad er blevet brugt til ”lektietid”, hvilket både kan være en stor hjælp eller en stor forbandelse for eleverne og deres familier. I områder, hvor forældre ikke har muligheden eller ressourcerne til at give eleverne lektiehjælp, kan dette formålstjenligt, men alle steder er det en forhindring for elevers fritidsaktiviteter og familiernes fleksibilitet. En vigtig del af dannelsen ligger i at deltage i flere forskellige fællesskaber – skolen skal og må ikke blive det eneste fællesskab, børn får mulighed for at deltage i.

De udfordringer den manglende fleksibilitet giver har også vist sig i den store mængde ansøgninger, om at forkorte skoledagen og bruge tiden på flere timer med to lærere.

En anden udfordring var de mange fællesmål, der i 2014 blev gjort til krav for lærernes undervisning. Et værktøj, der var ment som en sikkerhed for at eleverne fik en god undervisning, men viste sig at blive en stor begrænsning af lærernes kreativitet og udformning af undervisning. Lærerne blev nødt til hele tiden sørge for at nå de centralt fastlagte mål fremfor at tilbyde en udviklende og varieret undervisning. En forståelse for forskellighederne i nærområder, for differentierede didaktiske fokusområder, og for elevernes behov, er der generelt hverken på Christiansborg eller i kommunalbestyrelserne. Den forståelse har man kun lokalt på den enkelte skole, hvorfor der bør lægges mere ansvar ud lokalt. Det skylder vi vores dygtige lærer og skoleledere.

Det er et stort ansvar at pålægge de enkelte skoler, og spørgsmålet er, om politikerne er parate til at afgive dette ansvar. Under coronakrisen skulle skolerne lukke fysisk, men undervisningen fortsætte. Senere skulle skolerne åbnes lidt, og slutteligt skulle der findes meget plads, sådan at alle elever skulle være til stede, men med afstand. Undervisningen skulle så vidt muligt foregå udendørs og med så få lærere som muligt. Her viste skolerne sig fra sin mest kreative side. Når det kom til pladsmangel, var skolerne særdeles kreative. På Frederiksberg flyttede man eksempelvis undervisningen til koncertstedet FORUM, menighedshuse, ja, sågar et frimurerlogehus blev taget i brug. Vi så også andre kreative ideer når eksempelvis danskundervisningen blev rykket ud i byen, naturfagsundervisning blev holdt i skoven eller på stranden, og man kunne finde elever i gang med både tysk- og matematikundervisning i diverse skolegårde.

Det er denne kreativitet og fleksibilitet, samt spændende og lærerig undervisning af høj didaktisk kvalitet, vores skoler skal være kendte for. Coronakrisen gjorde for en gang skyld, at folkeskolen fik frie rammer til- og mulighed for at gøre det, alle skoler er bedst til; at levere kreativ og spændende undervisning

Læren må være, at vi skal turde slippe folkeskolen mere fri. Den kan godt selv.