Jeg oplever, med psykolog-briller ovenpå mine lærer-briller, at vi meget ofte er "korte for hovedet" (ift episoder, konflikter, forældre, børn, etc).

Samt, at "kort for hovedet" oftest er måden, som "vi slår igennem på".

Jeg ønsker derfor at italesætte åbenhed, fastholdelse af flere vinkler (f.eks. forældrenes og barnets).

Jeg blev trigget af en anmeldelse af en bog om definitionsmagt og skolevægring, her på folkeskolen.dk.

-------------------------

... inde bag definitionerne / forforståelserne - bagved almindelig skole-firkantet logik - der bevæger jeg mig nu ind... (ind i det uklare morads)...

Her kommer jeg igennem tanker om den travle handlefordrende normeringskrævende hverdag ... samt hvad vores hjerner kan spille os af puds ...

F.eks. hvorvidt ens fokus og handlebud er påvirket af,

- om man er ansat på den pågældende skole,

- om man er skoleleder, pædagog, lærer, akt-pædagog,

- om man er PPR-psykolog,

- om man er special-psykolog (f.eks. den der udreder barnet i et ambulatorium)

Det kalder jeg "lige" for "forforståelserne" - dvs. de her "auto-svar" som vi "har i ærmet" (så vi kan komme videre, og f.eks. hen til næste lektion).

Altså "de hurtige" - "de logiske" ... "det åbenlyse" .. "det vi plejer at tænke (om f.eks. forældre) / allerede har konkluderet / diskuteret".

Et eksempel:  "skolevægring" :

- Vi ser, at et barn ikke møder op i skole ...

- og et problem og handling "presser sig på" ...

- og vi udfordres (systemet og vores arbejde kræver, at vi handler) ...

.... ja, hvad gør/vælger vi så?

Konkluderer vi hurtigt og effektivt?  og gennemgår vi herefter en forudsigelig "handle-løkke" (proceduren ved denne type sager...)

- dette er et eksempel "på humlen" - at vi er ude i en "handle-presset og -tilpasset" praksis (som måske endda bygger på gammeldags former og metoder) ...

- vi stopper derfor ikke op og udfordrer os selv / sætter nogle spørgsmålstegn (undrer os, åbenlyst).

- og hvis vi gør dette, så når vi ikke ud over "forforståelser", og vi "konkluderer / skriver / afrunder" istedet hurtigt og EFFEKTIVT.  "Vi smøger herefter ærmerne op" og går prompte "til den" .... og er dette sket på et møde, kan man sige, at mødet var forudsigeligt, og havde et forudsigeligt output!,

I stedet for den langsommelige og nyorienterings-krævende åbne undring, så  ....

Vi vælger også typisk at skrive og konkludere i et "faktuelt rigtigt, og brugbart, og koncist" sprog (med korte sætninger etc).

Og vi tager det for givet, at VI HAR FORSTÅET (det vigtige ved) fænomenerne - f.eks. skolevægringen (eller et hvilket som helst andet "fænomen", "problem", "udfordring".

Selveste måden vi formulerer, tolker og ser "fænomenerne på", afspejler så også dette:  F.eks. "denne elev udfordrer mig i undervisningen".  ... Her er svaret givet på forhånd (fokus er på eleven og på "noget forkert" eleven gør, og ikke undervisningen, strukturelle forhold, klassebaserede forhold, etc. - altså på det "enkle og tilsyneladende let-løselige").

Med udgangspunkt i dette, som jeg antager - har jeg valgt at kæde dette sammen med "oplevelsen set udefra" - nemlig "vores / skolers definitionsmagt".

Definitionsmagten :

- tænker jeg bliver selveste udfordringen.

- dvs. at undgå at konkludere - undgå "at afslutte", "nå til enighed / KONSENSUS" OM NOGET.

- nærmest en "objektiv position", hvorfra man "ser det subjektive klart" (f.eks. anskuer man barnet eller familien, objektivt, oppefra) - på så sikker afstand, at man ikke selv er blandet ind i dette, som subjekt).

- jeg oplever det ofte, i skole-hjem samarbejder (når uenighed opstår) - ved at vores skoleledelser og vi selv, i f.eks. vores håndtering og beskrivelse af forældrene, er meget firkantede og ultra-klare.  Hvor vi ofte ikke ser os selv havende andel (vi befinder os på objektiv afstand, og anskuer).

- det bliver nærmest "Fysisk / NaturVidenskabeligt":  Men, hvor Fysiske-Ting typisk er "klare/definerbare" - ja, der er Interpersonelle og Sociale Fænomener, og Resultater/Valg (f.eks. +/-skole) "flydende, uklare og mangfoldige, og IKKE-DEFINERBARE".

Definitionsmagten er næsten = "at sætte i en kasse" - og konkludere, at det er sådan (er bestemt, vedtaget, er udgangspunktet).

- kan vi så lave om på dette, i bl.a. folkeskolen?

- tjaee - alt er jo bestemt af individerne, der udgør bl.a. folkeskolen ...

- KONSENSUS ser ud til at være vigtig her.  "Med enighed når man længst" ... og der er ej-heller tid til diskussion ofte ... man skal videre, til næste lektion, til næste klasse, til næste udfordringer ...

- og, man skal helst stå sammen, ift. forældre (især hvis de begynder at kræve) - og det samme menes fornuftigt ift. børnene (konsensus, fælles ens pædagogisk/didaktisk-tilgang, etc).

- samtidig fordrer de ydre krav følgelse og enkelhed ... og, komplicerede lange udredning læses ikke....

Meget apropos, så er jeg nu i tvivl, om der er 1 eneste lærer eller skoleleder, som stadigvæk læser med..

- dels pga. længden af dette debat-indlæg,

- og dels pga. at indlægget ikke giver redskaber til at håndtere den stressede/pressede skole-arbejdshverdag.

.... tid til overvejelse, og forandring - gætter jeg på, har meget dårlige vilkår ...

På samme måde vil der sandsynligvis ikke være kollegaer, der kommenterer dette indlæg ...

Jeg håber dog, at der er andre derude, der ikke helt har givet op, ift. definitionsmagt og "sådan gør vi bare" - altså at der er andr,e der har fået øje på konsensus, på demokrati-fordringer, på "åbenhed", og på "andre måder" ...

For mig, er disse forhold essentielle - jeg valgte at arbejde med børn (og dermed også deres familier).  Jeg valgte IKKE at definere børn og familier.  MED betyder alt, for mig - og OM / PÅ VEGNE AF gør at jeg mister lysten til at arbejde som folkeskolelærer.

I min arbejds-hverdag, søger jeg at gøre en forskel - så hvis du hører en "lille fugl pippe" ved et møde, så kan det godt være mig ....