Anmeldelse

Vellykket musikportal

Med portalen dansksangdigital.dk får man som musiklærer endnu et digitalt univers at boltre sig i, når der skal planlægges undervisning i musik. Portalen dækker hele grundskolen med forløb til både den obligatoriske musikundervisning og valgfagsdelen.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Musikportalen dansksangdigital.dk er stor, og der ligger tydeligvis et grundigt arbejde bag alt, hvad man finder derinde. Når man skal navigere rundt og finde materiale og indhold til sin undervisning, er der flere forskellige søgekriterier, man kan bruge.

Fakta:

Titel: dansksangdigital.dk

Pris: 750 kroner per år per klasse, der har musik

Forlag: Dansk Sang

Man kan vælge klassetrin, eller man kan vælge ved at sætte flueben ved de forskellige Fælles Mål og dermed finde forløb og aktiviteter, der er med til at opfylde et specifikt mål.

Foruden forløb indeholder portalen også en sangbank. Her er tale om en digital sangbog med register i klassisk sangbogsstil. Man kan finde sangene i det alfabetiske register, men også ordnet under kategori: aftensange, morgensange, årstidssange og så videre. Repertoiret i sangbanken er, som i den fysiske sangbog "Dansk Sang", et gedigent og bredt udvalg af den danske sangskat. Nye og gamle sange, klassikere og måske kommende klassikere. Er man en af de musiklærere, der underviser meget sangbaseret, er her et godt fundament at begynde med. Sangene i sangbanken kan så suppleres med sangene fra de enkelte forløb.

Man kan altså nemt få lagt en varieret årsplan, der dækker alle fagets elementer: analyse og arrangement, dans, leg og bevægelse, improvisation, instrumentkendskab, komposition, lydformning, musikhistorie, musikkens funktion, musikoplevelse og sang og spil. Dette gælder, uanset hvilket klassetrin man underviser på, og om man er erfaren musiklærer, nyuddannet eller sågar lærer uden musik som linjefag.

Jeg har valgt at gøre nogle nedslag i forløb for de enkelte klassetrin. Der er virkelig mange forløb at vælge imellem, og hvis man køber portalen, vil jeg anbefale, at man sætter et par dages forberedelse af til at sætte sig grundigt ind i indholdet. Man kan bruge hele forløb, eller man kan plukke, som man selv lyster. Ganske som man plejer med alt undervisningsmateriale. De timer, man lægger i forberedelsen, er godt givet ud.

Hvis vi begynder i indskolingen, faldt jeg for forløbet ”Nodesystemet og de første toner”. Dette forløb er både meget visuelt og meget taktilt. Det tager udgangspunkt i, at eleverne skal lære at kende nodelinje, mellemrum, G-nøgle, F-nøgle og tonerne i nodesystemet.

For at lære eleverne om tingene er der en sang om nodelinjer og mellemrum og ørehængeren "Hej nodesystem". Sangene er indsunget på videoer, så man kan synge med, lave fagter og lære melodien. Imens man synger, kan man flytte rundt på nodebrikker på et printet og lamineret nodesystem. Man kan også lege forskellige lege med nodebrikkerne og systemet. Man kan lege "Det regner med mellemrum", hvor man smider sine brikker ud over systemet, og alle de noder, der lander i mellemrummene, lader man ligge for så at synge dem og arbejde med dem.

Mit umiddelbare indtryk af dette forløb er, at der er til mange lektioner. Man kan komme grundigt rundt i nodesystemet og selv udbygge med, hvad man synes, ens elever skal have med i deres nodearbejde. Nodearbejdet er noget af det, jeg synes er vigtigt i musikundervisningen. Ikke at vi alle skal kunne synge bladsang og spille instrumenter, men det er et godt fundament at have med sig til sang, rytmelege og mange andre musikaktiviteter. Et forløb som det, der er her på portalen, har med sine elementer af leg og fagtesange mange muligheder for at variere undervisningen.

Når vi kommer op i 3.-4. klasse, er der blandt andet nogle forløb med fokus på sang; "Jeg synger kanon" og "Snefald/Snøfall".

Kanonforløbet er et godt udgangspunkt for at begynde at arbejde med flerstemmighed. Hvis man er en erfaren lærer, kan man blot kaste sig ud i at synge de kanoner, der ligger i forløbet, som man nu lyster eller måske har for vane at arbejde med. Hvis man ikke er så erfaren, eller man vil arbejde på en anden måde, end man plejer, kan man vælge at bruge de indstuderingsvideoer, der ligger på portalen. Her kan man følge en fint opbygget progression, hvor man lærer melodien, synger i kanon og i nogle af sangene også kan indstudere bodypercussion til sangene. Hvis man har én lektion om ugen i musik, kan man snildt arbejde med kanoner i et par måneder, hvis man vil have det hele med.

Når man så har arbejdet med kanonsang og bodypercussion, vil det virke naturligt at fortsætte sit sangarbejde i et af de andre sangforløb. Hvis man vælger forløbet "Snefald/Snöfall", præsenteres man for sang og samspilsstemmer til julekalenderen "Snefald". Sangen er oprindeligt norsk, og man kan få teksten på både dansk og norsk i forløbet. Her er en oplagt bonus, nemlig at samarbejde med dansklæreren om teksten som en nabosprogstekst.

I forløbene for 5.-6. klasse er der også meget at vælge imellem. Et forløb, der vil bringe lykke mange steder, er forløbet om musik i reklamer. Her arbejdes der med jingles, reklamer, hvor kendt musik har fået ny tekst og budskab, og reklamer, der bruger en kendt melodi som underlægningsmusik.

Forløbet lægger op til masser af gruppearbejde og til, at grupperne laver egne radiospots og jingles ud fra den viden, de tilegner sig i begyndelsen af forløbet, og optager disse. Igen er et grundigt musikforløb oplagt til brug i tværfagligt samarbejde med dansk. Når man arbejder med reklamer i ét fag, kan man lige så godt bygge bro til et andet fag og udnytte sin viden fra fagene på tværs.

Portalen er stor, og der er rigtig meget gennemarbejdet og didaktisk velfunderet materiale at gå i gang med. Ifølge forlaget er tankerne bag portalen, at den skal kunne være et bærende element hele vejen op igennem grundskolen. Denne tanke bliver ført ud i livet med det brede materiale, der er at arbejde ud fra. Fordelen ved en portal som denne er, at den samler alt, hvad et musiklærerhjerte kan begære. Hvordan man vil arbejde med indholdet, må være op til den enkelte lærer. Meget kan laves og vises via et smartboard i klassen, andet igen kan sikkert med fordel bruges via et device til hver enkelt elev.

Om det kan afskrække nogen fra at tegne abonnement, at det hele bliver meget skærmstyret, skal jeg ikke kunne sige. Men igen, materialet er så bredt og mangfoldigt, at man kan benytte det på mange måder. Som alt undervisningsmateriale skal man tilpasse det til sin klasse og de enkelte elever.

Portalen er nem at navigere rundt på, og foruden brugervenligheden er det også en pæn portal. Der er ikke noget, der er klasket tilfældigt sammen på må og få, og der kommer ikke forstyrrende elementer ind fra siden eller andet, man ikke har brug for.

Alt i alt en vellykket portal, der samler, hvad der er brug for i musikundervisningen. Denne musiklærer vil helt klart ønske sig den til jul.