Elever fra et valgfagshold i håndværk og design prøver at få snedkerværktøjer i hænderne som led i et udendørs undervisningstilbud i København. Klik på > for at komme til de næste billeder.

Valgfagslærere: »Lad det ikke gå ud over eleverne«

Det kan være frustrerende at være lærer i et af de nedprioriterede praktisk-musiske valgfag i øjeblikket. Eleverne skal stadig til eksamen i de fag, som de nærmest ikke har haft mellem hænderne siden nedlukningen i marts.

Publiceret

 Billedreportage: Verdensfedeste legetøj 

To 8.-klasser fra Den Classenske Legatskole og Engskolen er mødtop ved Blox i København på årets første kolde efterårsdag. De skalhave håndværk og design - og i dag står fagfolk fra DanskArkitektur Center bag undervisningen. Folkeskolen fik lovtil at være med.

• »Håndværk i fremtidens arkitektur« er et toårigt gratisundervisningsprojekt skabt af Dansk Arkitektur Center. De første250 elever byggede over to uger syv byrumsmøbler, som blevudstillet for offentligheden i uge 42 og nu skal stå permanent påskoler rundtom i København.

• Forløbet for 7. og 8. klasser med valgfag i håndværk og designer kendetegnet ved elevinddragelse, hvor eleverne arbejder medcases, som skal sikre en kobling mellem teori og praksis. Tilbuddetimødekommer desuden håndværk og design-lærernes udfordringer medmanglende værkstedsfaciliteter.

• Elever og deres lærere deltager i tre moduler: Det første eren byvandring, hvor der kigges på arkitektur med sanserne, og enworkshop med design og bygning af små modeller. Det andet modul erartiklens fokus, hvor eleverne bygger møblerne og får lov til athåndtere forskelligt værktøj. Sidste modul omhandler præsentation,formidling i billeder og fotografi af håndværket, som forberedereleverne til eksamen i faget.

• Formålet med forløbet er at give eleverne kompetencer indenfor håndværk og design og åbne deres øjne for de muligheder, derligger i håndværksfag som karrierevej.

Aurora og Emilia sliber kanterne på en bjælke. De er fra Den Classenske Legatskole, og i dag er de her med deres valgfagshold i håndværk og design. Aurora på 14 år (til venstre) elsker at være udenfor med vennerne. »Jeg kan godt lide at bruge mine hænder og være kreativ. Vi laver noget andet end normalt, det er altid dejligt«, fortæller hun. Det er Emilia på 14 år (til højre) helt enig i. »Det er sjovt ikke at være indenfor. Vi sidder bare og kigger i en bog eller skriver på computeren«, siger Emilia. »Jeg tror, eksamen bliver spændende. Det er det fag, som jeg helst vil op i«, fortsætter hun.
Ivrige elever. »Det er altså sjældent, at jeg får lov til sådan noget her«. Sådan starter Østen (forrest) fra Engskolen på 13 år samtalen. »Her får jeg lov til at save og bore. Det er bare verdens fedeste legetøj«, jubler han og viser stolt den boremaskine frem, som håndværkeren Nicolai har lånt ham. »Når jeg bliver stor, så vil jeg gerne være håndværker. Jeg vil gerne bygge skure og garager og sådan noget«, fortæller Østen med et stort smil.
Dansk Arkitektur Center har indgået et samarbejde med det professionelle håndværkerteam fra By-Rum-Skole, som medbringer værktøj og materialer til dagen. »Sammen føler vi, at vi gør en forskel og hjælper børnene i de praktiske fag«, fortæller Luise J. Holm-Rathje, der er undervisningsansvarlig hos Dansk Arkitektur Center. Også håndværkerne er glade for det forløb, som de i fællesskab har fået skruet sammen. »Vi elsker at se eleverne shine og ikke mindst hjælpe dem. Man skal ikke kunne se, at møblerne er produceret af børn. Men det er de«, fortalte de.
Bæredygtigt byggeri. Under forløbet på Dansk Arkitektur Center skal elever sammen med fagfolk bygge forskellige byrumsmøbler ud fra et bæredygtighedsprincip. Træet er bæredygtighedscertificeret, og der anvendes ikke lim, plasticmaling eller søm i processen, som foregår på pladsen uden for centret.
Frikvarter. Sandpapir og skruemaskiner blev i et ubevogtet øjeblik skiftet ud med en tommestok, så eleverne på skift kunne måle, hvem der var klassens højeste. Heldigvis var det helt i orden at prøve det spændende og medbragte grej af, og så kunne eleverne også få en velfortjent pause fra håndværkerjobbet. .
Helle Laura Thomsen underviser i håndværk og design på Den Classenske Legatskole i København. I dag har hun taget sit valgfagshold fra 8. årgang med på tur. »Jeg er storforbruger af udeskolen og gør alt, hvad jeg kan for at komme ud af huset med mine elever. Det er bare ikke altid nemt, for alle vil gerne have deres fag prioriteret. Vi er lidt desperate i denne tid«. Hun sætter pris på, at der findes muligheder som disse i byen. »Vi får lov til at arbejde med træ og værktøj med professionelle folk, og eleverne elsker det jo. Alle burde have muligheden«.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Ude på landets skoler forsøger lærerne i de praktisk-musiske valgfag at holde sammen på formerne, så de kommende eksamenselever på 8. årgang trygt og sikkert kan gå til prøve og afslutte valgfagene. Men lærere, som underviser i billedkunst, håndværk og design, madkundskab og musik savner en udmelding fra Børne- og Undervisningsministeriet.

De mangler rammerne for den tilbageværende undervisning i valgfagene, så alle elever kan gå til eksamen under de samme forudsætninger. Lærerne er frustrerede og ærgerlige på elevernes vegne, som de gruer for skal få et kedeligt første møde med eksamenskulturen.

Helle Laura Thomsen er valgfagslærer i håndværk og design på Den Classenske Legatskole i København. Hun synes, at det er svært at gøre eleverne fortrolige med faget, når undervisningen har været så begrænset:

»Jeg vil ikke have, at mine elever skal mærke desperationen. Nogle har valgt, at vi skal til eksamen i fagene på trods af den situation, som vi har stået i siden marts. Det kan børnene ikke gøre for, og det må ikke pille pynten af deres ellers fede gåpåmod under corona«.

»Alle er nye i den her eksamen, for vi lærere har heller ikke kendskab til den«, understreger Helle Laura Thomsen. Hun mener, at det er synd, at eleverne skal til eksamen i et fag til sommer, som ingen rigtig føler sig forberedte til.

En fælles forståelse for eksamen

Den frustration kan madkundskabslærer Linett Mertz fra Bankagerskolen i Horsens også mærke. Hun stiller sig uforstående over for den manglende udmelding fra ministeriet, som hun mener giver eleverne vidt forskellige forudsætninger for eksamen.

»Hvis der ikke sker noget oppefra, så håber jeg, alle valgfagslærere og censorer går til eksamensopgaven med en tro på, at det kan vi, men at det er på nogle andre præmisser. At vi er enige om, at der er nogle hensyn, der skal tages, og vi må bedømme eleverne på baggrund af hele situationen«, siger Linett Mertz.

Hun forudser samtidig, at det kan skabe en unødvendig debat i eksamenssituationerne til sommer. »Det er en tung byrde at læsse over på de små soldater, lærerne, ude i samfundet. Det havde været bedre, hvis nogen oppefra havde vurderet og udvalgt de tre vigtigste kompetenceområder, som vi skulle undervise i«, siger Linett Mertz.

»Nu skal lærer og censor imellem have den unødvendige debat om, hvorfor man har valgt, som man nu har valgt. Vi skal spille det samme spil, og det kommer vi desværre ikke til på den her måde«.

Ledere prioriterer en faguge

Tiden er knap, hvis både lærerne og eleverne i valgfagene skal nå at føle sig forberedte til den første eksamen i de praktisk-musiske fag. For nogle elever vil det allerede være til jul, mens mange skoler har valgt at udskyde eksamen til juni. Både Helle Laura Thomsen og David Kosteljanetz, musiklærer fra Stavnsholtskolen i Farum, forklarer, hvor stor en betydning det har for dem, at skolens ledelse har udvist forståelse og engagement i valgfagene.

»Skolens ledelse har meldt ud, at vi afholder en faguge for valgfagene næste måned for at komme noget af efterslæbet til livs. Det er dejligt, at de har set alvoren i det og har handlet på det«, siger David Kosteljanetz.

Stavnsholtskolen har besluttet, at ugen er dedikeret til de fire valgfag, og i den forbindelse bliver de omfattede lærere vikardækket i deres øvrige fag. Ifølge musiklæreren David Kosteljanetz er det en rigtig god start på at indhente noget af den mistede undervisning.

Samme optimistiske melding har Helle Laura Thomsen også oplevet fra sin ledelse.

»Jeg efterspurgte, at vi senere på året kunne få fire hele dage kun til håndværk og design, fordi undervisningen har været så begrænset. Det syntes ledelsen heldigvis ville være en rigtig god ide«, siger hun og understreger, at det er nødvendigt med en god ledelse, hvis eleverne skal nå omkring alle de elementer, som efterhånden er puttet ind under håndværk og design-faget.

Helle Laura Thomsen ved godt, at det langtfra er alle lærere, som bliver imødekommet på samme måde, og hun anser sig selv og sine elever som heldige.

»Vi gør brug af storbyens muligheder for at komme ud og få materialerne og håndværket mellem hænderne, som når vi for eksempel besøger Dansk Arkitektur Center (se reportage næste side, redaktionen). Det er synd, at alle skoler i Danmark ikke kan det samme. Det er guld værd i den her situation«.

Fest eller aflysning?

Fællesnævneren for de fire lærere er, at de har været skuffede over den mangelfulde kommunikation fra Børne- og Undervisningsministeriet. Men de er også på linje, når det gælder om at give eleverne den bedst mulige oplevelse til eksamen. Dem får de nemlig mange af i fremtiden, og det skal ikke begynde med en øv-oplevelse.

Tina Kejlberg underviser i valgfaget billedkunst på Vestskolens afdeling Nordskov i Haslev, og selv om hun også har været træt af, at informationerne om eksamen er kommet dumpende efterhånden, så vender mundvigene ikke nedad.

»Jeg glæder mig helt vildt til at skulle til eksamen med mine elever i billedkunst. Selvfølgelig bliver det anderledes, end det ellers havde været. Men vi har ikke noget at sammenligne med, så vi kan lige så godt tage det som en fest, kan vi ikke?«

Tina Kejlberg fortæller også, at hun fra starten har fortalt sine elever, at det med eksamen bliver noget helt fantastisk. »Jeg tror på, at alting skal sælges. Vi glæder os til eksamen hos os«, siger hun.

Musiklærer David Kosteljanetz kan også nikke genkendende til den optik: »Det handler i virkeligheden bare om, at eleverne skal have en god oplevelse med eksamen, og så skal det hele nok gå. Vi har et stykke tid endnu«.

Madkundskabslærer Linett Mertz har også planlagt en slutspurt fuld af kreativitet og frihed for eleverne.

»Vi rykker udenfor, og så prøver vi at få mikset alt for mange faglige emner ind i bålmad og frostgrader«, fortæller hun med et grin.

»Og hvorfor har vi så travlt med den her eksamen? Jeg ved, at jeg ikke står alene. Men nu er det på med arbejdshandskerne og fatte sytråden, og så klarer vi det her«, siger Helle Laura Thomsen og tilføjer så: »… men udsæt det nu bare!«

Elev: "Madkundskab var det eneste fag, jeg godt gad at gå til eksamen i"